Dan Bonde Nielsen bliver ny arbejdsmarkedsdirektør i Kerteminde Kommune

danielbondenielsen
Dan Bonde Nielsen beskrives som en kompetent leder, og han har da også ledelseserfaring fra en af Danmarks største kommuner. Foto: Pressefoto/Kerteminde Kommune
Erfaren embedsmand fra Odense Kommune får den 1. marts det overordnede ansvar for beskæftigelsesindsatsen i Kerteminde Kommune.

Kerteminde Kommune har ansat den 42-årige Dan Bonde Nielsen som ny direktør for blandt andet arbejdsmarkedsområdet.

Han kommer fra en stilling som stabschef i borgmesterforvaltningen i Odense Kommune, hvor han har haft det øverste ansvar for cirka 200 medarbejdere. Det skriver Kerteminde Kommune i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Trumps revolver-diplomati kan have forsinket beskæftigelsesreform - internt drøftes forsøgsordning og spareknivens størrelse

Arbejdsmarkedsområdet bliver dog ikke det eneste, Dan Bonde Nielsen skal tage sig af i Kerteminde Kommune. Han bliver nemlig også øverst ansvarlig for områder som teknik, klima, byudvikling, socialområdet og borgerservice.

”Med ansættelsen af Dan Bonde Nielsen får vi en særdeles kompetent leder til at stå spidsen for udviklingen af Kerteminde Kommune på nogle meget centrale områder som byudvikling, klima og social- og arbejdsmarkedsområdet. Dan har en solid kommunal erfaring fra en af landets største kommuner, der samtidig er en af vores faste og gode samarbejdspartnere,” siger Kerteminde Kommunes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S).

Daniel Bonde Nielsen, der er uddannet cand.scient.pol. og har en ph.d. i offentlig ledelse, starter i sin nye stilling 1. marts.

GDPR