Hendricks: Generation Z, forventninger til arbejdsmarkedet og en komisk-logisk analyse

EN NYLIG UNDERSØGELSE VISER, at generation Z – dem født mellem cirka 1997 og 2012 – har såvel specifikke ønsker til og ytrer generelle bekymringer om det fremtidige arbejdsmarked.

Samtidig synes der at kunne spores en kognitiv dissonans i forholdet mellem de værdier og meninger, generationen giver udtryk for, og så de handlinger, der udøves, og den adfærd generation Z udviser.

Denne uoverensstemmelse mellem værdier og adfærd kan være resultatet af en splittelse mellem at tænke på sig selv og tænke på andre generelt - og på arbejdsmarkedet specifikt.   

En ny rapport

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) publicerede i maj en rapport om generation Z og dens ønsker, bekymringer samt forventninger til arbejdsmarkedet. I lanceringsmaterialet opregnes rapportens hovedkonklusioner, mens rapporten i sin fulde længde kan læses her:  

• Engagement i arbejdet: De unge ønsker meningsfuldt arbejde, der bidrager til deres udvikling og identitet.
• Bekymringer for fremtiden: Mange frygter økonomisk usikkerhed, stress og manglende overskud.
• Forældreskabets udfordringer: Unge forældre - især fædre - oplever øget stress og ensomhed.
• Vigtigheden af fællesskab: Et trygt fagligt og socialt fællesskab er essentielt for de unges trivsel og faglige præstationer.

På alle mulige måder relevante bekymringer og tilforladelige fordringer til det fremtidige arbejdsmarked. Spørgsmålet er imidlertid, om det overhovedet er ladsiggørligt, uden at det også kommer til at koste noget for generation Z selv, hvis pindene ovenfor skal realiseres.  

En komisk analyse

Den amerikanske komiker og samfundsrevser Bill Maher havde for et par år siden en monolog i sit talkshow 'Real Time with Bill Maher', der udgør en svidende og komisk samtidskommentar til generation Z og dens forhold til klimakampen og (over)forbruget.

Hvis man ikke er til sinds at se videoen eller ikke har tid hertil, er her et resume, der på ingen yder retfærdighed over for Mahers spiddende humor: Det kan meget vel være, at klimaforkæmper Greta Thunberg er generation Z's samvittighed, men hun repræsenterer ikke generationen. Thunberg har 13 millioner følgere på sin Instagram-profil, mens modellen og influenceren og en del af Kardashian-klanen Kylie Jenner har 273 millioner følgere … ”og det er mere”, som Bill Maher formulerer det spydigt.

Hvem er egentlig influenceren i generation Z, rollemodellen eller modellen, spørger Maher retorisk, idet Jenner har 21 gange så mange følgere som Thunberg. For på den ene side støtter man Greta Thunberg og hendes kamp for kloden, men samtidig vil man gerne leve som Kylie Jenner og fascineres af hendes CO2-destruerende adfærd af selvsamme planet med eksklusive privatflysrejser, indkøb af sko og tøj i hyldemeter, som kun er brugt en enkelt gang, og i øvrigt forfølger Jenner en livsstil karakteriseret af forbrug - eller nærmere overdrevent overforbrug. 

LÆS OGSÅ: David Trads: Unge er akkurat lige så flittige – og dovne – som os andre

Maher fortsætter: En undersøgelse viser, at 94 procent af alle kryptovalutakøbere er generation Z og millenials, men bitcoin-drift er så meget mere energikrævende end almindelig minedrift, at det svarer til et energiforbrug større, end hvad Netflix, Apple, Facebook, Microsoft og Google bruger tilsammen. Læg hertil, at vandforbruget for bitcoin-drift er eksorbitant og i øvrigt stigende. I 2023 regnede man med, at der blev brugt 1.572,3 gigaliter til eventyret, hvilket er et større vandforbrug, end hvad mange nationalstater har på et år. 

Med eksempler af lignende karakter demonstrerer Bill Maher, at man ikke både kan leve som Kylie Jenner, elske bitcoin og redde planeten samtidig. Der kommer et tidspunkt, hvor man bliver nødt til at vælge, om man vil være på “Team Drastic”-holdet eller “Team Plastic”, og man kan ikke være både-og. Vel kan det være, at Bill Maher er en privilegieblind, pot-rygende, ciskønnet hvid mand i 60’erne og i øvrigt ikke forstår sig på de næste generationer. Men det ændrer ikke på hans robuste konklusion i monologen:

”The cognitive dissonance between planet destroying conspicuous consumption and planet saving rhetoric is breathtaking.”  

