Socialrådgiver: Hvor skal de syge gå hen, når jobcentrene nedlægges?

JUBLEN OVER AT JOBCENTRENE SKAL NEDLÆGGES, må efterhånden erstattes af spørgsmålet om, hvor de syge så skal gå hen og få hjælp.

Oftest har kritikken af jobcentrene i medierne omhandlet sygdomsramte, som har modtaget en grotesk og uværdig sagsbehandling. Men nu vil regeringen nedlægge jobcentrene, fordi de raske og stærke ledige skal overgå til a-kasserne og private aktører. De sårbare og mest udsatte skal ud af beskæftigelsesindsatsen og afhjælpes med sociale indsatser i stedet.

Hvor de syge skal gå hen, er uvist.

Ifølge regeringsgrundlaget vil man afdække, om sygedagpengereglerne virker efter hensigten. Efter ni år har de ellers haft god tid til at se på loven, som tydeligvis ikke virker – i hvert fald ikke i det system, der skal udmønte den.

LÆS OGSÅ: Ny debatserie: Fremtidens jobindsats - hvad skal erstatte jobcentrene?

Der er efterhånden mange eksempler på syge, der er blevet raskmeldt af jobcentret uden at være raske. De er i stedet overgået til kontanthjælp – nogen efter blot 22 uger på sygedagpenge. Andre er kommet på kontanthjælpslignende ydelser, selvom de havde ret til forlængelse af sygedagpenge. Vi har set eksempler på alvorlig syge med ret til en såkaldt standby-ordning (fritaget kontakt til jobcentret), som har mistet deres sygedagpenge, herunder kræftpatienter, selvom de havde ret til ydelsen.

Så hvad nytter det, der står i lovgivningen, hvis kommunerne alligevel handler efter et excel-ark?

REELT SET ER DET SLET IKKE JOBCENTRENE i sig selv, der er problemet. Det er i langt højere grad den økonomiske kassetænkning ude i kommunerne og ikke mindst menneskesynet. Og pilen peger tilbage på Slotsholmen.

Problemet er refusionsreformen fra 2016, hvor det blev dyrere for kommunerne at visitere folk til offentligt ydelser såsom førtidspension. For det er langt billigere at holde borgerne på de lavere ydelser som kontanthjælp og ressourceforløbsydelse.

Retorikken på Slotsholmen har været, og er det stadig, at det skal kunne betale sig at arbejde – som om lavere ydelser kan gøre syge raske!

At fastholde syge på en lav ydelse på ubestemt tid i et system, der har mere fokus på beskæftigelse end helbred, er en giftig cocktail, som rapporten fra SIND og Psykiatrifonden i 2019 også kunne dokumentere – hvor syv ud af ti sygemeldte oplever at få forværret livskvaliteten i kontakten med jobcentret.

At nedlægge jobcentrene for at kalde det noget andet, løser ikke problemet med den kassetænkning, refusionsreformen har affødt.

Hvis man vil sikre sygdomsramtes arbejdsevne, skal de helt ud af beskæftigelsessystemet, som man også har planer om for sårbare og udsatte.

SYGE BØR I STEDET BEHANDLES og hjælpes i evt. sundhedscentre under regionerne, hvor der primært skal være fokus på helbred og behandling – på sygedagpenge eller svarende til denne ydelse. Beskæftigelse skal være sekundært, og først når det lægefagligt er vurderet forsvarligt. Derudover skal der være en afklaringsgaranti på et år som anbefalet i rapporten fra SIND og Psykiatrifonden.

Lidelser kan være svære at diagnosticere, og i det nuværende system fastholder det syge i årevis uden afklaring. Derfor skal funktionsniveauet i højere grad være en styrende faktor for hjælp – både i forhold til hjælpemidler, eventuelle beskæftigelsestilbud samt afklaring af forsørgelsesgrundlag.

At tænke helbred før beskæftigelse vil både være mere værdigt og være med til at sikre syges arbejdsevne, så flest mulige kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår eller en fleksjobordning frem for en førtidspension. Til glæde for både den enkelte og for samfundet.