Førstehjælp til dig, der har ansvaret for sociale medier

nordwood-themes-359015-unsplash
Læs guiden og tag de første skridt, så er du godt i gang. Foto: Unsplash
25. jun. 2019 08.30
Har du fået ansvaret for din arbejdsplads’ Facebook-side, og sidder du stort set alene med opgaven? Så læs med her, hvor HK/Privats SoMe-ansvarlige, Tina Mellergaard, svarer på spørgsmål om, hvordan du bør gribe opgaven an.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat og bliver publiceret på A4 Job.dk som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4 Job.dk.

Hvor søren starter jeg?
Inden du går i gang, bør du få afstemt med din chef, hvad forventningerne til siden og dit arbejde med den er. Det er nemlig vigtigt fra start af at være enige om fx, hvor mange arbejdstimer, der skal bruges på indsatsen, hvor ofte man skal holde øje med siden, og hvornår man kan være glad for resultaterne. Altså en lille snak om, hvordan du skal prioritere driften af siden i forhold til dine andre arbejdsopgaver. Hvis det er helt nyt for dig at sidde med en side, så lav eventuelt en aftale om, at I genbesøger emnet efter 2 måneder og ser på, hvad tidsforbruget er, og om I får det ud af det, som I håber på. I bør også tale om, hvad det er, I vil opnå med at være på Facebook: Flere klik på hjemmesiden, tilmeldinger til nyhedsbrev, gode kundeoplevelser, besøg, bookinger osv.

Hvor ofte skal man lægge indhold på?
Man skal lægge noget på sociale medier, når man har noget relevant at sige. Det er ikke så vigtigt, om der kommer noget på hver dag eller hver anden eller hver tredje. Det er langt vigtigere, hvad I lægger på. En god tommelfingerregel, når man starter ud, kan være, at man vil opdatere siden ca. 2-3 gange om ugen. Så tvinger man lidt sig selv til aktivt at overveje, hvad der skal på siden, indtil man har fået lidt mere føling med, hvad ens brugere gerne vil se og høre fra en, og hvilket indhold, som gør sig godt i forhold til virksomhedens målgruppe.

Hvordan laver jeg et godt opslag?
Et godt opslag er et opslag, der rammer ned midt imellem, hvad ens brugere gerne vil høre, og hvad virksomheden gerne vil kommunikere. Fx så kan den lille vvs-virksomhed lægge et billede ud af vvs’erne, der holder frokostpause, og præsentere de enkelte ved fornavn. Eller noget andet skørt, sjovt, hyggeligt, typisk osv. På den måde kan en potentiel kunde, der følger siden, se opslaget, og måske i højere grad overveje at vælge firmaet, fordi man føler, at man kender håndværkerne lidt allerede. Det kan også være, at man har et rigtig godt prisværktøj på sin hjemmeside, som kan hjælpe folk, der overvejer at bruge firmaet, til at regne et tilbud ud selv. Så kan et link til prisværktøjet i sig selv være et godt opslag, fordi det hjælper folk med et konkret problem. Men prøv dig lidt frem, og find ud af, hvad der fungerer godt for jer.

Læs også: 10 råd til dig, der har ansvaret for sociale medier på en mindre arbejdsplads 

Er det en god ide at bruge annoncekroner på Facebook?
Ja, hvis man kan finde ud af at målrette sine annoncer. På Facebook - og andre sociale medier - har man mulighed for at målrette sit indhold efter fx geografisk placering, køn, interesser eller noget helt tredje. Det er en relativ billig måde at annoncere på, men man skal selvfølgelig altid lige overveje, om pengene er bedre brugt på en annonce i lokalavisen, et sponsorat til sportsklubben osv.

