Udenlandsk arbejdskraft og grøn efteruddannelse: Radikale vil afbøde stigende priser med akut krisepakke

20210308-144410-7-1920x1279we
Radikale vil sætte turbo på udrulning af fjernvarme. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Danmark befinder sig midt i en økonomisk krig, skriver De Radikale i et nyt udspil, hvor partiet blandt andet vil sætte turbo på udrulning af fjernevarmeanlæg.

Faglærte og ufaglærte skal have grøn efteruddannelse, fjernevarme skal udrulles hurtigere, og så skal der hentes mere midlertidig udenlandsk arbejdskraft ind.

Sådan lyder tre af flere tiltag i en såkaldt akut krisepakke, som Det Radikale Venstre har fremlagt.

Det samlede katalog, der består af en lang række forslag, skal afbøde blandt andet energi- og klimakriserne for hundredtusindvis af borgere, som ikke kan få budgettet til at hænge sammen. Krisepakken skal samtidig hjælpe Danmark hurtigt ud af gasafhængighed og sikre en hurtigere omstilling til billig og grøn strøm, fremgår det af kataloget.

LÆS OGSÅ: Pape ville tale om arbejdsmarkedet - men møgsager fra privatlivet overskyggede på Konservatives landsråd

For at nå i mål med krisehåndteringen vil Radikale blandt andet sætte en række infrastrukturprojekter, som med fordel kan vente, i bero og i stedet bruge kræfterne på en hurtigere udrulning af fjernvarme.

Som eksempel på projekter, der kan udskydes, nævnes en gasledning på Lolland-Falster og vedligeholdelse af veje i hele 2023.

Partiet vil også styrke voksen- og efteruddannelses-området, så ufaglærte og faglærte kan få adgang til en grøn opkvalificering. Samtidig vil Radikale fjerne deltagerbetalingen på udvalgte kurser og forløb i en periode på to år og helt fjerne karensperioden på fem uger.

Og så skal der laves en "offensiv annoncering efter midlertidig udenlandsk arbejdskraft på de relevante områder," fremgår det af udspillet. Der bliver dog ikke sat flere ord på, hvad en "offensiv annoncering" dækker over.

Men det hele handler grundlæggende om at sikre mere arbejdskraft til udrulning af fjernvarme og grøn energi.

GDPR