Borgmester og direktør: Gode rammer for erhvervslivet kræver oprigtig dialog mellem kommune og virksomheder
NÅR DANMARK SKAL SKABE bedre rammer for fremtidens arbejdsmarked og erhvervsliv, kan vi finde inspiration ved at se mod toppen af Djursland. Virksomhederne i Norddjurs har oplevet en markant forbedring i erhvervsklimaet, når man ser på Dansk Industris årlige liste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. Norddjurs er nu nummer 13 efter en målrettet indsats, hvor kommunen har rykket sig 74 pladser op i forhold til placeringen for fem år siden.
På et nyligt topmøde i Dansk Industri var der en som spurgte, hvad der er sket, og svaret er såre simpelt: Vi er begyndt at snakke rigtigt sammen. Det stærke samarbejde mellem offentlige og private aktører skaber gunstige rammevilkår for erhvervslivet, som kommer hele samfundet til gode.
For et år siden kunne vi med stolthed fortælle historien om et team på otte fleksjobbere fra Grenaa, der vandt ”Bedste Teamforbedring” blandt mange hundrede nominerede teams fra hele DS Smith koncernen. Det var en kæmpe præstation, for de blev vurderet på linje med alle andre teams i en koncern, som dækker 34 lande med 30.000 medarbejdere.
Derfor er DS Smith i fuld gang med at udbrede dette koncept med teams af fleksjobbere på fabrikkerne i både Vejle og Taulov, med udgangspunkt i den model vi har udviklet her i Norddjurs. De to første er allerede startet i Taulov. De har hver deres udfordringer, men fortæller begge, at det bedste, som er sket for dem, er, at de er startet hos DS Smith. De har fået en hverdag, der er værd at stå op til, og en stolthed over at tjene egne penge. Vi som virksomhed har fået gode medarbejdere. Samfundet har fået flere borgere i beskæftigelse, hvor de betaler skat i de timer, de kan arbejde.
Men det lykkes kun, fordi kommuner og virksomheden er blevet dygtige til at screene kandidaterne sammen, så det er et godt match fra starten. Vi har for eksempel fundet den helt rigtige funktion til en mand, der har brug for meget strukturerede rammer, og hos DS Smith kan lave de samme kvalitetsprøver mandag til fredag. Det giver medarbejderen tryghed at vide, præcis hvad han møder ind til. Og det giver os som virksomhed en dygtig pap-prøve-behandler.
DANMARK STÅR PÅ SIGT med en demografisk udfordring. Hvis ikke vi gør noget, kommer vi til at mangle både medarbejdere og skatteborgere. I netværket mellem de store industrivirksomheder på Djursland fylder snakken om tiltrækning af arbejdskraft meget. Det kræver en satsning på de rette uddannelser, en infrastruktur så medarbejdere kan komme til og fra arbejde, og det kræver et rummeligt arbejdsmarked, der giver plads. Plads til dem, der ikke kan arbejde på almindelige vilkår. Og plads til dem, der har brug for ekstra hjælp til at blive på arbejdsmarkedet og undgå langtidssygemeldinger.
Norddjurs Kommune har derfor etableret et særligt team, der også har været forbi DS Smith, for at informere om hvordan kommunen kan understøtte og hjælpe virksomhederne, før det bliver en langtidssygemelding. Teamet rådgiver om de forskellige former for fastholdelseshjælp, som forhåbentlig kan hjælpe medarbejderen og virksomheden, før sygdomsbyrden bliver så tung, at den er svær at løfte for begge parter.
LÆS OGSÅ: 20 kommuner tager markant tigerspring i at reducere antallet af borgere på offentlige ydelser
I Norddjurs har vi vist, at vi med en ordentlig og tæt dialog mellem kommune og virksomheder kan skabe attraktive rammer for erhvervslivet. Vi vil fortsætte med at bygge på de rammer, og skabe de bedste betingelser for vækst og udvikling. Til gavn for alle virksomheder og borgere, og til inspiration for resten af landet.