Geeti Amiri: Coronakrisen har sat en kæp i hamsterhjulet - og det bør vi glæde os over
HÅNDEN PÅ HJERTET, kære læser: Hvor mange gange har du i denne periode, hvor Danmark har været lukket ned, følt en lettelse og et stik i maven på en og samme tid?
En lettelse over, at hverdagens ræs er kollektivt blevet sat på pause. Du skal ikke længere finde på en god forklaring på, hvorfor du ikke opdaterer din LinkedIn profil minutiøst. Eller sætte ord på, hvor du ser dig i dit arbejdsliv om tre til fem år, fordi det forventes af ethvert fremadstræbende arbejdende individ kan gøre sig tanker om, uanset branche.
LÆS OGSÅ: Geeti Amiri: En kvinde er kun fri, hvis hun tjener sine egne penge
Du har med god samvittighed kunnet sige, at du ikke har bedrevet dagens gode gerning, selv om du er hjemsendt med løn. Fordi der i vort protestantiske samfund, som lider af kronisk dårlig samvittighed, sættes lighedstegn mellem en god gerning og at arbejde med løn.
Et stik, fordi du har indset, at det liv, du levede før nedlukningen af Danmark, faktisk kørte på overtræk. Ikke kun i økonomisk forstand, men også på værdier. Særligt i evnen til at finde ro.
Du har omsider fået lov at tage dit liv til revision og har indset, at alt det, der førhen betød noget, fordi det blev dikteret som normen for det gode liv, faktisk ikke nødvendigvis er lig med det gode liv. Men nærmere udgør rammerne for det gode liv i hamsterhjulet.
Jeg har, trods et ret stort økonomisk tab, værdsat denne tid, fordi den har ført til en refleksion over, hvordan jeg gerne vil forme mit liv
Geeti Amiri, lærer og forfatter
Som alt for mange danskere lukker øjnene for og blindt følger uden at stoppe op og spørge hvorfor?
LÆS OGSÅ: Plastikkirurg forlod det offentlige for det private: ‘Det handler ikke kun om bedre løn’
Jeg skal være den første til at erkende det, fordi det virker til at være tabuiseret at erkende højt: At alt ikke er dårligt ved denne nedlukningsperiode. Jeg har, trods et ret stort økonomisk tab, værdsat denne tid, fordi den har ført til en refleksion over, hvordan jeg gerne vil forme mit liv.
Også når jeg en dag møder min bedre halvdel og får børn med ham. Specifikt når jeg en skønne dag stifter familie.
Holder ikke i længden
Det er ingen hemmelighed, at jeg før har været stor modstander af hamsterhjulet. Nedlukningen af samfundet har kun forstærket min skepsis. Det liv i hamsterhjulet, som flertallet af danskerne kører rundt i, holder alt for mange ikke til i længden.
Se bare på tallet for landets stressramte. Det taler vel sit tydelige sprog. At knokle fra morgenstunden til sen aften og være afhængig af et arbejde, som forveksles med at dyrke en karriere, holder få til. I hvert fald uden at snuble i det.
Når jeg førhen har kritiseret idealet om to fuldtidsarbejdende småbørnsforældre, fik jeg at vide, at jeg gerne ville sætte kvinderne tilbage til kødgryderne. Men noget siger mig, coronakrisen har fået majoriteten af arbejdende kvinder til at indse, at de har knoklet røven ud af bukserne.
De har ikke kun skullet passe et arbejde udenfor hjemmet, men har også vedligeholdt skinnerne på hjemmefronten.
Kvinder underbetales
Men nu, hvor arbejdet uden for hjemmet for en stund er blevet sat ned i gear, er det vel gået op for mange kvinder, at de faktisk er blevet underbetalt. Ikke kun på arbejdsmarkedet, men også i hjemmet. Det forklarer i øvrigt, hvorfor kvinder kaldes for en underskudsforretning.
LÆS OGSÅ: Vi får stress af meningsløst arbejde og usikre ledere
Men, kære kvinder, vi har faktisk arbejdet i døgndrift uden at turde at gøre oprør, fordi vores frigørelse har foregået med hjemmets forpligtelser på slæb. Imens mænd endnu kan bryste sig af at tage tre måneders barsel.
Spørgsmålet er, om de fleste har mod på at ændre livsstil, når hverdagen vender tilbage?
Geeti Amiri, lærer og forfatter
Jeg medgiver, at den høje arbejdsmoral har ført det danske samfund til stor velstand, men der må være en anden måde at skrue sit liv sammen på og samtidig skabe velstand.
Det må vi sætte os ned og tænke over. Ikke kun nu, men også når hjulene kører igen. Om noget coronakrisen kan lære os i den rige del af verden, at livet ikke handler om den nye Kähler-vase på sofabordet fra Ferm Living, Y stole eller den perfekte sofa fra Bolia og Royal Copenhagens megamusselmalede stel på spisebordet.
Det handler om at være til stede og kunne trække vejret dybt nede i maven og være glad.
Nok kan materielle ejendele føre lykke med sig, men jeg tror simpelthen ikke på, at
majoriteten af os, der knokler i hamsterhjulet, bliver mere glade af materielle ejendele. Det må denne nedlukning af Danmark have fået mange til at indse. Spørgsmålet er, om de fleste har mod på at ændre livsstil, når hverdagen vender tilbage?
Vil danskerne kræve en kortere arbejdsuge, og vil vi se flere gøre op med forestillingen om, hvordan det gode liv er udformet? Det er jeg enorm spændt på at se, om vi tør.
Jeg har ingen børn - endnu. Jeg har glæden af at nyde mit eget selskab på egne
præmisser. Jeg erkender, at min holdning er godt beskyttet af virkeligheden i min
fasttømrede osteklokke.
LÆS OGSÅ: Brinkmann midt i en stresstid: Vi skal stå af hamsterhjul og forbrugerræs
Men når jeg betragter Änglamark-børnefamilierne, kan jeg ikke lade være med at tænke over, om de mon har indset, at et liv, hvor 117 ting skal nås fra fra solen står op, til den går ned, simpelthen ikke holder i længden.
Man har kun dette ene liv. Det er ret beset trist, at en pandemi skulle sætte en brat stopper for hastigheden i overhalingsbanen. Men bedre sent end aldrig.
Det moderne samfund kører på menneskets evne til at strække sig, og nu er det på tide, at samfundet indordner sig efter os mennesker, og ikke den anden vej rundt.
