Nanna Agerlin blogger:
Er du blind på karrierens retning?

Denne artikel er oprindeligt bragt på Nannaagerlin.com og bliver publiceret på A4job.dk, som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af den jourhavende på A4 Job.
Er du nysgerrig på, hvad der i virkeligheden driver dig? Og er du kommet til et sted, hvor det ikke længere er nok bare at stige i graderne? Så kan det være tid til at kigge indad og tage en reflektionspause. Tage dig tiden til virkelig at forstå, hvad der betyder noget for dig i arbejdslivet og livet i det hele taget.
Fanget i ydre succes
Kan du genkende dette her, så er du nok midt i arbejdslivet. Du har masser af succes og mange vil have svært ved at forstå, at du ikke er tilfreds. Som en en af mine klienter, lad os kalde ham Jens, fortalte:
” Overordnet set klarer jeg det jo godt og bliver forfremmet, men jeg synes bare ikke helt, det spiller. Det er som om, jeg har en julegave indeni, som aldrig er pakket op”.
Læs også: Sådan scorer du dit næste job!
Og er du målrettet og vant til at at tage ansvar, så har du måske taget fat på denne problemstilling med at regne den ud og handle dig frem til en løsning. Problemet er, at det kan være udmattende og uden de rigtige resultater.
Jeg synes, at Tina Dickow fanger essensen af denne tilstand så fint i sin sang: ” Count to ten”:
- And I am looking for a reason to stay standing
But sometimes it’s just too much, it’s not enough, it’s something else
It’s so much bigger than my head, it’s too demanding
Sometimes the fastest way to get there is to go slow
And sometimes if you wanna hold on, you got to let go”
Skynd dig langsomt
Hvis du leder efter mere mening i karrieren uden at have et klart billede af, hvad mening er for dig, så er chancerne for at du finder, det du søger, lille. Min erfaring er, at vi bruger alt for lidt tid på at være nysgerrige på os selv og forstå, hvad der er de vigtigste parametre, der skal være til stede, for at vi trives. Og hvis du længes efter noget, du ikke kan sætte ord på, så er det højst sandsynligt dig selv du længes efter.
LÆS OGSÅ: Ny trend holder dig relevant på fremtidens jobmarked
Gør dig umage med dit arbejdsliv.
Hvordan du bruger din tid i livet, og hvem du tilbringer din tid sammen med, er vigtige spørgsmål, du kan stille dig selv. Hvordan kan du bedst muligt bruge din tid meningsfuldt?
To spørgsmål du kan reflektere over:
Hvornår oplever jeg flow i arbejdslivet? Hvordan kan jeg give plads til mere af det?
Hvilke mennesker får det bedste frem i mig: medarbejdere, kollegaer, kunder eller nogle helt andre? Og hvad er det de fremelsker i mig?
Hvem er Nanna Agerlin
Gift med Guido, som hun har kendt siden hun var 17 år. Sammen har de tre døtre i alderen 8-21 år. Familien bor i en villa i Brønshøj, hvor Nanna Agerlin også har sin praksis.
Har mange års erfaring som karriererådgiver, talentekspert og ledelsesrådgiver i egen praksis.
Nanna har en baggrund som konsulent, produktchef og educational manager i hjælpemiddelbranchen.
Certificeret i talenttest, enneagrammet og uddannet i traumebehandling.