Debat: Får vi i fremtiden en aktiv eller en passiv beskæftigelsesindsats?

EN RÆKKE FORSKELLIGE MEDIER bringer den 19. februar enslydende gengivelser af et lækket regeringsnotat om, hvordan man fra regeringens side vil realisere den opgave, man har givet sig selv om at spare tre milliarder kroner ud af de 11-12 milliarder, der i dag bruges på indsatsen for ledige og sygemeldte i kommunerne. 

Beskæftigelsesministeren kommenterer ikke umiddelbart på indholdet, som jo ind til videre må betragtes som et lidt mere fyldigt forhandlingsudspil, end det meget kortfattede notat, som beskæftigelsesministeren selv valgte at sende ud gennem medierne i uge 6. 

LÆS OGSÅ: 15.000 forløb i en periode på tre år: Her er regeringens fritvalgsordning til dagpengemodtagere

Som ansat inden for beskæftigelsesområdet sidder man på trods af de lidt flere ord i dagens læk fortsat tilbage med en masse spørgsmål. Det vigtigste spørgsmål må være, om vi i dette land fortsat skal have en aktiv beskæftigelsesindsats, eller om vi mere er på vej i retning af en passiv forsørgelse på en borgerløn, hvor enkelte kan få tilbud om en indsats i forhold til at komme tilbage på eller tættere på arbejdsmarkedet. 

Godt nok viser det lækkede regeringsudspil, at alle skal visiteres til jobparate og ”først senere” ville kunne få taget stilling til eventuelle barrierer i forhold til arbejdsmarkedet. Jeg ved ikke, hvad der blev af at sætte den faglige vurdering hos medarbejderne i højsædet, så man ikke i fremtiden kommer til at kunne vurdere andet, end hvad der er besluttet på Christiansborg. 

NÅR JEG ALLIGEVEL BLIVER BEKYMRET for, at der mere er tale om en passiv beskæftigelsesindsats end en aktiv, skyldes det tankerne om, hvad der skal ske, når/hvis den ledige vurderes indsatsparat. Derefter vil der nemlig kun være krav om en årlig samtale og hverken ret eller pligt til et beskæftigelsesrettet tilbud.

Selvfølgelig kan kommunerne stadig have tilbud – hvis de har råd – for der skal på landsplan findes hundredvis af millioner i besparelser på netop de tilbud, der kan medvirke til at støtte udsatte ledige ud på arbejdsmarkedet herunder mentorstøtte. Jeg er spændt på, hvordan en afklaringsret efter et år skal kunne administreres, når der stort set ikke bliver hverken samtaler eller tilbud at basere afklaringen på. 

LÆS OGSÅ: Regeringsordfører er "rædselsslagen" for forslag til jobreform i lækket notat

Også de sygemeldte skal åbenbart skånes for kontakten til jobcentrene. Ved sygdomsforløb på forventeligt under et halvt år skal man ikke til samtale ”hos kommunen”. Nogle sygemeldinger har jo et forholdsvist lineært forløb.

En chauffør med et brækket ben kan nok godt med sin arbejdsgiver med rimelighed regne fremad. Men hvad nu hvis man har et job, hvor man med de rette hjælpemidler faktisk kunne vende hurtigere tilbage i arbejde igen? Hvem skal virksomhed og den sygemeldte snakke med om det? Og hvad hvis det er en stresssygemelding? Her kunne lægen måske godt i første omgang vurdere, at det ville være fint at starte på arbejde igen efter 3-4 måneder, men hvem skal hjælpe med genoptrapningsplanen, hvis det er arbejdsbetinget stress?

JEG MANGLER SVAR PÅ, om man kan have en ret til hjælp fra en medarbejder med ekspertise inden for sygemeldinger, selv om pligten ikke længere er der, eller skal virksomheder eller ansatte fremover købe den hjælp ude i byen, hvis de ønsker vejledning? 

De medier, der citerer fra det lækkede dokument, beskriver også nedlæggelse af en række puljer bl.a. til at hjælpe ledige seniorer ud på arbejdsmarkedet igen. For meget kort tid siden var ledighed hos den ældste del af arbejdsstyrken en af Ane Halsboes (beskæftigelsesminister, red.) vigtigste prioriteter. Hvad blev der af det? Hvad blev der af bekymringen om, at flere yngre danskere tilkendes førtidspension? For der er kun et sikkert udfald af at skære dybt i antallet af tilbud og samtaler til de udsatte ledige. Det vil føre til flere på førtidspension.

LÆS OGSÅ: Socialrådgivernes forkvinde har læst regeringens bud på en jobreform. Nu frygter hun en tilbagevenden til dårligere tider

Jeg har intet imod, at borgere med behov for en førtidspension får det, men jeg bliver trist, hvis førtidspension bliver udfaldet for borgere, der med den rette hjælp kunne have fået den tilknytning til arbejdsmarkedet, som borgeren selv ønsker.

Jeg afventer i spænding på, hvordan både de tre regeringspartier og de oppositionspartier, som man skal forhandle fremtidens beskæftigelsesindsats med, vil svare på alle de mange spørgsmål, som både ansatte, borgere og virksomheder med rette sidder med.