Kognitiv dissonans 

Tilstanden af kognitiv dissonans, som Bill Maher henviser til, er det ubehag, en person vil føle, når vedkommendes handlinger ikke stemmer overens med ens påståede værdier eller overbevisninger. Psykologen Leon Festinger prægede begrebet i 1957 i værket 'A Theory of Cognitive Dissonance' og bestemte det i al væsentlighed som den psykologiske tilstand, der optræder, når en person har to med hinanden modsigende overbevisninger på en og samme tid. 

To overbevisninger eller ideer betegnes i bogen som "konsonante", hvor den ene flyder logisk ubesværet fra den anden, mens tilsvarende to overbevisninger siges at være "dissonante", hvis de er hinandens modstrid. En person, der ønsker at arbejde for klimaet og mener, at klimaforandringerne er menneskeskabte, kan som handling vælge at sejle over Atlanten som Greta Thunberg fremfor at flyve – det er konsonant og giver ikke anledning til rod i forholdet mellem overbevisning og handling. Hvis samme person gerne vil arbejde for klimaet og ligeledes er af den overbevisning, at klimaforandringerne er menneskeskabte, men ikke desto mindre insisterer på at flyve i sit privatfly som Kylie Jenner, giver det omvendt anledning til rod i forholdet mellem overbevisninger og handling, præcis som Bill Maher bekendtgør i videoen. Videoen kommer med talrige – komiske og ganske tankevækkende – eksempler på den kognitive dissonans, der ifølge Maher må martre generation Z. 

LÆS OGSÅ: Professor ser én vej ud af coronakrisen: Erstat grådighed og turbokapitalisme med solidaritet

Størstedelen af de problemer verden står over for - fra indfrielsen af FN's 17 verdensmål over World Economic Forums ti udfordringer til verden frem til OECD's ambitiøse globale dagsorden - kræver massivt samarbejde mellem mange forskelligartede parter for løsningen af de systemiske problemkomplekser. Ikke nok med det: Som indbagt bestanddel i problemerne ligger ligeledes faren for kognitiv dissonans, der tilsiger, at vi måske udmærket ved, hvad der skal til for den kollektive løsning, men vores individuelle handlinger kan imidlertid ikke følge med, så resultatet er dissonans frem for konsonans. 

Frustrationen - eller ubehaget - kan ligge deri, at dersom man godt er bekendt med og ydermere lovpriser, at det kræver et samarbejdende spil, baseret på koordination og tillid, for at undgå ”bekymringer om fremtiden”, omgå ”forældreskabets udfordringer”, ”engagere sig i arbejdet” med henvisning til vigtigheden af fællesskabet, som det skrevet står i FH-rapporten om generation Z’s værdier og ønsker til arbejdsmarkedet, der kan man hurtigt og umærkeligt henfalde til at spille præcis det modsatte konkurrencespil, selvom ingen antageligvis ønsker det i udgangspunktet.

Dersom man netop gik og troede, at alle – inklusiv en selv – spiller, hvad der er blevet betegnet som "hjortejagten" sammen med i hvertfald andre Z-forbundsfæller, ender man i et andet og ikke-samarbejdende spil, der kaldes "fangernes dilemma". Det kan være inderligt frustrerende og kan give anledning til kognitiv dissonans, hvor der netop ikke er sammenhæng mellem værdier, overbevisninger og handlinger.   

Hjortejagten eller fangernes dilemma

Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) udlagde historien om hjortejagten som en art lignelse i hans værk 'Disourse on Inequality' fra 1755: Det er fortællingen om to jægere, der hver især skal beslutte sig for, om de vil jage hare eller hjort uden at vide, hvad den anden beslutter sig for.

Hvad, der dog er fællesviden blandt dem, er, at de ikke kan jage hjorten uden at søge assistance hos den anden. Det er mindre krævende – også mindre tidskrævende – at sætte efter haren alene, men der er bare ikke så meget kød på en hare, som der er på en hjort. Minimal risiko, minimal indsats og begrænset anstrengelse, men omvendt fuldstændig kontrol og selvbestemmelse kan udløse en lille individuel gevinst i form af haresteg.

Hjortejagten er et spil, der giver mulighed for koordination mellem et individ - lad os kalde vedkommende for Alpha - og de andre medarbejdere på eksempelvis arbejdspladsen. Alpha & Co. kan gå efter den store gevinst ved at tænke på fællesskabet og samarbejdet (svarende til hjorten). Eller også kan Alpha & Co. jage den mindre gevinst ved individuelt at sikre fordele på arbejdspladsen (svarende til haren), selvom der faktisk ligger et større afkast - også individuelt - ved at betænke andre.

