Nu kommer A4 Sundhed: Ny redaktion sætter fokus på forebyggelse og ulighed i sundhed

20240731-151740-L-1920x1280we
Genrefoto. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Med to ugentlige nyhedsbreve vil A4 Sundhed løfte dækningen af forebyggelsesområdet. "Vi ser et klart behov for et medie, der fokuserer på sundhed og forebyggelse," siger chefredaktør Kristian Madsen.

Hvordan styrker vi indsatsen med at forebygge sygdomme, mistrivsel og slidskader, så også jord- og betonarbejdere, pædagoger og sosu-assistenter kan blive på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen?

Det er et af de centrale spørgsmål, som A4 Mediers nye niche A4 Sundhed kommer til at beskæftige sig med og løfte dækningen af forebyggelsesområdet i Danmark.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

"Vi ser et klart behov for et medie, der fokuserer på sundhed og forebyggelse på arbejdsmarkedet. Folk skal måske være på arbejdsmarkedet, indtil de er 70 år, og det kræver, at vi får sat fokus på alt lige fra rygepolitik på arbejdspladsen og sundhedsordninger i pensionskasser til fysisk træning i arbejdstiden," siger Kristian Madsen.

A4 Sundhed har af Slots- og Kulturstyrelsen fået tildelt tre millioner kroner i innovationsstøtte, der skal bruges til at udvikle nichen over de næste tre år.

"En af velfærdssamfundets mest underprioriterede opgaver"

Ny redaktør på A4 Sundhed er Lasse Danielsen, der er rekrutteret internt fra A4 Medier, hvor han har været ansat i to år, senest som redaktør for A4 Uddannelse.

"Forebyggelse er en af velfærdssamfundets mest underprioriterede kerneopgaver. Vi ved jo allerede, hvordan vi forebygger mange sygdomme og lidelser, som påvirker tusindvis af danskeres livskvalitet, lægger pres på vores sundhedsvæsen og tvinger folk ud af arbejdsmarkedet alt for tidligt," siger Lasse Danielsen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Han peger på, at trivsel blandt de kortest uddannede ofte er et overset område, der skaber ulighed i sundhed i Danmark. Mange kortuddannede lever med udiagnosticerede sundhedsproblemer som diabetes-2 uden at vide det, og mange får ikke den nødvendige medicin for at opnå et sundere og længere liv.

"Det er en af de problematikker, som vi skal være med til at sætte fokus på - det er en vigtig opgave både for dem, der møder uligheden, og dem, der træffer beslutningerne," siger Lasse Danielsen.

A4 Sundhed går i luften 20. august, og det kræver abonnement at læse med. Den første tid er det dog gratis at læse med, og allerede nu kan man tilmelde sig nyhedsbrevet ved at klikke her.

GDPR