Lars Engelbrecht Jensen får chefpost i Ane Halsboes ministerium
Underdirektør i Skattestyrelsen, Lars Engelbrecht Jensen, skifter efter nytår sit nuværende departement ud med et nyt.
I det nye år skal han nemlig være afdelingschef i Center for arbejdsmarkedspolitik i Beskæftigelsesministeriet, hvor han tidligere var ansat.
Det oplyser han selv på LinkedIn.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af BM-familien igen. Beskæftigelsesministeriet er en arbejdsplads fyldt med dygtige og engagerede medarbejdere. Og samtidig er beskæftigelsespolitikken helt afgørende for både de enkelte borgere og samfundet generelt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at området er lidt af et hjertebarn for mig, så jeg glæder mig til at kaste mig over de mange vigtige opgaver i ministeriet,” skriver han i opslaget.
Lars Engelbrecht Jensen vender dermed tilbage til Beskæftigelsesministeriet, hvor han i perioden 2017-19 var kontorchef på økonomiområdet.
Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.