Arbejdsmarkedsforsker:
Der er hårdt brug for en ny og aktiv arbejdsmarkedspolitik

Hennning_J_redigeret
"Den nuværende beskæftigelsespolitik er nedslidt, uambitiøs og forkert programmeret," skriver professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
9. maj 2019 15.45
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Der skal et paradigmeskifte til inden for beskæftigelsespolitikken. Den nuværende politik er både nedslidt og uambitiøs. Der skal blandt andet satses mere på opkvalificering af ledige og hurtigere match mellem ledige og arbejdsgivere.

Den nuværende beskæftigelsespolitik er nedslidt, uambitiøs og forkert programmeret.

Nedslidt, fordi VK-regeringen (2001 til 2011), da den afviklede den socialdemokratiske aktive arbejdsmarkedspolitik fra 1990'erne, lavede et miskmask af socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik samtidig med, at kontrol og sanktioner blev dominerende.

Målgrupperne blev udvidet, og alle skulle udbyde deres arbejdskraft og blive selvforsørgende. Også de syge skulle vise deres arbejdsvillighed. I stedet for positiv motivation af ledige kom der negativ motivation. Traditionelle økonomer talte om, at der skulle være ”trusselseffekter”. Og de ledige kom i aktivering og blev i højere grad udsat for sanktionering samt nedsatte ydelser. De medtoder virker blot ikke over for mange af de grupper, der i dag står uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet.

Job, uddannelse og vejledning som tilbud er blevet erstattet af virksomhedspraktik og løntilskud. De aktive dele af politikken er nedslidte og ikke særlig effektfulde.

Uambitiøs politik

Beskæftigelsespolitikken er uambitiøs, fordi den snævert er indrettet mod udbudssiden – og alene de ledige - mens væsentlige opgaver som arbejdsformidling og hjælp til virksomhederne til rekruttering og kompetenceudvikling af lønmodtagerne ikke er opprioriteret i de kommunale jobcentre.

Beskæftigelsespolitik ses blot som forsøg på at få folk væk fra offentlig forsørgelse. Man bekæmper det at være uden arbejde mere, end man medvirker til en dynamisk arbejdsmarkedsudvikling, hvor virksomheder får sikret deres arbejdskraftbehov og lønmodtagerne kan føle 'vingernes tryghed'. Det vil sige at have kvalifikationer til hele tiden at kunne finde en ny arbejdsgiver.

Videre er beskæftigelsespolitikken fejlprogrammeret. For det første fordi det er blevet et politikfelt, der ikke er tænkt sammen med andre politikker i et samlet mix af politikker. Øgning af arbejdsudbuddet har aldrig været et isoleret mål for politikken før.

For det andet fordi kommunaliseringen siden 1. august 2009 har betydet, at mange kommuner skeler mere til kommunekassen end til arbejdsmarkedets behov. Fra 2019 får kommunerne heller ikke længere refusion for aktiviteter, men kun bloktilskud, der kan bruges til hvad som helst, og så er det helt op til den enkelte kommune at prioritere. Vi har ikke et samlet og synkroniseret system for arbejdsmarkedsindsatser, men 94 lokale udgaver – og et forkert instrumentarium.

Der er behov for at genopfinde aktiv arbejdsmarkedspolitik, få et Arbejdsministerium og en arbejdsminister igen, og få parterne med til at programmere og gennemføre indsatser på alle niveauer. Politikken skal både være økonomisk produktiv og interesseafstemt.

De aktive dele af politikken er nedslidte og ikke særlig effektfulde
Henning Jørgensen. professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet

Vi kan dog ikke blot kalkere 1990'ernes aktive arbejdsmarkedspolitik, for det er også nye problemer på arbejdsmarkedet, som skal adresseres. Det kalder på ideer til en fornyelse.

Flere hovedbegrundelser og hensyn ligger bag aktiv arbejdsmarkedspolitik:

- At øge de produktive kapaciteter i samfundet gennem effektivisering af processerne på arbejdsmarkedet, så virksomheder ikke står uden efterspurgt arbejdskraft, og ledige ikke står uden job. Søgetiden kan forkortes meget for både ledige og virksomheder. Både kvantitative, kvalitative og geografiske ubalancer skal bekæmpes.

- At give lønmodtagere nye chancer for at finde job eller være under uddannelse og herigennem erhverve forudsætninger for at kunne være ligeværdige samfundsmedlemmer. Chanceligheden skal øges. Her er borgerperspektivet indarbejdet, der også skal sikre en retfærdig behovsdækning.

