Cheføkonom: Endelig punkteres den falske fortælling om arbejdskraft
[email protected]
Det er efterhånden blevet en vaskeægte kliché, at ’arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft’. Enhver artikel eller debat om arbejdskraft skal tilsyneladende indeholde det udtryk.
Det lyder også voldsomt.
Men at arbejdsgivernes skrigeri er blevet anerkendt som den skinbarlige sandhed, er en god illustration af, hvordan vi taler om arbejdskraft i Danmark. Man må forstå, at arbejdskraft er en meget begrænset ressource, og hvis ikke politikerne konstant gennemfører arbejdsudbudsreformer og lemper på regler for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, så løber ressourcen tør med dansk økonomis sammenbrud som en uundgåelig konsekvens.
Men nu er der endelig nogen, der punkterer den falske fortælling.
Mangel på BILLIG arbejdskraft
I en ny bog med titlen ’Om mangel på arbejdskraft’ tager otte økonomer og politikere et opgør med det narrativ, arbejdsgiverne har været så succesfulde med at plante i medierne og hos befolkningen.
Budskabet er, at mangel på arbejdskraft i virkeligheden betyder mangel på billig arbejdskraft. Hvis arbejdsgiverne vil betale med gode løn- og arbejdsvilkår, skal arbejdskraften nok komme. Det er noget, alle økonomer i virkeligheden godt ved, men det går ofte tabt i samtalen om arbejdskraft.
For sandheden er, at i en økonomi som Danmarks vil der altid mangle arbejdskraft nogle steder. Vi har en lille, åben og særdeles konkurrencedygtig økonomi, som indbyder til, at arbejdskraften bevæger sig rundt mellem arbejdspladser og endda mellem lande.
Hvis jeg var boganmelder, ville ’Om mangel på arbejdskraft’ få fem ud af fem røde faner. Den er et yderst tiltrængt korrektiv til fortællingen om ”manglen” på arbejdskraft
Damoun Ashournia, cheføkonom, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
Tallene taler jo deres tydelige sprog. Der har aldrig været flere beskæftigede i Danmark. Langt over tre millioner er i arbejde, og det er steget med 450.000 på det seneste årti! Det er en voldsom udvikling, men alligevel skriger arbejdsgiverne stadig – måske højere end nogensinde før. Det understreger, at de aldrig vil blive mætte. De vil altid ”mangle” arbejdskraft, fordi mere arbejdskraft er lig med mindre konkurrence om arbejdskraften, som er lig med billigere arbejdskraft.
Ikke et samfundsanliggende
Hvis jeg var boganmelder, ville ’Om mangel på arbejdskraft’ få fem ud af fem røde faner. Den er et yderst tiltrængt korrektiv til fortællingen om ”manglen” på arbejdskraft. Især er det opløftende, at to folketingsmedlemmer fra et regeringsparti – Jens Joel og Frederik Vad – har været med til at skrive den.
Opløftende, fordi regeringsgrundlaget har sat et mål om at skaffe yderligere 45.000 i arbejdsudbud i 2030. En sådan ambition vidner desværre om, at man har slugt fortællingen fra arbejdsgiverne med hud og hår. Man gør manglen på arbejdskraft til et samfundsanliggende, og det burde det ikke være. Dansk økonomi er nemlig særdeles holdbar, også på den lange bane, og så længe det er tilfældet, bør politikerne ikke blande sig i arbejdsmarkedets naturlige regulering af udbud og efterspørgsel på arbejdskraft.
For det er ikke gratis, når reformer skaffer mere arbejdskraft. Faktisk kan den være meget dyrt købt, fordi forringelse af ydelser eller svækkelse af tilbagetrækningsmuligheder har meget store konsekvenser for rigtige mennesker. Det skaber mere ulighed og mere fattigdom, som på lang sigt har negative konsekvenser for samfundsøkonomien – udover at det naturligvis har nogle menneskelige konsekvenser, vi ikke kan være bekendt at påføre de svageste iblandt os i en tid med rekordhøj beskæftigelse.
Til gengæld giver perioder som denne med lav arbejdsløshed en mulighed for at få flere langtidsledige, seniorer og ikke-vestlige indvandrere ind på arbejdsmarkedet. Det er et direkte resultat af den helt naturlige konkurrence om arbejdskraften, og den dynamik risikerer politikerne at ødelægge ved at blande sig for meget.
Virksomheder må lukke, hvis de ikke kan betale
I fagbevægelsen er vi ikke imod at få flere i beskæftigelse, tværtimod. Et godt arbejde og et stærkt arbejdsfællesskab er for langt de fleste en vigtig del af et godt liv. Men reformer må ikke kun være med virksomhedernes skrigeri på arbejdskraft for øje. Reformer kan også handle om at styrke den enkeltes evner til og muligheder for at komme i arbejde. Ved for eksempel at tilbyde bedre muligheder for videreuddannelse og sporskifte, bedre vilkår for seniorer i job og flere investeringer i både fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
LÆS OGSÅ: DA: Mere arbejdskraft er afgørende, hvis Europa skal være et vækstområde
Desværre kommer reformer for ofte til at handle om, at danskerne skal stå til rådighed for virksomhederne, og at arbejdskraft er noget, samfundet skal levere til arbejdsgiverne. Men sådan er det ikke. Arbejdskraft er en begrænset ressource, især i en konkurrencedygtig økonomi som den danske, og derfor vil der være konkurrence om den. Og hvis der er virksomheder, der ikke kan betale, hvad arbejdskraften koster, så må de jo lukke og lade arbejdskraften gå til mere produktive virksomheder. Sådan hæver vi produktiviteten.
Historisk er der faktisk ikke meget, der tyder på, at mere arbejdskraft er lig med mere velstand i samfundet. Mens produktiviteten til gengæld er helt afgørende. Så når et politisk indgreb dulmer konkurrencen om arbejdskraft, er det negativt for velstandsfremgangen.
Hvorvidt ’Om mangel på arbejdskraft’ bliver nogen decideret kioskbasker, vil tiden vise. Men jeg håber, at den kan inspirere politikere, meningsdannere og journalister til at være lidt mere skeptiske, næste gang arbejdsgiverne skriger. For det er der brug for.
