Heino Knudsen vil i Folketinget:
Stemmersluger fra Region Sjælland er indstillet som folketingskandidat
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) vil være at finde på stemmesedlen til næste folketingsvalg i Sjællands Storkreds.
Den socialdemokratiske kredsbestyrelse i Guldborgsund har nemlig indstillet, at han vælges om folketingskandidat.
Heino Knudsen har været regionrådsformand i Region Sjælland siden 2018 og ved valget i 2021 fik han 50.905 personlige stemmer. Det blev kun overgået af hans formandskollega i Region Syddanmark, Stehapnie Lose (V), som for nylig blev udnævnt som økonomiminister.
Heino Knudsen afløser kredsens tidligere kandidat, Thorkild Holmboe-Hay, der for nylig trak sit kandidatur. Det skete til dels af personlige årsager, og dels, fordi Thorkild Holmboe-Hay vil sikre sig, at der er tilstrækkelig tid til at køre den nye kandidat i stilling inden næste valg.
Heino Knudsen har også været kommunalbestyrelsesmedlem i Lolland Kommune fra 2013-2017.
Før titlen som folketingskandidat er helt officiel, skal han imidlertid først vælges på en kredsgeneralforsamling.