Tidligere direktør i Væksthuset vender hjem til Slagelse Kommune: Det skal han lave nu
![jenshojlund](/_next/image?url=https%3A%2F%2Fadmin-a4.blizzload.com%2Fmedier%2Fartikler%2F196%2F196911%2Fjenshojlund-medium_32.jpg&w=3840&q=75)
Den tidligere direktør i Væksthuset, Jens Højlund, har fået nyt job og skifter tilbage til Slagelse Kommune.
Her var han tidligere arbejdsmarkedschef, men denne gang er det i stillingen som leder af stabssekretariatet i kommunens Center for arbejdsmarked, rådgivning og integration.
Det oplyser Jens Højlund selv på LinkedIn.
”Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang. Området står over for (potentielt) kæmpe omvæltninger, og selv om meget af det jo kommer til at ske i den skarpe ende ude i afdelingerne hos mine fantastiske kolleger, så glæder jeg mig til at få muligheden for at understøtte dem i det store arbejde, der ligger foran os i de kommende år,” skriver Jens Højlund på LinkedIn og henviser til den gennemgribende reform af beskæftigelsessystemet, der er på vej.
Bidrager med erfaring
Den nuværende arbejdsmarkedschef i Slagelse Kommune, Peter Sidelmann, var med til at ansætte Jens Højlund, og arbejdsmarkedschefen har kun roser tilovers for sin nye kollega.
”Med afsæt i sin store erfaring har han (Jens Højlund, red.) mod på at bidrage til, at vi finder den gode vej lokalt til at omstille beskæftigelsesindsatsen inden for rammerne af den kommende reform,” skriver Peter Sidelmann i et andet opslag på LinkedIn.
LÆS OGSÅ: Trumps revolver-diplomati kan have forsinket beskæftigelsesreform - internt drøftes forsøgsordning og spareknivens størrelse
Jens Højlund stoppede som direktør for Væksthuset i september 2024 efter seks år på posten. Han var arbejdsmarkedschef i Slagelse Kommune fra 2016 til 2018 og har tidligere haft ledende stillinger på beskæftigelsesområdet i Odsherred Kommune.
Jens Højlund tiltræder til marts i sin nye stilling i Slagelse Kommune.