Jobcenterchef i Københavns Kommune er ny direktør i Hans Knudsen Instituttet

JensBalslev
Jens Balslev er ny direktør for social og beskæftigelse i Hans Knudsen Instituttet. Foto: Hans Knudsen Instituttet
4. apr. 2024 06.00
Jens Balslev træder ind i ledelsen af Hans Knudsen Instituttet. Han kommer fra en stilling som jobcenterchef i Københavns Kommune.

Jens Balslev har de seneste syv år været jobcenterchef i Københavns Kommune, men nu rykker han over til den private sektor, hvor han skal være direktør for beskæftigelse og social i andenaktøren Hans Knudsen Instituttet.

Det skriver Hans Knudsen Instituttet i en pressemeddelelse. Administrerende direktør for Hans Knudsen Instituttet Ghita Wolf Andresen ser frem til, at Jens Balslev indtræder i ledelsesteamet.

”Jens bibringer os en solid erfaring fra beskæftigelsesområdet og et indgående kendskab til den kommunale dagligdag. Det er en fuldstændig afgørende forudsætning for at kunne løfte samarbejdet med kommunerne derhen, hvor vi gør en større forskel for flere borgere,” siger Ghita Wolf Andresen i pressemeddelelsen.

Jens Balslev er uddannet i kommunikation ved RUC. Før han blev jobcenterchef i Københavns Kommune, havde han forskellige ledende stillinger hos andenaktøren AS3.