Tina Klejn (til venstre) er en af de vælgere, som denne gang er hoppet fra blå til rød blok - og det skyldes hendes treårige datter, Louise (til højre) og bekymringerne for børn generelt.

Blå Tina har stemt rødt denne gang: Én ting gjorde udslaget

6. jun, 20:39
Tina Klejn har altid stemt på enten Venstre eller Dansk Folkeparti. Men da hun i går stod i stemmeboksen, tog hun beslutningen om at stemme helt anderledes end hun plejer.

I alle andre valg har Tina Klejn stemt på enten Venstre eller Dansk Folkeparti. Hun betegner sig selv som liberal, og hun synes, at Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort det rigtigt godt som statsminister.

Læs også: Efter katastrofevalg: Nu taler Pia K.

Men denne gang har hun været i tvivl om, hvad hun skulle stemme helt indtil valgdagen. Og da hun stod bag forhænget i valglokalet i Køge, endte hun med at sætte sit kryds ved SF-kandidaten Jacob Mark.

- Jeg har aldrig før stemt rødt, og jeg har aldrig før stemt personligt. Normalt har jeg gået efter hele partiets politik, men denne gang har jeg stemt efter én ting, og det er minimumsnormeringer i daginstitutionerne, fortæller Tina Klejn til A4 Nu.

Er blevet tvunget til at se problemet i øjnene

I løbet af de seneste måneder er normeringer i vuggestuer og børnehaver i høj grad kommet på dagsordenen. Det skyldes især landsdækkende demonstrationer og Facebook-initiativer, hvor forældre og pædagoger har delt deres oplevelser med dårlig normering. Og senest har TV 2-dokumentaren "Daginstitutioner bag facaden" vakt opsigt ved med skjult kamera at afsløre omsorgssvigt af børn i to københavnske institutioner.

Debatten har gjort stort indtryk på Tina Klejn, der har en tre-årig datter, Louise, som går i børnehave.

- Jeg har selv kunnet se en markant forringelse, især i forhold til da min ældste på 14 var lille. Det er frustrerende at opleve, at der nærmest ingen voksne er, når man kommer og henter. Men jeg har nok haft en tendens til at lukke øjnene lidt for det og håbe, at det går, for man er jo nødt til at arbejde for, at tingene hænger sammen. Og så forsøger man at indrette sig og give barnet nogle kortere dage. Men i og med at normeringer kom på dagsorden på den her måde, blev jeg tvunget til at se det i øjnene. Og med den udsendelse fik man problemet klasket lige op i hovedet, siger hun.

Hjernen lukker ned

SF'eren Jacob Mark har haft minimumsnormeringer som sin helt store mærkesag, og det flyttede 38-årige Tina Klejns stemme.

- Jeg tror og håber, han kan gøre en forskel for vores børn. Han er hamrende dygtig. Hele det sidste år har han råbt op, og det forventer jeg, at han bliver ved med. Så skal han bare have de andre politikere til at lytte. Vi skal have minimumsnormeringer, der er ikke andet, som er godt nok. Pengene skal øremærkes flere hænder, ellers finder kommunerne bare noget andet at bruge dem på.

Også hendes oplevelser som lærervikar i en folkeskole har spillet ind. Hun oplever flere og flere utrygge børn med angst og selvværdsproblemer.

- Jeg er meget bekymret for, hvordan de her børn skal blive i fremtiden. Det er dem, der skal tage sig af os i fremtiden, men de vokser op og bliver skrøbelige væsner, som tingene er nu. Det er jo logik for burhøns. Hvis du ikke får opfyldt dit behov for nærhed og tryghed som helt lille, så lukker hjernen ned, og så er der ikke plads til, at du kan udvikle dig og lære noget. I vuggestuen og børnehaven er det vanvittigt vigtigt, at en voksen ser dig. Ellers nytter de pædagogiske handleplaner altså ikke, fastslår Tina Klejn.

Flygtningekrisen er trådt i baggrunden

Når nu velfærd og offentligt ansatte er vigtige for dig, hvorfor stemmer du så normalt blåt?

- Det er fordi jeg i bund og grund synes, de blå partier er de bedste til at passe på Danmarks penge. Velfærd kræver, at der er penge at bruge. Det mener jeg stadig.

Og hvad var grunden til, at du stemte Dansk Folkeparti sidst?

- Det var på grund af presset fra flygtningekrisen. Men den synes jeg, der er bedre styr på nu, og der er det alligevel også i EU, man kan gøre mest. Det er heller ikke så vigtigt for mig lige nu, hvis vores børn ikke har en fremtid. Det er altafgørende for mig, at der bliver gjort noget for børnene.

Kontakt
Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 71 74 73 77