Er du klogere end A4's faglige kommentator? Kom med dit bud på OK24-afstemningerne, og vind en frokost

ok24
Lønmodtagere luftede fanerne foran Kommunernes Landsforening, da forhandlingerne på det kommunale område startede. Foto: 3F
11. apr. 2024 10.00
PODCAST: Kan du slå A4's faglige kommentators fem forudsigelser om afstemningsresultatet?

Fagbevægelsen uden Filter udkommer hver torsdag og kan høres gratis på blandt andet Spotify og Apple podcasts.

Knap fem måneder efter de første forhandlinger blev indledt, udestår nu kun medlemmernes dom ved stemmeurnerne. Mandag den 15. april sættes endegyldigt punktum for OK24, når Forligsinstitutionen offentliggør resultaterne. 

I nyeste afsnit af podcasten 'Fagbevægelsen uden Filter' går A4's faglige kommentator, Gitte Redder, planken ud og kommer med sine forudsigelser om, hvordan afstemningerne lander.

Samtidig inviterer hun og podcastens medvært, overenskomstredaktør Kristoffer Nordskov, A4's lyttere og læsere til at gætte med på de fem forudsigelser - og sætter en frokost i Grøften i Tivoli på højkant. 

Er du klogere end Gitte Redder? Kom med dit bud på de fem spørgsmål, og send det til [email protected] inden lørdag midnat for at deltage.

1. Hvad bliver den overordende ja- og nej-procent? 

Det mest afgørende spørgsmål er selvfølgelig den samlede modtagelse af det sammenkædede mæglingsforslag for FH-delen af Forhandlingsfællesskabet i kommuner og regioner, der afgør, om knap en halv million offentligt ansatte sendes i storkonflikt eller ej. 

"Jeg har stået uge efter uge i studiet og sagt, at konfliktrisikoen er rigtig lille, og det står jeg ved. Det bliver et ja på 67,8 procent," siger Gitte Redder i podcasten. 

Det er det sammenkædede mæglingsforslag i kommuner og regioner, der tæller, men man er velkommen til også at kloge sig på den akademiske og statslige urafstemning.

2. Hvem får OK24's "demokratimedalje" for største stemmedeltagelse?

Alle faglige organisationer har arbejdet på højtryk for at få stemmedeltagelsen i vejret, for jo flere, der stemmer, desto mere legitimt er resultatet, og jo større mandat har forbundsformanden efterfølgende, forklarer A4's faglige kommentator. 

Hendes eget bud er, at Jordemoderforeningen på mandag står som den fagforening, hvor den største andel af de stemmeberettigede medlemmer har afgivet deres stemme.

3. Hvad bliver den mest knebne sejr? 

Mens nogle forbundsformænd måske allerede trækker vejret lidt lettere, er der andre områder, hvor der bides negle til det sidste. Spørgsmålet er, om der er en faggruppe, hvor afstemningen bliver så tæt, at det kun kan kaldes en kneben sejr. 

Ifølge Gitte Redder skal man her holde øje med Danmarks Lærerforening. 

"Gordon Ørskov Madsen har forhandlet en aftale på plads, der ikke vækker udelt jubel ude på lærerværelserne. Både andelen af midlerne, der bliver brugt på at blive en del af den kommunale kompetencefond, manglende sejre for seniorer og nylærere og så principiel modstand mod sammenkædningen er med til at skabe utilfredshed. Jeg tror stadig, det bliver et ja, men et spinkelt ja," siger hun. 

4. Hvilken faggruppe får et "nordkoreansk" resultat? 

Ved de fleste overenskomstfornyelser er der som regel et forbund, der får så massiv tilstutning til aftalen, at man må læse tallet igen. Mens andre faggrupper ligger på vippen, kan enkelte grupper opnå ja-resultater på den gode side af 90 procent, hvilket ofte udløser spøgefulde kommentarer om "nordkoreanske tilstande".

Men hvilket forbund tager prisen for den mest massive ja-procent? Gitte Redder skyder på HK Kommunal. 

"HK Kommunal har tradition for absurd store ja-flertal, og i år har de en høj stemmedeltagelse. Der skal meget til, før der udbryder revolte i HK Kommunal, og deres kampe ligger et andet sted," siger hun. 

5. Er der nogen faggrupper, der stemmer nej?

Optakten til OK24 med politiske trepartsforhandlinger om løn lignede ikke noget andet forspil til en overenskomstforhandling, der er set før. Men på trods - eller måske på grund - af den kontroversielle trepartsmanøvre har forhandlingerne været historisk rolige. 

Med sammenkædning over hele linjen er det usandsynligt, at der udbryder storkonflikt. Men derfor kan forbundsformænd godt blive stemt ned alligevel. 

Er der nogle faggrupper - og her gælder også enkelte faggrupper og ikke kun på forbundsniveau - der stemmer nej?  

"Nej. Jeg forestiller mig ikke, at nogen faggruppe forkaster resultatet," siger Gitte Redder. 

Kan du slå den faglige kommentators forudsigelser eller være den, der kommer tættest på, så skriv til [email protected]

Vinderen udnævnes i næste uges afsnit af 'Fagbevægelsen uden Filter'.