Reportage:
'Man tænkte da, om man nu skulle miste sit job'

ASB_Robotter_20190604_0967besk__ret9
Niels Christian Rasmussen og en af de frygtede "kolleger", UR5. Foto: Asbjørn Sand
14. aug. 2019 07.00
Når robotterne indtager arbejdspladsen, skaber det uro blandt de ansatte. Men proces-operatør Niels Christian Rasmussen fik hurtigt øje på robotternes muligheder, og i dag laver han fis med de mekaniske 'kolleger'.

- Jeg tænkte, at nu ryger der hoveder. Nu kommer dræbersneglen.

Niels Christian Rasmussen griner lidt. Det gør han ofte i løbet af den halve time, vi tilbringer i hans selskab.

Se Niels Christian Rasmussen fortælle om sin robot-kollega her:

Vi sidder i et lille, aflukket lokale i hjertet af Trelleborg Sealing Solutions produktionshal i Helsingørs industrikvarter. Ude på den anden side af døren og glasvinduerne larmer det så meget, at flere ansatte går rundt med høreværn på. 

Larmen, der kommer og går i bølger, stammer fra maskinerne. De står side om side og spytter dagligt tusindvis af tætninger ud til blandt andet hydrauliske bremsesystemer, der sikrer, at biler og fly kan bremse, når de skal.

"Dræbersneglen", som Niels Christian Rasmussen kalder den, står også derude i hallen.

En robot, der ved nærmere inspektion mest af alt ligner et gigantisk tandbor. Den fæle slags, som tandlægen byder på, når man har smurt gebisset i lidt for meget sukker.

Læs også: Danmark ligger i førerfeltet i det globale robot-kapløb

Robotten, der egentlig er en slags robotarm - halvanden meter høj - er boltet fast til jorden og går pludselig i gang med at arbejde, da en sort låge på en af maskinerne åbner sig.

Den stikker sin arm ind i maskinen, “kigger” sig lidt omkring, fjerner en lille stump brugt rør, hiver armen ud igen, smider det brugte rør ned i en affaldsbeholder, finder et nyt stykke rør, tager fat i det og stikker igen armen ind i maskinen og placerer det nye rør.

Alt sammen udført med samme rolige, forudsigelige bevægelser, der tager cirka 46 sekunder.

Det er de 46 sekunders arbejde, der ikke længere udføres af Trelleborg Sealing Solutions næsten 300 faglærte og ufaglærte ansatte, og som har givet virksomheden så meget vind i sejlene, at det i starten kom bag på alle.

Jeg tror ikke, outsourcing var oppe og vende, men jeg er sikker på, at det handlede om at spare lønkroner
Jesper Luja Thomsen, administrerende direktør , Trelleborg Sealing Solutions

Da Helsingør-virksomheden i 2012 beluttede sig for at investere i industrirobotter, var det ud fra en forventning om at kunne reducere antallet af produktionsansatte, fortæller administrerende direktør Jesper Luja Thomsen, der satte sig i stolen som administrerende direktør i 2016.

- Jeg tror ikke, outsourcing var oppe og vende, men jeg er sikker på, at det handlede om at spare lønkroner, siger han.

Det lå med andre ord i kortene, at en del af Trelleborg Sealing Solutions produktionsansatte skulle lide samme skæbne som de tusindvis af danskere, der ifølge flere nyere analyser risikerer, at deres job automatiseres i den nærmeste fremtid.

Den seneste prognose kommer fra den danske uddannelses-og forskningstænketank DEA, der i en ny rapport konkluderer, at 340.000 faglærte og 170.000 ufaglærte danskere er ansat i et job, som kan erstattes af robotter eller digitale løsninger.

I rapporten har DEA regnet sig frem til, at 79 procent af de danskere, som arbejder som procesoperatører i produktionsvirksomheder, er ansat i job, der er i høj risiko for at blive automatiseret.