Nedenfor er nominelt angivet afkastet for de to handlinger “tænker på sig selv” og “tænker på fællesskabet” for såvel Apha som alle andre på arbejdspladsen. Hvad Alpha får i nytteværdi er angivet ved det første tal i en celle. Hvad andre får er angivet ved det andet tal i samme celle. Således kan alle mulige scenarier opregnes med hensyn til, hvad Alpha vælger at gøre, betinget af, hvad andre vælger at gøre, og de hertilhørende afkast ved at forfølge de forskellige handlemuligheder:

Hvis Alpha tænker på sig selv, mens andre tænker på fællesskabet, er der 2 til Alpha og -2 til alle andre, der taber præcis det, som Alpha alene får tiltusket sig af indfriede ønsker til arbejdspladsen ved at tænke på sig selv – et nulsumsspil.

På den anden side, hvis alle tænker på alle andre, får alle, hvad de ønsker sig fra “meningsfuldt arbejde, der bidrager til deres udvikling og identitet” og “et trygt fagligt og socialt fællesskab”. Det giver således et afkast på 3 til Alpha og alle andre. Og hvis alle udelukkende tænker på sig selv, får de trods alt noget ud af det, 1 til dig, 1 til mig, men under ubehagelige arbejdsforhold, der ikke står mål med ønskerne til arbejdspladsen og de bekymringer generation Z yderligere måtte have til “økonomisk usikkerhed, stress og manglende overskud” og “ensomhed”, som FH-rapporten samtidig bekendtgør. 

Hjortejagten er et spil, der giver plads til koordination, hvor det bedste for alle er at gøre det samme. Hjortejagten har to rationelle udfald: Hvis alle tænker på sig selv, gør man klogt i at gøre det samme, og hvis alle andre tænker på fællesskabet, har man incitament til også at gøre det selv. Hvis alle gør det samme, er der intet incitament til at gøre noget andet (for det kan man ikke få mere ud af), så den samlede adfærd ender med at være stabil.

Og nu kommer det, der gør hjortejagten efterstræbelsesværdig. Det største afkast vi hver især faktisk kan opnå, er ved præcis at tænke på fællesskabet, for det er uanset hvad bedre end at tænke på sig selv, der kun giver 1, hvis andre også tænker på sig selv. Et afkast på 1 er under alle omstændigheder mindre end de 3, man sammen med alle andre kan opnå ved at betænke fællesskabet. Der er dog en pris at betale herfor – man skal udvise tillid til og afgive suverænitet til andre, for samlet at få det maksimale ud af udbyttet i et “meningsfuldt arbejde, der bidrager til deres udvikling og identitet” og “et trygt fagligt og socialt fællesskab”.

LÆS OGSÅ: Biskop med opsang til fagbevægelsen: Drop leflen for individualismen, læs noget Grundtvig og tag ansvar for klimaet

Hjortejagten står i skærende kontrast til et andet spil, der adskiller sig derved, at have andre afkastsprofiler. Igen, Alpha kan enten vælge at tænke på sig selv eller tænke på fællesskabet i sin gøren og laden på arbejdspladsen – og det gælder til stadighed også alle andre. Nedenfor er angivet afkastet for de handlinger “tænker på sig selv” og “tænker på fællesskabet” for såvel Apha som alle andre i det nye spil, der minder om hjortejagten, men er grundlæggende forskelligt herfra:

Hvis Alpha tænker på sig selv, mens andre betænker fællesskabet, får Alpha et afkast på 6, mens de andre må nøjes med -2. Alphas spidse albuer kan betale sig, men det bliver på andres bekostning. Hvis alle tænker på fællesskabet, og Alpha er med på den, får alle et afkast på 3. Hvorimod når alle – Alpha inklusiv – tænker på sig selv, foregår det under stressede forhold, hvor man hele tiden skal vogte på hinanden og indynde sig hos chefen for at opnå fordele i alt fra hjemmearbejdsdage til et “meningsfuldt arbejde, der bidrager til deres udvikling og identitet” som ønsker for generation Z.  

Men hvis alle forfølger denne strategi, undergraves det samtidige ønske om et “et trygt fagligt og socialt fællesskab”, der af selvsamme generation anses som “essentielt for de unges trivsel og faglige præstationer”, som FH-rapporten samtidig lader forstå, er ønskværdigt. Således trækkes der 2 nytteenheder fra alle: 1 til Alpha, 1 til alle andre, når alle vælger at tænke på sig selv.

Hvis vi altid forsøger at gøre det bedste på baggrund af, hvad andre vælger at gøre, er der kun én ligevægtstilstand i dette spil, hvor alle parter agerer optimalt som reaktion på, hvad andre nu engang har valgt at gøre. At tænke på sig selv er de bedste gensidige reaktioner på, hvad andre gør. Det er, hvad der er rationelt, for hvis alle tænker på fællesskabet, og Alpha står for at skulle vælge handling, så er der faktisk incitament for Alpha til at tænke på sig selv og således divergere fra andres handling, idet hvis Alpha beslutter sig for at tænke på sig selv, er der mulighed for at få 6 nytteenheder, hvilket er mere, end de 3 Alpha ville kunne opnå ved at betænke fællesskabet. Det gælder, selv når alle er enige, om at man gerne vil bestræbe sig på et meningsfuldt arbejde, et trygt fagligt og socialt fællesskab. 

