Birgitte Klindt Poulsen bliver ny forperson i Medicinrådet
1. februar 2025 tager Birgitte Klindt Poulsen skridtet fra næstforperson til at være ny forperson i Medicinrådet.
Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Birgitte Klindt Poulsen afløser Jørgen Schøler Kristensen, der har stået i spidsen for rådet, siden det blev nedsat i 2017.
"Jørgen Schøler Kristensen har leveret et stort bidrag til det danske sundhedsvæsen og brugen og prioriteringen af sygehusmedicin. Vi vil i Danske Regioner gerne takke ham for hans mangeårige arbejde og flotte indsats. Samtidig glæder vi os over, at Birgitte Klindt Poulsen har takket ja til posten som forperson. Jeg er overbevist om, at hun er den rette til at videreføre det vigtige arbejde i Medicinrådet," siger formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau (S).
Den kommende forperson, der ligeledes har siddet i Medicinrådet siden 2017, siger i samme pressemeddelelse, at hun glæder sig til at bygge videre på "det solide fundament, som Jørgen har lagt".
"Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet i Medicinrådet, som har en utrolig vigtig rolle i at sikre, at vi får de bedste og mest effektive behandlinger til en rimelig pris til vores patienter," siger Birgitte Klindt Poulsen.