Vi var jo skeptiske herude i produktionen, og man tænkte da, om man nu skulle miste sit job
Niels Christian Rasmussen, industritekniker, Trelleborg Sealing Solutions

En solstrålehistorie

Den opfattelse fik de ansatte hos Trelleborg Sealing Solutions også. 

- Vi var jo skeptiske herude i produktionen, og man tænkte da, om man nu skulle miste sit job, siger Niels Christian Rasmussen.

Sådan er det foreløbigt ikke gået.

I stedet for at nedlægge stillinger på grund af den effektiviseringsgevinst, som direktionen havde regnet sig frem til at opnå ved indkøbet af robotterne, betød investeringen på cirka 13 millioner kroner, at Trelleborg Sealing Solutions måtte ud og hyre flere folk.

Siden 2012 har virksomheden investeret i 62 industrirobotter.

- Det er jo en solstråle-historie, det her, siger direktør Jesper Luja Thomsen.

Investeringen betød en fordobling af produktiviteten, og pludselig kunne hver ansat betjene otte maskiner samtidig, hvor de før kunne betjene fire maskiner ad gangen. 

På det tidspunkt begyndte kunderne for alvor at stå i kø, og de ansatte, der ikke længere skulle betjene maskinerne, fik mulighed for at flytte til andre dele af produktionen.

Svær overgang

Men omstillingen fra håndkraft til robotteknologi var ikke uden problemer.

De ansatte lærte hurtigt at betjene robotterne, da de først var blevet kørt ind i produktionen.

Man skulle vænne sig til at arbejde helt anderledes, og det virkede skræmmende pludselig at have ansvaret for otte maskiner i stedet for to eller fire
Niels Christian Rasmussen, proces-operatør, Trelleborg Sealing Solutions

- Men jeg kom herover fra en anden del af produktionen, da det hele skulle startes op, og der var der ramaskrig, husker Niels Christian Rasmussen.

- Folk var vant til at køre måske to maskiner ad gangen, og pludselig skulle de køre otte maskiner ad gangen. Det skabte problemer i starten, fordi vi ikke havde fået trimmet arbejdsgangene. Man skulle vænne sig til at arbejde helt anderledes, og det virkede skræmmende pludselig at have ansvaret for otte maskiner i stedet for to eller fire, fortæller han.

Nogle af kollegerne kunne ikke håndtere det og gik ned med stress.

- Alle maskinerne skulle jo køre, og hvis tre maskiner pludselig stod stille, mens man arbejdede på en fjerde, følte man, at man ikke nåede det, man skulle, siger Niels Christian Rasmussen.

Når produktionsleder Morten Månsson kigger tilbage på forløbet, tegner der sig et billede af, at ledelsen undervurderede den menneskelige faktor i overgangsfasen. At følelser ofte styrer mennesker mere end fakta i den slags situationer.

 - Vi forsøgte fra starten at kommunikere klart. Men alligevel var folk bange, og mennesker hører, hvad de vil i den slags situationer. De var bange for robotterne og frygtede, hvor mange der skulle fyres, siger Morten Månsson, der selv har arbejdet som industritekniker i produktionen og i en årrække også fungerede som Dansk Metals tillidsmand i virksomheden. 

For lidt information

Ledelsen introducerede robotten for de ansatte på et informationsmøde i virksomhedens kantine.

Vi skulle have tænkt lidt mere over, hvordan vi introducerede robotterne. Det er meget vigtigt at forklare folk, hvad de kommer til at stå med
Morten Månsson, produktionsleder ,Trelleborg Sealing Solutions 

- Men det fjernede ikke skrækken. De fik mulighed for at prøve at programmere den, og de kunne se, det var sjovt, og at den var spændende, men de kunne ikke se, hvordan den kom til at påvirke deres job, siger Morten Månsson. 

Han mener, at der er vigtige lærepenge at hente for andre virksomheder, som står på vippen til at erstatte dele af arbejdet med robotter.

- Vi skulle have tænkt lidt mere over, hvordan vi introducerede robotterne. Det er meget vigtigt at forklare folk, hvad de kommer til at stå med. Vi skulle have informeret mere og lavet flere demonstrationer af robotterne, så folk havde fået fjernet deres frygt og skræk hurtigere, siger han.

