Flere kvinder end tidligere vil være regionalpolitikere
Når regionalvalget afholdes i november, vil der være flere kvinder på stemmesedlen end tidligere.
Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
I alt stiller 487 kvinder op til regionalvalget 16. november. Det er 47 flere end ved sidste valg. Det svarer til, at 36 procent af valgets kandidater er kvinder. I 2013 udgjorde kvinderne 28 procent.
Ifølge lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen ser man flere kvinder stille op til regionalvalget, fordi regionerne typisk beskæftiger sig med områder, hvor kvinder ofte er i overtal.
Hun peger blandt andet på områder som uddannelses-, pleje- og sundhedssektoren.
- Det er emner, de er klædt på til på grund af fagområder, hvor kvinder ofte er overrepræsenteret. For eksempel skolelærere og sosu-medarbejdere, siger Karina Kosiara-Pedersen.
Ifølge Danske Regioner har kvinder bedre muligheder for at blive valgt. Ved tidligere valg er en større andel af kvinderne blevet valgt end den andel, kvinderne udgjorde på stemmesedlerne.
I regional sammenhæng er 38 procent af de nuværende regionalpolitikere kvinder, mens deres køn kun udgjorde 31,7 procent af kandidaterne på stemmesedlerne ved sidste regionalvalg.
Ifølge Karina Kosiara-Pedersen viser undersøgelser, at mænd i mindre grad end kvinder stemmer på kvinder.
- Partierne spiller en vigtig rolle, hvis vi skal nærmere en fifty-fifty fordeling af kønnene.
- Mænd er mere tilbøjelige til at melde sig ind i politiske partier end kvinder. Så de kvinder, der er, skal måske i højere grad opfordres til at stille op. Og det er partiernes opgave, siger lektoren.
Regionalvalget afholdes samtidig med kommunalvalg. Her vælges repræsentanter til de 98 kommuner og fem regioner.
/ritzau/