Socialrådgiverne til Ane Halsboe: Her har du 7 forslag til en reform af beskæftigelsesindsatsen
DE KOMMUNALE JOBCENTRE har i mange år været omdrejningspunktet for politisk stormvejr. Kort før jul slog lynet så ned, da SVM-regeringen bekendtgjorde, at en nedlæggelse af jobcentrene var på tegnebrættet.
Det skaber naturligvis usikkerhed. Både hos de medarbejdere, der går på arbejde for at hjælpe borgerne tættere på arbejdsmarkedet, og hos de ledige, der får hjælp og støtte til at komme i job.
Debatserie: Fremtidens jobindsats
Regeringen har omfattende planer for beskæftigelsesindsatsen.
Jobcentrene skal nedlægges, og indsatser, der ikke får folk i arbejde, skal smides på møddingen. Der skal tænkes nyt. Og både medarbejdere og ledige skal sættes fri. Endelig skal der skal også spares svimlende tre milliarder kroner.
A4 Beskæftigelse samler de vigtigste aktører på beskæftigelsesområdet til en debat om fremtidens jobindsats, og hvad der skal erstatte jobcentrene.
Læs andre debatindlæg i serien her.
Usikkerheden til trods ser jeg dog et stort potentiale i at nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen, så man tager bedre hånd om de mest udsatte ledige, sikrer borgerne bedre rettigheder og skaber plads til medarbejdernes faglighed. Derfor har jeg syv konkrete forslag, som jeg håber, at regeringen vil lade sig inspirere af.
1: En ny enhed til dem med problemer ud over ledighed
Hvis man er ledig og samtidig slås med alvorlige knæsmerter, invaliderende angst, et misbrug eller andre udfordringer, så skal man have en helt anden hjælp end i dag.
Det bør ske i en ny og tværfaglig enhed, hvor borgeren kan få helhedsorienteret indsats med fokus på både beskæftigelse, sundhedsproblemer, sociale udfordringer osv. – på kryds og tværs af de kommunale forvaltningers traditionelle silomentalitet.
2: Ret til udviklingsfleksjob
Hvis éns arbejdsevne er truet, så kan man først komme i fleksjob, når alle behandlingsmuligheder er afprøvet. Det betyder, at nogle borgere må vente i mange år på et fleksjob.
Derfor skal man have ret til at få et udviklingsfleksjob, hvor man kan arbejde nogle timer om ugen og fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet parallelt med udrulningen af de indsatser, som skal afklare borgerens arbejdsevne og få vedkommende endnu tættere på arbejdsmarkedet.
3: Hurtigere afklaring med ny garanti
Mange borgere er på kontanthjælp år efter år, selvom ydelsen oprindeligt er tænkt som midlertidig. Det skyldes bl.a. alt for lange afklaringsforløb.
En ny afklaringsgaranti skal derfor sikre en bedre fremdrift, og at borgeren efter maks. ét år på kontanthjælp får en vurdering af deres arbejdsevne og en plan for, hvad der skal ske. Det kan både være en jobrettet indsats, hjælp i den tværfaglige enhed nævnt foroven eller revalidering, fleksjob eller førtidspension. Derefter bør borgerens sag tages op årligt, hvis ikke der er fundet en varig løsning.
4: Inddrag borgerens egen helbredsvurdering
Der skal findes løsninger, som gør det muligt at afklare folk hurtigere, uden at sundhedsvæsenets lange ventetider bliver en flaskehals.
Derfor skal man kunne inddrage borgerens egen helbredsvurdering, mens rundbordsmøder mellem borger, læge og socialrådgiver skal kunne træde i stedet for de journaler og lægeattester, som i dag er nødvendige.
5: Personalet skal have en socialfaglig uddannelse
Det er ikke en let opgave at arbejde med de borgere, som har andre problemer end ledighed, for ofte er deres udfordringer både sammensatte og komplekse.
Med et nyt uddannelseskrav kan man garantere, at borgerne på deres vej igennem beskæftigelsessystemet møder medarbejdere med en stærk socialfaglighed i rygsækken, så de kan have tillid til vedkommendes rådgivning og vurderinger.
6: Sagslofter skal sikre tid til den enkelte
Erfaringer fra bl.a. IPS viser, at medarbejderne også skal have tid til borgerne for at kunne hjælpe dem i job. Tid til samtaler, opfølgning og koordinering af tværfaglige indsatser.
Derfor skal der lægges et loft over antallet af sager, den enkelte medarbejder kan have ansvar for. Det vil også forbedre arbejdsmiljøet, så det bliver nemmere at fastholde og rekruttere medarbejdere, hvilket samtidig vil betyde, at borgerne får færre sagsbehandlerskift og mere sammenhængende forløb.
7: Færre proceskrav og fokusmål
De mange krav og mål detailstyrer socialrådgivernes arbejde med borgerne, så de misser muligheden for at samarbejde med borgeren med udgangspunkt i den enkeltes behov. En anden udfordring er også, at de statslige krav og mål lægger mere vægt på proces end effekt.
I stedet bør man i højere grad måle indsatsen på, om borgerne kommer tættere på arbejdsmarkedet eller i arbejde – og ikke på antallet af møder, som de har deltaget i.
SELVOM BESKÆFTIGELSESSYSTEMET befinder sig i et voldsomt stormvejr, så er det muligt at få det tilbage på ret køl. Men det kræver en ny organisering og bedre rettigheder til borgerne samt højere faglighed, bedre tid og mere frihed til medarbejderne.
Derfor håber jeg, at regeringen vil lytte til os socialrådgivere, som kender systemet, lovgivningen og borgerne.