I det første halve års tid var de ansatte bange.

- Folk begyndte først at slappe af, da vi satte to ansatte til at køre robotterne, og de andre kunne se, hvad robotterne kunne lave.

Derfra kunne de ansatte lægge to og to sammen og se, at de ikke kunne undværes i produktionen.

Jeg tænkte, det var jo meget smart, men jeg tænkte faktisk mest over, hvad vi mon kunne bruge den til
Niels Christian Rasmussen, proces-operatør, Trelleborg Sealing Solutions

- Hvis vi havde vist dem det fra starten af, kunne vi have aflivet alle myterne, siger Morten Månsson.

Niels Christan Rasmussen kan også huske den dag, den første robot blev demonstreret.

- De bad en af vores køkkendamer om at lave en bevægelse med sin arm, og så gentog robotten bevægelsen.  Jeg tænkte, det var jo meget smart, men jeg tænkte faktisk mest over, hvad vi mon kunne bruge den til, siger han.

Han har for længst vænnet sig til at have otte robotter som sine nærmeste kolleger, og i dag oplever han jobbet som alt andet end stressende.

- Der er nok nogle, der synes, det er blevet mere kedeligt, fordi der før var mere håndtering af maskinerne og flere ting, man skulle tage sig af. Men jeg synes, det er sjovt at få det hele til at flaske sig, og når jeg møder ind i dag, kan jeg se hele dagens forløb, og jeg ved præcis, hvornår maskinerne løber tør for rør. Jeg har fået mere luft i arbejdsdagen, siger han.

Men i begyndelsen var der et par sammenstød.

Skub i ryggen

- Jeg har da prøvet at få et skub i ryggen flere gange af en af robotterne, hvor jeg stod og hang hen over bordet, hvor jeg da lige tænkte 'hvad faen er det?', siger han.

Han går ikke ligefrem og taler med robotterne, men det sker, at de får samme behandling som kollegerne i kød og blod.

- Når vi lærer nye folk op, kalder jeg robotterne Gerta eller Gertrud. Eller når en af robotterne driller, giver jeg den samme navn som en af mine kolleger, som også er pisseirriterende - ha ha. Det er jo bare værkstedshumor.

Sidste jul fik en af robotterne nissehue på.

- Den fik vi så besked på at pille af igen, siger Niels Christian Rasmussen og smiler.

Det er blevet mere roligt at arbejde her. Robotterne kører, når vi går til pause, og det er jo fint.
Niels Christian Rasmussen, proces-operatør, Trelleborg Sealing Solutions

Alt i alt er han godt tilfreds med sine mekaniske kolleger.

- Det er blevet mere roligt at arbejde her. Robotterne kører, når vi går til pause, og det er jo fint. De er ikke lige så hurtige som os, når de bevæger sig, men de er stabile, og de kører altid, og man kommer aldrig op at diskutere med dem, siger han og griner.

Spørger man Trelleborg Sealing Solutions direktør, har Niels Christian Rasmussen og de andre operatører i produktionen ikke grund til at frygte fyringsrunder foreløbigt.

- Vi vi altid have folk i produktionen, så længe vi laver ordreproduktioner, siger Jesper Luja Thomsen.

Men rundt om hjørnet lurer fremtiden. 

Trelleborg Sealing Solutions er i fuld gang med at bygge en ny og højautomatisk fabrik i Helsingør til 300 millioner kroner med flere robotter og såkaldt 'vision inspection', hvor maskiner holder øje med driften.

På den nye fabrik er det forventningen, at antallet af ufaglærte medarbejdere vil falde med 10-20 procent, men ledelsen forventer, at det for de flestes vedkommende vil ske ved naturlig afgang og omskoling til andre funktioner.

- Samlet set forventer vi uændret antal af medarbejdere på den lange bane - afhængig af konjunkturerne, siger Jesper Luja Thomsen.