Madsen: Trumps svigt af Ukraine udstiller EU's problem

DET CHOKERENDE VED den seneste uges vilde begivenheder på den internationale scene er ikke så meget USA’s beslutning om at søge en fred i Ukraine hen over hovedet på Europa og ukrainerne eller forsvarsminister Pete Hegseths erklæring om, at USA ikke i længden kan garantere Europas sikkerhed. 

Begge dele har Trump og hans bagmænd sagt klart i flere år, og det har hele tiden været et naivt europæisk håb, at han pludselig ville forandre sig, når han mødtes med Ukraines præsident ved Notre Dame, eller da Italiens ministerpræsident, Georgia Meloni, tog til Mar-a-Lago for at skabe hyggestemning på højrefløjen.  

Det virkelig rystende, er Trump-regeringens totale omfavnelse af hele Putins fortælling om Ukraine-krigen som et nødvendigt opgør med verdensordenen efter Den Kolde Krig.

Trump giver Putin sejren i Ukraine

Den første og mest direkte konsekvens er, at Putin i praksis har vundet krigen i Ukraine, hvor han i de seneste måneder også har haft fremgang på slagmarken.

Realiteten er, at den ukrainske modstandskamp i længden er udsigtsløs uden USA, der er den suverænt største donor af militært isenkram og rundhåndet har leveret efterretninger om troppebevægelser og lignende.

LÆS OGSÅ: Madsen: Mette Frederiksen har begået én fejl i opgøret om Grønland med Trump

Men en endnu større sejr er, at Trump-regeringen reelt har blåstemplet Ruslands rationale for krigen: At russerne har en særlig ret til at blande sig i forholdene i deres nabolande til at flytte grænserne til det, russerne opfatter som en mere historisk korrekt position. Og at Zelenskyj skulle have indset dette og afstået dele af sit land uden kamp. 

Det er en anerkendelse af det bredere opgør med sikkerhedsarkitekturen efter Den Kolde Krig, som Putin lancerede i midten af 00’erne. En tilbagevenden til tanken om stormagternes legitime kontrol over deres "interessesfære", der flugter med Donald Trumps krav om kontrol over blandt andet Panama-kanalen og Grønland.  

Dermed er Natos sikkerhedsgaranti reelt faldet sammen for blandt andet de baltiske lande. 

Frederiksens verdensbillede er brudt sammen

Det er også i bredere forstand et verdensbillede, der falder sammen. Et, som min generation, hvortil man også kan regne Mette Frederiksen, er rundet af på centrum-venstre i 1990'erne: USA er vores vigtigste allierede og den eneste garanti for fred og frihed i Europa.

Det var en lektie lært af de positive erfaringer fra Bill Clintons tid som præsident (1993-2001) i tiden efter Den Kolde Krigs afslutning, hvor USA forsøgte at brede det vestlige, demokratiske sikkerhedsfællesskab længst muligt ud og bruge Nato til at fremme menneskerettigheder og en regelbaseret international orden. 

Men det er også rundet af den negative erfaring med EU under krigene i Bosnien (1992-95) og Kosovo (1998-99). Her sad Europas ledere og vred hænder eller plejede hver deres interesser, mens serberne myrdede bosniere på stribe. Først da USA trådte ind på scenen med overvældende militær magt, blev der skabt fred, og krigsforbryderne sendt til domstolen i Haag for at modtage det internationale samfunds straf.

Mens det virker selvindlysende, at USA’s rolle som "leder af den frie verden" nu er afgørende forandret, er det langt fra åbenlyst, at Europas også er det, selvom en række ledere - herunder Mette Frederiksen - har været til krisemøde i Paris.

Endnu et uendeligt EU-drama? 

Allerede kort efter mødet begyndte uenighederne at lække ud, og det virker sandsynligt, at vi i de kommende måneder vil se en gentagelse af det evige europæiske teater, der har præget alle kriser i de seneste 30 år. Krisemøde efter krisemøde, der efter 6-7 måneder og et langt natligt drama i Bruxelles ender i et komplet utilstrækkeligt resultat. 

LÆS OGSÅ: Madsen: Gud har givet Grønland til Trump

Der er simpelthen så store forskelle i tilgange, nationale interesser og politiske tilhørsforhold, at det bliver vanskeligt at samles om noget som helst. Truslen fra Rusland ser naturligvis mere akut ud i Finland eller Polen, end den gør i Spanien eller Italien, hvor der er rigeligt med andre problemer at slås med.

Det er oplagt, at EU-landene er nødt til at ruste op i de kommende år. Og det skal nok komme til at ske i mange medlemslande. Men vi har rigeligt med militær kapacitet til at holde Rusland stangen. 

'Krudten' illustrerer problemet

Det egentlige problem er manglende vilje til at bruge vores våben og den helt fraværende koordinering landene imellem om blandt andet våbenindkøb og -produktion. I stedet får vi en masse forskellige små projekter, som den gennemført tåbelige ide om at genoplive ‘Krudten’ i Nordjylland, der forudsigeligt er løbet sur.

Som den belgiske forsvarsminister, Theo Francken, bramfrit konstaterer i Financial Times:

"We need somebody who says, ‘OK, guys, we’re in deep shit. We’re in big problems and we need to take really big steps ahead'.”

Det er USA, der har bidraget med den handlekraft på det europæiske kontinent. Uden det amerikanske lederskab er der ingen til at tage teten og alle løber i 27 forskellige retninger.

Det er vores egentlige problem. Og det er der god grund til at frygte, at vi på dramatisk vis vil få udstillet i de kommende uger, hvor USA og Rusland sidder sammen og aftaler en nyordning af sikkerheden i Europa.