Debat: Hvornår kommer vi i gang med faktisk at skabe et fleksibelt arbejdsliv?
FOR ET KVART ÅRHUNDREDE SIDEN bekymrede Poul Nyrup Rasmussen (S) sig også om de stressede børnefamilier. I sin nytårstale i 1998 spurgte han retorisk: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”
I Din Sundhedsfaglige A-kasse har vi længe arbejdet for et mere bæredygtigt arbejdsliv. Det sker blandt andet ved at producere inspirerende podcasts og formidle cases på, hvordan arbejdspladser og sundhedsuddannede kan fremme fleksibilitet, styrke mental sundhed og derved også skabe et godt arbejdsmiljø. Derfor spørger vi nu: Hvornår går vi i gang?
LÆS OGSÅ: Velfærdsråd: Fleksible ansættelser skal løse rekrutteringskrisen på plejehjem og i børnehaver
Det er afgørende at tage hånd om de udfordringer, som både vi og befolkningen generelt står overfor. Kompleksiteten stiger i mange af de opgaver, som vores sundhedsfaglige medlemmer løfter. Højt arbejdspres og dårligt arbejdsmiljø udfordrer trivslen. Fire ud af ti af vores medlemmer er i tvivl om, hvad de vil med deres arbejdsliv, og mere end hver fjerde føler sig udbrændt.
Det er hverken godt for den enkelte eller samfundsøkonomien, og det må vi gøre noget ved – hvis vi vil tiltrække tilstrækkeligt med sundhedsfagligt personale i fremtiden.
Intet nyt – men særdeles velkomne politiske erkendelser
Behovet for at inddele et langt og godt arbejdsliv i forhold til livsfaser er ikke nyt – men en velkommen åbenbaring på tværs af partierne. Endelig virker politikerne til at have fået øje for, at det er nødvendigt at se på, hvordan et langt arbejdsliv indrettes. For livet - med sine ventede og uventede indslag – sker, uanset hvad man forudsætter i sit snorlige excel-ark.
Målet må være et arbejdsliv og -miljø, som man både kan holde til og holde af
Harun Demirtas, forperson for Din Sundhedsfaglige A-kasse
Med fokus på sundhed og trivsel har vi i Din Sundhedsfaglige A-kasse længe arbejdet med fx aktiv og kompetent socialrådgivning. Her viser vi veje til det arbejdsliv og -miljø, der er bæredygtigt hele vejen.
I en af vores illustrerende podcasts, ”Skift karriere i sen alder – sådan gik Christine Antorini fra direktør til studerende”, beskrev den fremtrædende, tidligere S-minister, Christine Antorini fx i januar, hvordan hun foretog et markant sporskifte.
Hun læser nu til sygeplejerske, og udtrykte her blandt andet:
”Jeg tror også, at man er nødt til at se på det politisk. For det politiske budskab er jo tydeligt: ’Vi skal arbejde længe!’ Men så skal man også tænke i nogle rammer for, at man kan skifte spor, og at det er muligt, at man kan uddanne sig - også ind i de områder, hvor der mangler medarbejdere, som fx på sygeplejerskeområdet.”
Lokale arbejdspladser har længe vist, hvordan udfordringerne kan håndteres
Der er derfor behov for, at vi strukturelt tænker vores arbejdsliv om – også i sektorer med vagtplanlægning og døgnarbejde, som er fx hospitalernes kendte forudsætninger.
På Blodprøver og Biokemi på Regionshospitalet i Gødstrup har man fx erstattet faste vagtplaner med individuelle arbejdsplaner, hvor medarbejderne selv har indflydelse på deres arbejdstid. Løsningen er ikke gratis, men den har skabt både arbejdsglæde og rekruttering, så ledelsen har ingen planer om at gå tilbage.
Samme sted tiltrak og fastholdt fødeafdelingen medarbejdere ved at arbejde med individuel fleksibilitet. De har blandt andet en fire-dages arbejdsuge, som kan mindske stress og udbrændthed. Vel at mærke på netop en fødeafdeling, hvilket på det nærmeste må være definitionen på en arbejdspladstype med døgnbehov og enorm uforudsigelighed.
Hvad venter vi på?
Måske ligger der endda produktivitetsgevinster i større fleksibilitet, når fx fokuseret, fleksibel arbejdstid resulterer i trivsel, restitution og engagement hos os som medarbejdere. Arbejdsindsatsen bliver mere effektiv og langtidssygemeldingerne færre, når vi skaber rum til de livsmæssige begivenheder og bump på vejen.
Arbejdsrelateret stress koster samfundet 55 mia. kr. om året, viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Vi kan altså både gavne den enkelte og samfundsøkonomien – så hvad venter vi på?
De indledende tanker skal selvfølgelig defineres og afgrænses meget skarpere. Det vil fordre dialog mellem arbejdsmarkedets parter og fortsatte politiske ambitioner og visioner – men uden at vi blot ender i en politisk overbudsrunde. Nogle af livets bump har vi allerede løsninger til, og meget fungerer. Men det kan fx også være anledningen til at overveje, hvordan vi kan øge fleksibiliteten fx ved mere nuancerede kategorier i systemet end de nuværende fuldtid (37 timer) og deltid (30 timer).
LÆS OGSÅ: Ni ud af ti sosu'er arbejder på deltid: Derfor er det svært at få dem op i tid
I Din Sundhedsfaglige A-kasse kan vi ikke se stiltiende til, når næsten halvdelen af vores medlemmer oplever, at det er svært at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Mere end hver tredje overvejer at gå ned i tid. Og hver tredje føler sig stresset af sit arbejde. Målet må være et arbejdsliv og -miljø, som man både kan holde til og holde af.
Vi glæder os over det tværgående, nyfundne politiske mod til at tænke realistisk om arbejdslivet. Derfor opfordrer vi til handlinger og dialog, der aktivt fremmer det bæredygtige arbejdsliv. Det har relevans for mange – vi ved i hvert fald, at det ligger vores medlemmer på sinde.