Vi sidder jo bare på et kedeligt kontor, så hvordan gør jeg vores indhold mere spændende?
Hvis I gerne vil invitere jeres følgere på sociale medier lidt med ind i virksomheden, så kan det godt være svært at få noget rigtig godt ud af endnu et billede af kontorinventaret. Men, men, men … prøv at få involveret dine kolleger i arbejdet med sociale medier. Aftal, at de fx tager billeder eller optager lidt video, når de er ude hos en kunde, på værkstedet osv. osv. Jo mere, I kan gøre sociale medier til et sted, hvor man kan få et indtryk af virksomheden, og hvor man hurtigt kan komme i kontakt med jer, desto stærkere står i.
Få i det hele taget involveret dine kollegaer i siden eller profilen. Det kan være en kæmpe hjælp, at der altid er en, der lige er inde og give det første like til en opdatering, og samtidig er det også rart, at man ikke selv skal sørge for at fremskaffe alt indhold. Gør det til et gruppeansvar, at I har en god tilstedeværelse på sociale medier.

Vi vil jo helst ikke ind i en shitstorm. Hvordan skal jeg håndtere sure kunder?
Det er aldrig rart, når nogen bliver sure på ens virksomhed, men en god grundregel er at se det, at de har valgt at skrive til jer på sociale medier, som en mulighed for at svare på kritikken på en høflig og konstruktiv måde. Det er vigtigt at svare hurtigt på vrede henvendelser, da andre ellers kan slutte sig til koret. Så hvis du ikke kan løse problemet her og nu, så giv fx et høfligt hurtigt svar, hvor du tilbyder at undersøge sagen nærmere. Det er ikke fordi, man skal bøje sig for hvad som helst, men tit kan et venligt svar, eller et tilbud om en kop kaffe, være meget virksomt. Og husk så at tage kritikken med videre i virksomheden. Hvis nogen ikke synes, at de er blevet behandlet ordentligt i telefonen eller har fået den vare eller service, som de har købt hos jer, så er det da vigtigt, at I tager det op internt også. Nogle gange er der jo noget om snakken.

Skal jeg holde øje med siden hele tiden?
I den bedste af alle verdener holder man øje med siden både i og uden for almindelig arbejdstid. Men det er sådan noget, som man skal have en aftale med sin chef om. Særligt i forhold til, hvordan overvågning fx tæller i forhold til aflønning, afspadsering og overarbejde. Hvis I ikke kan finde en løsning på det, som også passer med fx familielivet, så kan man skrive ”åbningstider” ind på det sociale medie, så det fremgår tydeligt, hvornår der sidder en, der svarer, og hvornår der ikke gør.

Hvornår er det et godt tidspunkt at lægge noget på?
Det afhænger naturligvis fuldstændig af virksomhedens målgruppe, men der er nogle tidspunkter, hvor rigtig mange danskere tjekker sociale medier, og det er om morgenen i pendler-tiden, om eftermiddagen i pendler-tiden og om aftenen omkring kl. 19-21.

Min chef synes, at vi også skal på både Snapchat og Instagram. Skal vi bare gå i gang på alle platforme med det samme?
Det er bedre at gøre det rigtig godt på ét socialt medie end at sprede sig alt for tyndt ud over flere. Igen kommer det an på, hvor mange arbejdstimer man vil bruge på sociale medier, og om jeres målgruppe ”gider” at tale med jer på diverse platforme. Fx kan man synes, at det er hyggeligt lige at se et kagebillede på Facebook, mens det ville blive opfattet som noget malplaceret på LinkedIn. Hver platform har sine spilleregler, og det kræver tid og indsigt i platformen at drive en god tilstedeværelse. Så hvis man vil dyppe tæerne på en ny platform, så er det en god ide at være aktiv på den selv i et par måneder og undersøge, hvad ens målgruppe godt kan lide at bruge den til.

Læs også: Husk at din arbejdsgiver også er på Facebook 

Jeg er ikke så sikker på alt det tekniske, så hvor kan jeg få hjælp, hvis der lige er noget, der driller?
Der findes et utal af grupper på Facebook, hvor der sidder alt fra nybegyndere til tunge eksperter, som snakker om løst og fast på sociale medier. Søg evt. på sociale medier under grupper på Facebook og meld dig ind i et par stykker. Du kan altid melde dig ud igen. Men ellers lyder anbefalingen herfra helt klart, at man lige prikker chefen og kommer afsted på et kursus i sociale medier.