HK Kommunal søger en sekretariatskoordinator til arbejde med bl.a. bestyrelse, formandskab og ledergruppe
Motiveres du af at være et centralt omdrejningspunkt for HK Kommunals politiske og administrative ledelse, så er du måske HK Kommunals nye kollega i Formandssekretariatet.
Vi søger en ansvarsbevidst og struktureret medarbejder til at koordinere arbejdet med bestyrelsen, formandskabet og ledergruppen, så kæden sidder på, og der bliver fulgt op på beslutninger og drøftelser.
I stillingen vil du få et tæt samarbejde med formand og næstformand samt med sekretariatschefen og teamlederne i sekretariatet. Desuden bliver der også tæt kontakt til medarbejdere i sekretariatet, der er ansvarlige for de forskellige punkter på bestyrelsesmøderne.
HK Kommunals forbundssektorbestyrelse mødes 8-10 gange årligt, ligesom der vil være aktiviteter som deltagelse i Folkemøde, Nordisk Tjenestemandsråd, konferencer, kongres m.v.
Som sekretariatskoordinator har du det overordnede administrative ansvar for forbundssektorbestyrelsens møder og andre aktiviteter. Det indebærer blandt andet:
- Koordinering af tids- og mødeplaner
- Løbende status og afrapportering på politiske/administrative beslutninger
- Udvikling af årshjul
- Kvalitetssikring af sagsfremstillinger og mødemateriale samt opfølgning og håndtering af politiske beslutninger og prioriteter
- Deltagelse i bestyrelsesmøder, herunder referat.
Din koordinering af bestyrelsesmøderne foregår i samarbejde med de tre kolleger i Formandssekretariatet.
Du får også det overordnede ansvar for at drive HK Kommunals organiseringsnetværk, som består af medarbejdere fra HK Kommunals syv lokale afdelinger. Netværket har til formål at spotte tendenser samt facilitere sparring og vidensdeling i HK Kommunals organiseringsarbejde, der er forankret i afdelingerne.
Projektledelse af andre indsatsområder samt planlægning af større tværgående aktiviteter vil også forekomme.
Vi forventer:
- Du er omhyggelig og struktureret i din tilgang til opgaverne
- Har en naturlig evne til at skabe engagement samt opbygge og vedligeholde gode relationer på tværs af organisationen
- Er energisk, imødekommende og positiv
- Trives med at holde overblik og sikre, at kæden sidder på for alle involverede
- Og så ser vi gerne, at du har erfaring med at servicere og understøtte politisk og administrativ ledelse.
Vi tilbyder:
- En spændende stilling i en dynamisk organisation, hvor du får mulighed for at tage initiativer og gøre en forskel
- Et sekretariat med 45 dygtige, selvstændige og engagerede kolleger, der prioriterer det gode samarbejde på tværs
- En arbejdsplads med fokus på et godt arbejdsmiljø og frihed under ansvar
- En arbejdsplads med gode muligheder for personlig og faglig udvikling
- Fleksibilitet i jobbet.
Ansættelsesvilkår
Vi tilbyder attraktive løn- og ansættelsesvilkår i henhold til intern overenskomst med OK-fællesskabet (Tillidsmandsklubben). Ansættelsen er uden højeste tjenestetid.
Tiltrædelse
1. april 2025.
Ansættelsessted
HK Kommunal, Weidekampsgade 8, 2300 København S.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos sekretariatschef Henrik Gammelholm tlf. 2940 4943.
Ansøgning:
Søg stillingen ved at klikke på ’ANSØG’ nedenfor. Vedhæft venligst motiveret ansøgning, CV og relevante bilag.
Ansøgningsfrist: søndag den 16. februar 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 20. og 24. februar 2025.
HK opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion, seksuel orientering eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
HK Kommunal er fagforeningen for administrative medarbejdere i kommuner og regioner. Vores medlemmer løser mange af de vitale opgaver, der er afgørende for at drive et godt velfærdssamfund. HK’ere får dagligdagen til at glide for borgere og virksomheder i Danmark.
Hovedparten af vores medlemmer er sagsbehandlere, og øvrigt IT og kontoradministrativt personale. Derudover er typiske titler for medlemmerne: lægesekretær, socialformidler, jobkonsulent, tandklinikassistent, kontorchef, løn- og personalekonsulent, IT-konsulent, biblioteksassistent, laborant, miljøtekniker og skolesekretær.
HK er en attraktiv arbejdsplads med et kollegafællesskab, hvor vi rækker ud og hjælper hinanden på tværs af teams og afdelinger. Vi arbejder hver dag for at indfri medlemmernes forventninger om god og nærværende service. Det sætter skub i en lang række initiativer og projekter, der er med til at skabe muligheder for, at du som medarbejder kan udvikle dig såvel fagligt som personligt. Målet er, at HK skal levere services af en sådan kvalitet, at HK fortsat er det oplagte valg for nuværende og nye medlemmer.