Madsen: Mona Juul kan være svaret på blå bloks største problem

ONSDAG BLEV MONA JUUL udset som ny leder af Det Konservative Folkeparti efter Søren Pape Poulsens pludselige død.

Den nye formand har kun et kort vindue til at definere sin egen retning og bringe De Konservative ud af krisen. 

Hvis hun løfter den opgave klogt, kan hun imidlertid ikke blot bringe De Konservative ud af krisen, men også blive svaret på blå bloks største problem: kvinderne. 

A4 Medier og OTOO’s nye politiske indeks viser, som flere andre målinger, et historisk stort kønsgab mellem blokkene i dansk politik. Kvinderne stemmer rødt, mændene blåt.

Kvinderne er blå bloks store problem

Det er tankevækkende, hvordan det problem bliver italesat som et problem om mænd i den storm af tendensartikler, der er fulgt i halen på Liberal Alliances himmelflugt i meningsmålingerne.

Det er venstrefløjen, der har et problem. De unge mænd gider ikke flere bløde meninger, forståelse og snak. De vil have lavere skat, personligt ansvar, markedsøkonomi og go’e gammeldaws kønsroller.

Men kønsgabet er mindst lige så stort et problem for de blå partier som for de røde. Sat på spidsen: Kvinderne er årsagen til, at blå blok lige nu ikke kan vinde et valg.

LÆS OGSÅ: Ny meningsmåling afslører stort kønsgab: Kvinder giver rød blok flertal

Hvis Mona Juul løfter sin første tid som formand klogt, så kan hun blive politikeren, der trækker kvinder over midten. 

Blandt andet fordi hun selv er kvinde - den dimension skal man ikke undervurdere, når vælgere og medier i stigende grad orienterer sig mod partilederne, som den nye vælgerundersøgelse påpeger. 

Men at være kvinde gør det ikke alene. Den store vælgerundersøgelse, viser også, at Danmarksdemokraterne stort set ikke trækker vælgere over midten. Inger Støjberg er uspiselig for de røde vælgere.

Det kræver et skridt mod midten og en positiv fortælling om velfærdssamfundet.

Blå blok mangler en Pia Kjærsgaard

I de gyldne borgerlige år under Anders Fogh Rasmussen (V) i 00’erne var Pia Kjærsgaard (DF) den afgørende brik i den blå koalition. 

Kjærsgaard skabte et velfærdsparti på højrefløjen, som kunne trække stemmer ud af Socialdemokratiet og i alle forhandlinger stod som partiet, der stod vagt om ældre, syge og socialt udsatte, så længe de ikke havde anden etnisk baggrund. 

Den brik er helt fraværende i den borgerlige blok anno 2024. Kvinderne er - overordnet set - langt mere glade for den offentlige sektor end mændene - blandt andet fordi mange flere af dem er ansat i kommuner og regioner.

Højrefløjen har ikke længere en toneangivende stemme som Pia Kjærsgaard, der kan tale til kvindelige sosu’er, akademikere eller sygeplejersker, og debatten om de blå unge mænd synes at trække dem endnu længere ud i den vildfarelse, at man kan vinde et valg uden.

Hvis det skal lykkes at trække kvinder over midten, kræver det en ny og mere positiv fortælling om velfærdssamfundet, som Mona Juul har mulighed for at skabe.

Korrektiv til Vanopslagh

Det blå blod på tanden hos især Liberal Alliance (LA) giver sig udtryk i en forstærket kamp mod det, man ser som en overdrevet ligestilling, som mænd bliver ofre i.

Det er ikke længere anklager om, at kvinder er “uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand” og “ude af stand til at bestyre magt med moderation”, som det hed i Ole Birk Olesens (LA) gamle rant mod kvinder, som han siden har undskyldt. 

I stedet er det kampen mod den herskende opfattelse af, at der er et ligetillingsproblem. Tværtimod får kvinder efter LA’s opfattelse for eksempel “forlommer” på landets universiteter, og løngabet mellem mænd og kvinder er en myte opdyrket af feministiske kamptropper.

Søren Pape Poulsen svævede op mod folketingsvalget i 2022 på de samme højder i meningsmålingerne, som Alex Vanopslagh gør i dag. 

De Konservative fejlfortolkede opbakningen til den sympatiske Pape som en pludselig tilslutning til et voldsomt spareprogram i den offentlige sektor, som Socialdemokratiet skånselsløst hamrede løs på i valgkampen. Meningsmålingerne faldt som en sten.

Mona Juul kan blive en joker

Liberal Alliance er ved at begå samme fejl, nu hvor Alex Vanopslagh trækker fulde huse af fans på sin Danmarksturne.

Snarere end at forstå opbakningen som et rygstød til partilederen, oplever LA, at der pludselig er vind i sejlene til kamp mod feministiske kamptropper og den offentlige sektor.

Det er måske opskriften på at tiltrække yngre mænd, der endnu ikke har børn i folkeskole og daginstitutioner, eller forældre og bedsteforældre på plejehjem. 

Men det er ikke opskriften på at blive statsminister at lyde som direktøren for Cepos. 

Der er ikke rigtig grund til at være bange for Alex Vanopslagh, så længe han står fast på det program, som blandt andet Ekstra Bladet allerede er ved at opregne konsekvenserne af. Socialdemokratiet har hele kampagnen liggende i skuffen fra den vellykkede afmontering af truslen fra Søren Pape. Den kommer på bordet igen til næste valg.

Her kan De Konservative under Mona Juuls ledelse komme til at spille en vigtig rolle frem mod næste valg. Hendes tungt lastede CV og moderate politiske synspunkter kan måske være den brik i den borgerlige koalition, der reelt kan skabe spænding om næste valg.

Vanopslaghs kamp mod feminisme og offentligt ansatte gør det ikke alene.