Madsen: Hvad gør vi, når Elon Musk kræver Mette Frederiksen fængslet?

DSC02681_redigeret_bg
Kristian Madsen, chefredaktør for A4 Medier. Foto: A4 Medier
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Fusionen mellem magt og penge personificeret af Trump og Musk er på vej til at skabe en ny succesfuld anti-demokratisk global højreekstremisme drevet af sociale medier, og det kun er et spørgsmål om tid, før bølgen rigtig rammer Danmark.

DET NERVEPIRRENDE DRAMA, vi er vidne til i øjeblikket - fra Nuuk, over London til Berlin og resten af Europa - er fødslen af en helt ny global højreekstremisme baseret på den nye amerikanske version af illiberalt demokrati. 

Et styre, der lever op til demokratiets formelle krav om flertal og valg, men hvor det politiske system underminerer de liberale institutioner som den frie presse, umistelige menneskerettigheder, retsstat og regelbaseret verdensorden.

Det særskilt nye ved Trump 2.0 er alliancen mellem politisk og økonomisk magt. Verdens snart mægtigste mand, USA’s kommende præsident, Donald Trump, og den rigeste, X/Twitter-ejer Elon Musk, er allerede nu ved at få Maga-revolutionen til at skylle ud over de amerikanske kyster.  

Endnu før Trump er trådt ind i Det Hvide Hus, har slagbølgen fra Maga på sociale medier været medvirkende til at tvinge den canadiske premierminister, Justin Trudeau, til at træde tilbage og skabt den hidtil største politiske krise for Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, som Elon Musk har krævet fængslet på baggrund af en sammensværgelsesteori, han selv aktivt udbreder. 

Zuckerberg retter ind, truslerne virker

Maga-skvulpet har revet 80 års dansk sikkerhedspolitisk strategi midt over og skabt den mest konkrete trussel mod Kongeriget Danmarks territorium siden 1989 med Trumps vision om at indlemme Grønland i USA - et initiativ, der kommer lige op til en grønlandsk valgkamp. Og Musk træder samtidig direkte ind i den tyske valgkamp med et interview med lederen af det højrenationale parti AfD, som Musk for længst har erklæret sin støtte.

LÆS OGSÅ: Madsen: Hvad gør vi, når Trump har vundet?

De slet skjulte trusler om personlig retslig forfølgelse fra præsidenten og Musk har fået de amerikanske virksomheder til at rette ind. Alle de store virksomheder som Apple og Amazon, der efter stormen på kongressen i 2020 tog markant afstand fra Trump, donerer nu penge til ham. Amazons CEO Jeff Bezos brugte sit ejerskab af avisen Washington Post til at bremse en kritisk leder om Trump før valget. Og tirsdag kom den foreløbige kulmination: Facebook og Instagram følger nu Elon Musks fodspor og tillader mere fake news og flere anti-demokratiske synspunkter på sine platforme, sagde Mark Zuckerberg i en video, der er klart knæfald for Trump. 

Truslerne om at fængsle eller ruinere folk virker. Selvfølgelig gør de det. 

De amerikansk-kontrollerede sociale medier betyder, at Maga-bølgen også kommer til resten af verden. Det er dem, der bestemmer, hvad vi ser i vores nyhedsfeeds og dermed, hvad vi taler om. De publicistiske medier er sat helt skakmat i store dele af verden.

Starmers fake news-krise

Det er ikke længere de sociale medier, der skriver om, hvad der sker i nyhedsmedierne, men journalisterne, der må skrive om, hvad der sker på X, Facebook og alle de øvrige kanaler.

“Starmer skal i fængsel,” skrev Musk på sit sociale medie X, og kaldte ved samme lejlighed ministeren for beskyttelse af ofre og kvinder, Jess Phillips, for “apologet for voldtægt og folkemord”.

Kongen må gribe ind, afsætte Starmer og udskrive valg, mente Musk endvidere.  

Baggrunden er en ægte og dybt forstemmende plet på det britiske retsvæsen, der totalt svigtede ofrene i en række sager om organiseret voldtægt af unge piger. Sagen, der blev afdækket i 2007 af The Times, har siden ført til et væld af rapporter og undersøgelser, men nu har Elon Musk fået øjnene op for den. 