Det er præcis som situationen med de to medsammensvorne, der begge er blevet anholdt og nu befinder sig på politistationen. De har følgende valgmuligheder: 

1. De kan angive hinanden og få fem års fængsel hver.
2. Den ene kan angive den anden og selv gå fri, mens den anden, der holder mund, får ti års fængsel (og her kan rollerne naturligvis byttes om).
3. Og til sidst kan de begge holde mund og nøjes med to års fængsel hver især. 

Da de to anholdte ikke stoler på hinanden, er det mest rationelle for dem hver især at angive deres medsammensvorne for selv at gå fri, ligegyldigt hvad den anden medsammensvorne nu engang har besluttet sig for at gøre. Men bedre endnu for dem begge ville være, hvis de stolede på hinanden og ikke sagde noget – så ville de hver især få to år i fængsel, og det er selvsagt bedre end fem eller ti år bag tremmer.

Således kan kriminelle (eller medarbejdere) komme til at befinde sig i en situation, hvor de står til højere straf (eller ringere arbejdsforhold), end de ville have fået, hvis de havde valgt at udvise tillid til hverandre og således stole på hinanden og samarbejde ved begge at holde mund (eller tænke på fællesskabet). Politimesteren (eller arbejdsgiveren) kan således ende med at vinde, selv når fangerne (eller medarbejderne) står på den individuelle nyttemaksimerende rationalitets tinde. At tænke på sig selv eller at tænke på fællesskabet, når det gælder vilkår på arbejdsmarkedet som ung arbejdstager, er blot en notorisk variation over dette velkendte og meget studerede spil, der betegnes "fangernes dilemma".

Tilliden koster

Forskellen mellem fangernes dilemma og hjortejagten er, at fangernes dilemma kun byder på en ligevægtstilstand, i hvilken begge parter tænker på sig selv lige meget hvad. Hjortejagten byder omvendt på to ligevægtstilstande, hvor man får det bedste ud af det, givet hvad den anden gør: et, hvor de samarbejder, og et, hvor de lader være – og hvis man samarbejder, er det samlede udbytte både bedre for en selv og andre på samme tid. Men det største udbytte samlet set kommer med den pris, at man skal afgive suverænitet til hinanden i form af gensidig tillid som forudsætning for at kunne nedlægge det større bytte til alles bedste. 

Indfrielsen af de ønsker og forventninger, der kommer til udtryk i FH-rapporten vedrørende generation Z’s syn på det fremtidige arbejdsmarked, er alle forankret i tillid – tillid til hinanden, til arbejdsgiver, tillid til den danske model, hvor alle skal afgive noget til hverandre for at opnå det største udbytte for alle. 

Men hvis tilliden eroderer eller er fraværende, kan der hurtigt opstå incitament til at afvige fra samarbejdet, da der tilsyneladende synes at være et større afkast i at tænke på sig selv. Sådan tænker den enkelte, sådan tænker alle. Det giver rod i regnskabet mellem værdier og overbevisninger på den ene side og handlingerne på den anden. Den kognitive dissonans kommer således til at bestå i, at dersom man lige gik og tænkte, at alle – inklusiv en selv – spiller hjortejagten på arbejdsmarkedet, er det imidlertid fangerens dilemma, der handlingsmæssigt bliver forsøgt spillet i jagten på maksimering af egennytten for en selv – og sådan gør alle andre ligeså. Det er giftampullen: for bare at tænke sådan kan være tillidsundergravende i sig selv og fællesskabsudslettende. 

Enten beslutter vi os alle i fællesskab og forpligter os på alle at spille hjortejagten, eller vi fortsætter som hidtil, og det ender formentlig i fangernes dilemma – i hverdagen, på arbejdsmarkdet og i (u)løseligheden af verdens problemer, herunder klimakrisen. Hvis man vil have en systematisk gennemgang af spilteori, vide mere om hjortejagten, fangernes dilemma, livet som nulsumsspil og tilldens pris må, med fare for bias, anbefales min nylige bog, 'NOK OM MIG – hvad med dig, hvad synes du om … mig'.

Enten er vi alle med på “Team-drastic", eller vi fastholder medlemskabet på “Team-plastic". Enten er man Greta Thunberg eller Kylie Jenner. Man kan ikke være både-og, som Bill Maher siger og afslutter med denne svada fra den privilegieblinde, pot-rygende, cis-kønnede hvide mand i slutningen af 60’erne: