Madsen: 2 procent. 3,6 procent. 5 procent. Ingen højere?
[email protected]
MORTEN SKOV CHRISTENSEN HAR SAT sin mest markante dagsorden, siden han satte sig i FH’s formandsstol. Han træder med fuld kraft ind i det spørgsmål, der bliver de kommende års vigtigste: Hvem skal betale regningen for den militære oprustning?
Det sker i et stort interview i Børsen, hvor Christiansen kræver, at fagbevægelsen bliver en del af processen frem mod et nyt "nationalt kompromis" om et nyt løft af forsvarsudgifterne. Han vil ikke risikere, at han bliver præsenteret for en færdig aftale forhandlet i lukkede politiske kamre, hvor regningen ender hos lønmodtagerne i form af højere pensionsalder, ringere velfærd og en krigsskat i bunden, samtidig med at de netop indførte skattelettelser til arvinger og topskatteydere bliver udrullet.
“Hvis man siger, at nu skal lønmodtagerne betale regningen, så køber vi den ikke. Det er en meget farlig vej at gå, og jeg frygter, at det vil få opbakningen til de bærende samfundsinstitutioner og selve vores samfundskontrakt til at lide et knæk,” sagde FH formanden til Børsen.
Det er klogt af FH-formanden at gå i offensiven og åbne debatten om, hvem der skal betale regningen. DI, der er vant til selv at sætte dagsordener, er tydeligt i defensiven, når man trækker standardsvaret om reformer og offentlige effektiviseringer op af skuffen som reaktion.
Størrelsen på regningen
Men midt i den fuldt forståelige panik over Putins tilsyneladende fremskridt på slagmarken i Ukraine og valget af Donald Trump i USA må vi på et tidspunkt også diskutere størrelsen på regningen. Det er uomtvisteligt, at forsvarsudgifterne må stige. Men er den bedste garanti for vores fælles sikkerhed og velstand i fremtiden at løfte udgifterne til et svimlende beløb i rekordtempo?
Det blev med god ret set som en historisk og vidtrækkende beslutning, da partierne på midten i 2022 indgik et nationalt kompromis om at løfte Danmarks forsvarsudgifter fra 1,32 procent af bruttonationalproduktet til 2 procent over de efterfølgende ti år. Nu er 3,6 pludselig blevet den hellige gral internt i Nato, mens Donald Trump anser 5 procent som eneste gyldige vej til en plads under USA’s beskyttende paraply. Ingen højere?
Viggo Hørups gamle afskrivning af "militarismen" og forsvarsinvesteringer med spørgsmålet "hvad skal det nytte?" er heldigvis ikke længere aktuel. For i modsætning til tiden før verdenskrigene, så nytter det faktisk, fordi Danmark er en del af et stærkt fælles forsvar i EU og Nato. Vi skal selvfølgelig løfte vores del af opgaven, og gerne mere til som vi gør det i forhold til Ukraine.
Men vi må ikke ende med at ignorere de andre kriser, vi står overfor.
Italien er rigere end Rusland
Det gælder først og fremmest klimakrisen, der uundgåeligt synes at forsvinde nederst i bunken af prioriteringer, fordi den forløber som en stille smeltende gletscher. Der er altid lige noget andet, der er vigtigere, men SÅ kan I tro, at vi kaster alt ind i den grønne omstilling.
Dernæst den økonomiske stagnation, som beskrives i Draghi-rapporten, og som blandt andet kræver nye massive investeringer i forskning og uddannelse på europæisk plan. Hvis EU sakker endnu længere agterud i det økonomiske kapløb, end vi allerede er, forsvinder vi som global magtfaktor og vores evne til at bestemme vores egen skæbne fordufter.
Hvis det, Herren forbyde det, kommer til en væbnet kamp mellem EU og Rusland, bliver det ikke på antallet af soldater eller jagerfly, at vi taber. Det bliver heller ikke, fordi russerne står hele natten ved samlebåndet, mens vi holder feriefridage. Herregud, lige nu er Ruslands økonomi mindre end Italiens. EU vil være langt overlegne i en fuld konfrontation på konventionelle våben.
Nej, den eneste måde, vi taber på, er, hvis vi ikke er villige til at forsvare os, enten fordi EU og Nato er i politisk opløsning og ikke kan koordinere et forsvar eller endnu mere sandsynligt, fordi vi som russerne og amerikanerne selv bringer varierende grader af antidemokratiske autokrater til magten.
LÆS OGSÅ: Madsen: Hvad gør vi, når Elon Musk kræver Mette Frederiksen fængslet?
Det er allerede ved at ske rundt omkring. Storbritannien er ude af EU og det højrepopulistiske Reform Party står til at blive ligeså store som Labour og Toryerne i meningsmålingerne. I Italien og Østrig vandt en beundrer af henholdsvis Mussolini og Hitler de seneste valg, og kun Melonis i højreradikale kredse aparte støtte til Ukraine har sikret, at den politiske krise ikke allerede står i fuld flor. Flere steder i Østeuropa har opportunistiske politikere lavet lokale franchises af Victor Orbans langvarige succes med illiberalt demokrati, og der er gode odds på, at Frankrigs næste præsident hedder Le Pen.
I Tyskland ser det ud til, at "brandmuren" falder, og at mainstreampartiet på højrefløjen nu accepterer at arbejde sammen med det yderste højre i AfD, der ligner det kommende valgs store vinder. I Danmark ramlede denne brandmur som bekendt allerede i 2001, og den er siden væltet som dominobrikker i hele Norden.
Det indre forsvar begynder i skolen
Jo, det er meget præcist, hvad Morten Skov Christiansen påpeger i citatet ovenfor: Hvis vi undergraver sammenhængskraft, velfærdssamfundet og følelsen af retfærdighed i vores kamp for at ruste op, så ender vi måske ikke med at blive invaderet af autokrater og opportunister, men med at vælge en selv.
Derfor er vi nødt til at holde hovedet koldt i stedet for at rage alt tilgængeligt militært isenkram ned af hylderne i panikindkøb og bygge håbløse granatfabrikker i Nordjylland, der ikke bliver til noget. Vi skal satse på sammen med vores partnere i EU at investere i forsvar, forskning og klima.
Vores indre forsvar begynder, som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye helt rigtigt bemærker i Weekendavisen, med en åndelig oprustning i skolen. Den fortsætter med et stærkt og retfærdigt velfærdssamfund, hvor alle kan se sig selv som en del af et nationalt fællesskab. Og den slutter i et stærkere fælles europæisk politisk, økonomisk og militært samarbejde, der er vores eneste mulighed for at bekæmpe autokraternes fremvækst både uden for og inden for vores grænser.