Musks falske påstand er, at Starmer og hans minister dækker over skandalens sande omfang for at beskytte gerningsmændene, der overvejende havde pakistansk baggrund, fordi man ikke tør blive beskyldt for racisme eller islamofobi. Den historie er hentet fra den fængslede højreradikale Tommy Robinson, der i mange år har drevet kampagne mod britiske muslimer på baggrund af sagen. 

Antidansk propaganda fra USA

Tænk lige over perspektivet i dette. Manden, der sidder i Churchills stol som demokratisk valgt leder for de knap 70 millioner briter, er i dyb krise på grund af én mands spredning af fake news gennem sine private digitale kanaler. 

Ligesom at det er ved at blive en vedtaget sandhed, at Starmer skjuler noget, er det om lidt sandheden på sociale medier i USA, at grønlænderne støtter Trump. I de publicistiske medier kan vi afdække, at det ikke er sandt. Men det er ligegyldigt. Virkeligheden er - for langt de fleste mennesker - den virkelighed, der bliver skabt på de sociale medier.

USA kommer næppe til at invadere Grønland eller Danmark eller kan rent praktisk nok ikk lægge straftold på vores varer. Men det arbejde med at underminere Danmarks position og legitimitet i Grønland, som Trump har indledt gennem sin søn, vil blive intensiveret. Millioner af dollars vil gå til Trump-venlige politikere og anti-dansk propaganda - herunder angreb på det største danske aktiv i debatten, Kongehuset. 

LÆS OGSÅ: Madsen: Mette Frederiksen har startet det politiske opgør, der vil definere sidste halvdel af 20’erne

Ligesom Trump tæsker løs på USA’s trofaste allierede, er Maga-folkene også iskolde, når det gælder håndhævelsen af disciplinen i de indre rækker. Da det højrenationale britiske Reform Partys formand, Nigel Farage, tog afstand fra racisten Tommy Robinson, krævede Musk straks hans afgang på X.

Det er naturligvis ikke sådan, at vi ikke kendte fascismen eller dens mere velfriserede fætter, det illiberale demokrati, i Europa i forvejen eller har overvundet dem. Viktor Orbán har kørt Ungarn efter samme opskrift længe, ministerpræsident Georgia Meloni i Italien og den tilsyneladende snarlige ministerpræsident i Østrig, Herbert Kickl, har på deres måde udtrykt beundring for deres mere berømte landsmænd Mussolini og Hitler

Liberal Alliance flirter med den nye bevægelse

Men det globale lederskab til den illiberale højrebevægelse udgår nu fra Mar-a-Lago. 

Der er akut brug for EU-lovgivning, der kan beskytte os mod de amerikansk styrede sociale mediers ensidige propaganda. Indtil da er det kun vores egen politiske kultur, der kan beskytte os. Det åbne spørgsmål er, om Europa er bedre til at forsvare vores demokrati end det amerikanske, der er marineret i penge. Indtil videre ser det ikke sådan ud. 

Som en lidt perpleks og sammenbidt Keir Starmer måtte konstatere, er det centrale spørgsmål ikke, hvad Musk går og skriver på X, men hvad politikere gør for at forsvare vores demokrati. Den test er den traditionelle britiske højrefløj i fuld gang med at dumpe ved ikke at slå ring om deres demokratisk valgte leder - politiske uenigheder eller ej. 

Hvordan vil det gå i Danmark? Ja, foreløbig er der bekymrende takter især i miljøet omkring Liberal Alliance, hvor for eksempel europaparlamentsmedlem Henrik Dahl er røget direkte med ombord i Tommy Robinsons og Elon Musks kampagne.  

Artiklen fortsætter under opslaget

Hvad sker der den dag, Elon Musk kræver Mette Frederiksen (S) eller en anden dansk eller grønlandsk politiker fængslet og fylder sine kanaler med propaganda og fake news? Består vi testen her i Danmark? Jeg er desværre ikke sikker.

GDPR