Mads Samsing: Vi skal gribe stressramte bedre – også for vores pensioners skyld
STÅR MAN LIGE og mangler endnu en god grund til at styrke indsatsen mod stress, kommer her en ekstra til bunken.
For ikke nok med de enorme menneskelige omkostninger, det fører med sig, når stress får den ene efter den anden til at bukke under. Ikke nok med, at arbejdsrelateret stress koster vores samfund hele 55 milliarder kroner om året.
Det viste en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet i samarbejde med HK, sort på hvidt. Og det beløb er vel at mærke uden den pris, vores sundhedsvæsen betaler.
Som Mandag Morgen belyste i denne måned, udhuler stress også vores pensionsopsparinger.
Det giver dybe bekymringsrynker i forsikrings- og pensionsbranchen, at flere og flere får tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne. Stress er, som det fremgår, en tungtvejende årsag bag de nedslående tal.
Og "jo mere vi betaler i erstatning tidligt i livet til folk, der ufrivilligt falder ud af arbejdsmarkedet, jo mindre pensionsopsparing er der til os alle sammen, når vi bliver gamle”, som chefkonsulent Mie Rasbech fra Forsikring & Pension udtrykker det i Mandag Morgens artikel.
Så i HK har vi fælles fodslag med forsikrings- og pensionsbranchen, når det kommer til stress.
Problemet er naturligvis ikke, at medarbejdere får erstatning, når stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø rammer dem på arbejdsevnen. Tværtimod. Det er kun på sin plads, at ansatte får erstatning, når de er blevet skubbet ud over kanten. Pointen er, at vi som samfund skal blive meget bedre til at undgå, at det overhovedet går så galt.
15 forslag til Christiansborg
Stress skal højere op på dagsordenen.
Derfor har HK 15 politiske forslag til, hvordan vi i Danmark griber stressramte bedre, sørger for, at de er bedre stillet – og skruer op for forebyggelsen. For det allerbedste er selvfølgelig at sætte ind, før skaden sker. Det handler en del af forslagene om.
For eksempel slår HK på, at ledere skal uddannes i psykisk arbejdsmiljø, og at alle arbejdspladser skal have en stresspolitik, som giver svar på spørgsmål som: Hvem skal jeg gå til, hvis jeg eller min kollega har stress-symptomer?
Et andet forslag går på at anerkende stress som det, det er: en sygdom. For der er brug for en langt mere målrettet tilgang til udredning og behandling af stress, så det bliver nemmere at få hjælp, inden det går helt skævt. Og forslaget vil kunne ændre på, at stress i sig selv ikke er nok til, at man kan få en henvisning fra sin læge til en psykolog.
Et tredje eksempel er, at medarbejdere skal have ret til at vende gradvist tilbage til deres arbejde, så det ikke bare bliver et spørgsmål om alt eller intet. For presser man stressramte for hurtigt tilbage igen på den måde, bliver risikoen bare større for, at stressen bliver værre og sætter sig.
Det gælder om til at styrke indsatsen både før, under og efter stress. Og uanset om man er mest optaget af de menneskelige konsekvenser ved stress, af arbejdsudbud eller samfundsøkonomien i det hele taget, bør konklusionen stå lysende klar: Der er brug for politisk handling.