- At udvikle potentialer for vækst og velfærd. Politikken skal bidrage til at skabe forudsætninger for kompetencehævning hos arbejdsstyrken som helhed og tilskynde til udvikling af produktivitet i virksomheder.

Det flugter fint med grundmekanismerne i flexicurity, hvor indsatser og institutioner støtter hinanden i deres funktionsmåde. Virksomhedernes mulighed for ret omkostningsfrit at 'hyre og fyre', kompenseres af tryghedselementer for lønmodtagerne. Økonomisk understøttelse under ledighed træder i stedet for jobbeskyttelser og afskedigelsesgodtgørelser, som er det normale i kontinentale systemer.

Mere upåagtet er, at arbejdsmarkedsindsatserne er blevet den mest truede pille i flexicurity-systemet i dag. Det skyldes udviklingen i og udtyndingen af beskæftigelsespolitikken.

Behovene kalder på en ændret forståelse af elementer i en ny aktiv arbejdsmarkedspolitik, som illustreret i figuren.

Arbejdsmarkedspolitikkens mål og afbalancering af politikhensyn

Fuld beskæftigelse i højsædet

Hovedprioritering må gælde fuld beskæftigelse, som vil indeholde og forene flere af de øvrige hensyn og elementer. Det bliver også påkrævet set i lyset af nye rammer og problemer med digitalisering, atypiske ansættelser, prekariseringstrusler og nye lønmodtagerkategorier på det fremtidige danske arbejdsmarked.

At øge chancelighed, forbedre matchningen og hjælpe strukturtilpasninger på vej er mål, der godt kan forenes hermed. At bekæmpe ledighed er altså et hovedmål for politikken.

God matchning mellem ledige og arbejdsgivere er en anden hovedopgave, og det er ikke kun et kvantitativt og geografisk anliggende, men også et kvalitativt. Markedskræfterne selv sikrer ikke en hurtig og fornuftig tilpasning, og kan man blot nedbringe søgetiden med få dage, betaler en offentlig indsats sig hurtigt ind.

Matchningsprocesserne skal forbedres lokalt, regionalt og nationalt, og til at støtte op herunder er vejledning og information helt nødvendige instrumenter til at sikre gennemsigtighed og hurtigere og mere træfsikker tilpasning af åbne stillinger og ledige.

At øge chanceligheden for lønmodtagerne hjælper ikke kun den enkelte lønmodtager, men fremmer ligeledes mobiliteten, også den opadstigende. Særgruppeforanstaltninger har dermed en særskilt begrundelse. Videre har uddannelse og kvalificering en central plads som hjælp til at sikre målet om at øge arbejdsmarkedschancerne.

Lønmodtagerne skal kunne føle 'vingernes tryghed'
Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet

Det har endelig udviklet sig til et selvstændigt mål at fremme og sikre kompetencer hos lønmodtagerne, eftersom den enkelte derved får en vej ikke kun til job, men til de gode job.

Kvalificeret og motiveret arbejdskraft bliver simpelthen en af de vigtigste konkurrenceparametre fremover, og arbejdsstyrkens kvalifikationsstruktur har fremtidigt en nøglerolle i økonomien og må være et afgørende sigtepunkt. Ajourførte og overførbare kompetencer skal sikres, hvorved man samtidig forebygger arbejdsløshed og modvirker marginaliseringstrusler.

Lønmodtagerne skal kunne føle 'vingernes tryghed' som udtryk for, at de kan navigere på et skiftende arbejdsmarked; og det er meget baseret på livslang kompetenceudvikling.

Der er ingen 'best practice' at lære af. Nu gælder det 'next practice'
Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet

Andre mål kan nås samtidigt. Arbejdsmarkedspolitik kan have positive effekter i forhold til produktivitetsudviklingen, hvor bedre fordeling af arbejdskræfterne, beskæftigelsesprogrammer og mere kvalificering især virker produktivt ind sammen med ny teknologi. Arbejdsmiljøet har afgørende betydning.

Arbejdsudbuddet kan også påvirkes af indsatser, direkte som indirekte med eksempelvis mobilisering af arbejdskraftreserver og hurtigere tilbageløb fra sygedagpenge. Det offentliges andre politikker – for eksempel tilvejebringelse af børnepasningstilbud – har en mærkbar indvirkning på arbejdsudbuddet.

