Debat: Lønmodtagernes tålmodighed med dansk oprustning vil snart være opbrugt
KRIGEN I UKRAINE har nu varet i over to og et halvt år, men spiller stadig kun en perifer rolle i den interne debat hos fagbevægelsen og de røde partier. I befolkningen er utilfredsheden med krigen dog begyndt at vokse – på grund af dagligdagens besværligheder. Snart vil partier og fagforeninger derfor skulle tage stilling: Krig og oprustning eller fred og velfærd?
Folketinget har for længst lavet aftaler, der styrker oprustningen og øger militærhjælpen til Ukraine. Næsten 200 milliarder kroner er afsat ekstra til forsvaret i de kommende år. Og i årene 2023-2028 er der afsat knap 65 milliarder kroner til militær støtte til Ukraine. Det er dog langt fra sikkert, om dette er nok – ikke mindst efter valget af Donald Trump.
Det forventes, at Danmark fremover skal yde mere til både Nato og Ukraine. Faktisk meget mere. Ifølge Jyllands-Posten opererer regeringen med et trecifret milliardbeløb til militæret frem mod 2033, hvor det nuværende forsvarsforlig udløber. Og det er vel at mærke oven i de 200 milliarder ekstra.
LÆS OGSÅ: Krigens dilemma: Er der råd til velfærden, når forsvaret skal tilføres 18 milliarder?
Dertil kommer våbenhjælpen til Ukraine. Ikke alene skal vi betale en større andel, fordi amerikanerne vil betale mindre, men regningen vokser også hele tiden, fordi ukrainernes behov for hjælp stiger, i takt med at russerne rykker frem på slagmarken.
SÅ HVOR SKAL PENGENE KOMME FRA? Skal skatten hæves? Skal der skæres ned på velfærd, klima og miljø? Skal arbejdsudbuddet forøges?
Mon ikke det er mest sandsynligt, at alle tre elementer bringes i spil: Højere skat - på trods af at nye skattelettelser er ved at blive indfaset, så ”danskerne kan beholde en større del af deres løn selv”. Offentlige besparelser - på trods af at regeringen næste år vil ”styrke velfærden og understøtte den grønne omstilling”. Højere arbejdsudbud - på trods af Socialdemokratiet vil stoppe den automatiske stigning i folkepensionsalderen og netop har ladet sine løjtnanter føre kampagne for, at ”mangel på arbejdskraft er godt – også for samfundet.”
Ethvert af disse elementer vil øge presset på befolkningen. Så selv om hverken de røde partier eller de faglige forbundsledelser vil stikke en kæp i hjulet på opbakningen til oprustning og krig, vil forholdene "derude" - på arbejdspladserne og i familierne - gøre det. Det er kun et spørgsmål om tid. Utilfredsheden ulmer nemlig. Ikke som politisk artikuleret protest, men som brok over snart det ene, snart det andet. Og ikke mindst som en tiltagende vrede over at blive overset og tilsidesat.
Og vel ikke uden grund? Selv om inflationen er faldet, er priserne stadig høje. Og de mest udsatte grupper, som pensionister og lavtlønnede, lider mest. Samtidig er uligheden vokset. Den rigeste ene procent har de seneste ti år øget indkomsten med 50 procent, mens de fattigste 40 procent kun er steget med otte procent.
Taler vi velfærd og social tryghed, mangler folkeskolen ressourcer, og de unge mistrives. Tilliden til folkepensionen er faldende. 41 procent tror ikke, den vil eksistere som i dag, når de selv skal pensioneres. Alt imens 59 procent af befolkningen frygter at få en uværdig pleje, når de bliver gamle.
Hospitaler er ramt af personalemangel og stigende sygefravær, hvilket forårsager længere ventetider for patienterne. Stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø fører til mange sygemeldinger, årligt en million fraværsdage og tusindvis af indlæggelser.
Og ikke mindst bekymrer vi os alle om klima- og miljøproblemer som kystsikring, oversvømmelser og landbrugets forurening af de danske fjorde. Den politiske handling føles her helt utilstrækkelig.
OPPOSITION TIL KRIG og oprustning kommer i dag fra dagligdagens besværligheder. Selv om almindelige lønmodtagere er hængt voldsomt op i forvejen, bliver de nu bedt om at se ind i en fremtid med utryghed og krig på dagsordenen. Samtidig med at de uløste samfundsproblemer – høje priser, mistrivsel, mindre velfærd og så videre - trænger sig stadig mere på som praktiske problemer i familiernes hverdag.
LÆS OGSÅ: David Trads: Uligheden bliver bare ved med at vokse – også under Frederiksen
Hvis hverken Socialdemokratiet, venstrefløjen eller de faglige forbundsledelser vil vise forståelse for, hvad der rører sig i folkedybet, så er der nok andre, der vil. Det var vel egentlig også det, som det amerikanske valg lærte os?
