Unge med handicap: Beskæftigelsesreform må ikke føre til, at vi taber i kommunelotteriet
[email protected]
Regeringens plan om at nedlægge jobcentrene og overlade ansvaret for beskæftigelsesindsatsen til kommunerne er en stor reform med vidtrækkende konsekvenser. Det kan blive en mulighed for forandring – men det kan også gå galt, hvis vi ikke er opmærksomme.
Øjensynligt vil mekanismerne i kommunelotteriet også gøre sig gældende her. Vi kan komme til at opleve, at nogle kommuner vil være gode til den individualiserede og målrettede håndtering, mens andre (nok størstedelen) vil komme til kort.
Et vigtigt fokusområde bør være de unge, der har allermest brug for beskæftigelsesindsatsen. Nemlig unge med handicap. Det kan være angst, autisme, cerebral parese eller en anden funktionsnedsættelse. Det anslås, at cirka 40 procent af de 43.000 unge uden job og uddannelse er i den målgruppe og udsættes for kommunale benspænd og svigt.
Kørt ud på sidespor
Alt for mange unge med handicap oplever, at systemet ikke ser deres ressourcer. Og man oplever en berøringsangst, når det kommer til at tale om vores muligheder og begrænsninger. I stedet mødes vi med standardløsninger og regler, der ikke tager højde for funktionsnedsættelser eller komplekse livsvilkår.
Hvis vi ikke skaber en indsats, der virker for alle de unge, der har mest brug for det, risikerer vi at tabe endnu en generation udenfor arbejdsmarkedet
William Korte, formand, SUMH
Nogle af de unge med handicap har stået uden for arbejdsmarkedet i årevis – og det er ikke blevet løst af jobcentrene. Vi ser nemlig, at målgruppen for netop de 43.000 på trods af høj- og lavkonjunkturer er stabil. Arbejdsmarkedets generelle logikker gør sig altså ikke gældende for den her målgruppe. Vi bliver kørt ud på et sidespor. Får ikke en chance for at få fodfæste, selvom vi alle sammen har noget at byde på og sagtens kan bidrage på et arbejdsmarked, hvor både private og offentlige arbejdsgivere skriger på mere arbejdskraft.
Når kommunerne nu får mere ansvar, skal det ikke føre til yderligere ulighed. Der er brug for investeringer i målrettede indsatser, som tager afsæt i de unges egne behov. Der er brug for forebyggelse og tidlig støtte – og ikke først hjælp, når det hele er brudt sammen.
Hvis vi ikke skaber en indsats, der virker for alle de unge, der har mest brug for det, risikerer vi at tabe endnu en generation udenfor arbejdsmarkedet.
Livsafgørende slutspurt i forhandlinger
Beskæftigelsesreformen skal være en ny begyndelse, hvor vi forhåbentligt har lært af vores fejl, og ikke gør mere af det samme, men hvor implementering af virkningsfulde metoder, der er målrettet de unges udfordringer, bliver en hjørnesten. Sammen med et reelt ressourcesyn, der giver de unge troen på, at de også kan skabe sig en plads i det fællesskab, som arbejdsmarkedet udgør.
Med en ny reform har politikerne muligheden for at give unge med handicap en håndsrækning. Give dem velfærd og ikke bare en færd ud af arbejdsmarkedet. Til gavn for de unge, så de kommer i job og uddannelse og ikke bliver opgivet på forhånd. Og til gavn for erhvervslivet.
Lige nu er politikerne på Christiansborg i den absolutte slutspurt af de politiske forhandlinger om en reform, der kommer til at få stor, ja livsafgørende betydning for folk med handicap. Vi appellerer til politikerne om at sikre unge med handicap bliver set som mennesker med ressourcer og kompetencer til at kunne passe et arbejde.