Mobilitetsfremme og reintegration i forskellige udgaver er også at søge at overvinde indskrænkninger i formidling af arbejdskræfter, og det har mange facetter. De rækker fra indsats over for sundhedsmæssige problemer hos lønmodtagere med sammensatte problemer over efterværn for unge til sprog- og danskkurser, som kan sikre basale kvalifikationer hos lønmodtagere – også hos ikke-etniske arbejdere.

I det hele taget er kvalifikationsrettede indsatser nogle, der kan virke produktivt ind i forhold til næsten alle hovedmål i politikken. Kundskabsindholdet i produkter og ydelser stiger og stiger, og det samme gør kravene til arbejdskraftens kvalifikationsudrustning.

Fremover bliver sådanne indsatser nødvendige i forhold til de forandringer, der sker med service- og produktionsprocesserne, og som vil kræve vedvarende og massive indsatser for at sikre kompetencer. Det er svært at finde negative bieffekter. Der skal så ses og måles på de samlede effekter af indsatserne blandt andet i forhold til flexicurity-systemet og styrkelsen af arbejdsmarkedets funktionsduelighed.

Arbejdsmarkedspolitik i aktiv udgave skal altså kunne bekæmpe ledighed, være med til at lette og fremme strukturforandringer og kunne løse fordelingsproblemer på samme tid. Det er i praksis, ude lokalt og regionalt, at politikken skal stå sin prøve. De øvrige sektorpolitikker – bl.a. uddannelsespolitik, erhvervspolitik og socialpolitik – må være afpasset med arbejdsmarkedsindsatserne, og der vil fremover komme krav til, at de spiller aktivt sammen. Der gør de ikke nu.

Ærgerligt med opdeling mellem ledige og beskæftigde

En væsentlig pointe er, at det er ganske uhensigtsmæssigt, at beskæftigelsespolitikken har adskilt indsats for ledige og for beskæftigede til fordel for de første. Der blev fra starten af dansk arbejdsmarkedspolitik, især med specialarbejderuddannelserne i 1960 og efteruddannelsen af faglærte i 1965, gjort den erfaring, at det var positivt at 'blande' ledige og beskæftigede, også så der kunne dannes netværk og etableres fælles hold i undervisningen (for eksempel en tredjedel ledige og totredjedele beskæftigede). Også det fremmer tilpasningsprocesser på arbejdsmarkedet.

Politikken skal være fremadrettet og tilpasningsdygtig med relationskompetencer i centrum. Som selv OECD har konstateret i ”Employment Outlook” (2019), er der et presserende behov for at komme op i et helt andet gear med at investere i voksnes efter- og videreuddannelse, hvad der ikke kan realiseres uden offentlige investeringer og udvikling af en stærkere uddannelseskultur og -investering i virksomhederne.

Kompetencesatsninger skal dog også have institutionelle rammer, og det må aktørsystemerne indrettes efter. De vigtige aktører må have deltagelsesmuligheder på alle niveauer, men også et ansvar at løfte. Der er således en dobbelt opgave med at få indrettet og hævet kompetencesatsninger samtidig med, at der bliver tilvejebragt institutionelle rammer. AMU-uddannelser kan for eksempel ikke overleve, hvis de bliver sat på privatkapitalistiske versefødder.

De liberale lærebøger kan altså være fyldt med samme vidensfattige sandheder som dagens politiske mantraer
Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet

Læren fra den aktive arbejdsmarkedspolitik i 1990'erne var, at det kan lade sig gøre at løse nogle af de økonomiske problemer, som traditionelle økonomer ikke mente kunne tackles på samme tid. Det blev modbevist af resultaterne. Ledighedsbekæmpelse, jobskabelse og prisstabilitet blev forenet. De liberale lærebøger kan altså være fyldt med samme vidensfattige sandheder som dagens politiske mantraer.

Behovene kalder på genopfindelse og udvidelse af aktiv arbejdsmarkedspolitik og en radikal afsked med 'beskæftigelsespolitik' i den udformning, som har været kreeret siden 2003. Der er ingen 'best practice' at lære af. Nu gælder det 'next practice' – ikke bare mere af allerede eksisterende programmer og praksisser. Der skal et paradigmeskifte til.

Dette synspunkt er skrevet af en ekstern skribent og er ikke udtryk for A4 Mediers holdning. Hvis du finder indholdet stødende, kan du skrive til [email protected].

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].