Tårnby Kommune henter gammel kending som beskæftigelseschef

Christel Højvang Kyed skal fra den 1. april være centerchef for beskæftigelses- og borgerserviceområdet i Tårnby Kommune. Hun kommer fra en stilling som områdeleder for job og virksomhedsindsats i Holbæk Kommune, hvor hun har arbejdet de seneste syv år.
Christel Højvang Kyed glæder sig til de nye opgaver.
”Jeg har haft seks gode år i Holbæk Kommune og er nu klar til at tage den erfaring med videre. Fra min tid i Tårnby husker jeg en kommune, der var god til at spille sammen med erhvervslivet om at løse en stor udfordring. Jeg glæder mig til at forme det gode hold, løfte kerneopgaven og i det hele taget være med til at realisere de ambitioner, der er på ydelses, jobcenter og borgerservice-området," udtaler hun i et opslag på LinkedIn.
Amager er ikke et helt ukendt område for Christel Højvang Kyed. I 2020 fik hun orlov og blev indsatsleder i det midlertidige jobcenter, som Tårnby Kommune oprettede i Københavns Lufthavn i forbindelse med coronapandemien.
Den kommunikationsuddannede Christel Højvang Kyed arbejdede, før hun kom til Holbæk Kommune, som centerchef i virksomheden Marselisborg, der er anden aktør på beskæftigelsesområdet.