Dorthe administrerer RUC hjemme fra stuen: 'Jeg savner mine kolleger rigtig meget'

Dorthe_Johnson_HK_Stat_Mikkel___stergaard
Dorthe Johnson er studiesekretær på Roskilde Universitet (RUC). Hun og kollegerne har holdt universitetet i gang hjemmefra i snart et år Foto: Mikkel Østergaard, HK Stat.dk
Coronaen tvang for et år siden universiteterne til at lægge undervisning og forskning om fra den ene uge til den anden. I et år har næsten alle på RUC arbejdet hjemmefra. Der er mange udfordringer, men alle knokler for at få det til at fungere, fortæller studiesekretær Dorthe Johnson.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Stat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Alt skulle omlægges til online. Det var nyt for alle, nye arbejdsgange skulle opfindes, og de studerende havde mange flere spørgsmål.

Dorthe Johnson er studiesekretær på Roskilde Universitet, RUC. Normalt foregår hendes arbejde i den gule universitetsby øst for Roskilde. Men hun har snart arbejdet hjemmefra i et år, og det stiller store krav til alle, siger hun til HK Stat.dk.

- Det er ret ensomt at arbejde hjemmefra. Jeg savner mine kolleger rigtig meget og at være tæt på miljøet. Jeg savner de studerende, underviserne og ledelsen, fordi hele den interaktion med arbejdspladsen betyder meget mere, end man tror, siger Dorthe Johnson.

LÆS OGSÅ: Kolleger skal turde tale om døden: 'Vi lader som om, vi ikke ser dem for at undgå at tale om det'

- Vi var lige tilbage i omkring halvanden uge i efteråret. Så blev vi sendt hjem igen. Siden har jeg kun set mine kollegers overkrop. Jeg er snart ikke klar over, om de har ben mere, konstaterer hun.

Hun hører en gang imellem om folk, der tror, at offentligt ansatte er sendt hjem med løn uden så mange opgaver. Men de arbejder. Og de arbejder meget, understreger hun.

- Vi er sendt hjem for at arbejde, og det gør vi alle sammen. Jeg kan i hvert sige at fra min stol, der har det medført rigtig meget ekstraarbejde. Og de kolleger, jeg har talt med, har samme oplevelse.

Omlægning på en uge

Roskilde Universitets fornemste opgave er "eksperimenterende, nyskabende former for læring, forskning og problemløsning, som flytter samfundet fremad".

Sådan beskriver RUC selv sit formål. Og eksperimenterende nyskabende problemløsning var præcis, hvad medarbejderne måtte finde frem for de omkring 8.000 studerende, da coronaen i marts 2020 fik regeringen til at lukke landet ned.

Jeg savner at mødes til et smil eller en sjov bemærkning. Og jeg savner at kunne gå en lille tur rundt om bygningen og få luftet lidt ud i ventilen
Dorthe Johnson, studiesekretær på Roskilde Universitet, RUC

Nedlukningen pressede også uddannelsesinstitutionerne til at tænke kreativt. Hurtigt. Og det lykkedes rigtig mange steder med en stor indsats fra alle faggrupper.

- Da coronaen kom, var vi meget hurtige til at starte online – superhurtige. Det er jo en helt anden hverdag, end den der normalt er på campus, som vi nu skal have til at fungere. Eksamener og undervisning skal fungere uden campus, og det giver jo en hel del ekstra arbejde, siger Dorthe Johnson.

LÆS OGSÅ: Over halvdelen af danskerne siger nu 'ja' til mere hjemmearbejde efter corona

Et eksempel på en ny opgave er de mange online rum, der skal oprettes, og link, der skal deles ud til alle studerende til undervisning og digitale eksaminer.

- Alt skal omlægges til online. Det er nyt for alle, og de studerende får mange flere spørgsmål, som de har brug for svar på, forklarer hun.

Producerer masser af uddannelse

I foråret og forsommeren var det usikkert, om eksaminer kunne afvikles fysisk. Studieadministrationen troede længe, at det ville være muligt, men genåbningen kom for sent.

- Vi fik ret sent at vide, at det hele skulle være digitalt, så det hele skulle pludselig gå meget stærkt.

Universiteternes arbejde måles i, hvor mange de uddanner. Universitetet får et fast tilskud for hver studerende, der består eksamen. Den såkaldte stå, studenterårsværk-produktion, er afgørende for økonomien. Og det lykkedes faktisk at holde ”produktionen” oppe.

- Vi var bange sidste år ved sommereksaminerne for at mange studerende ville melde fra, og at vi derfor ikke ville nå den forventede stå-produktion. Men det gjorde de heldigvis ikke, så de studerende har også lagt sig i selen.

Masser af det usynlige arbejde

Hvis der er 80 studerende på et hold, skal studieadministrationen sende mails ud til alle. Men linket kan blive væk for lærere, censor eller elever, og så skal det sendes ud igen. På den måde er der en masse usynlige opgaver, forklarer Dorthe Johnson, der også er tillidsrepræsentant for sine HK-kolleger.

- Vi skal behandle alle studerende ens, og vi er underlagt et regelsæt. Men samtidig kommer der nye regler med corona, som vi skal kende og arbejde ud fra. Det giver ekstraarbejde. Alle de kolleger, hun har talt med, har oplevet et højt arbejdspres.

- Mange har arbejdet over for at nå det hele. Jeg kan se det på min flekskonto. Vi skal helst ikke ligge over 50 timer på fleks, men der har jeg været længe. Vores it-afdeling er også lagt ned af mange henvendelser. De er meget søde og dygtige, men kan få dårlig samvittighed over at ringe, fordi man ved, de er så pressede.

Hjemmekontor med udstyr

For at klare hjemmearbejdet har Dorthe Johnson fået to skærme, en bærbar, et tastatur, en ekstra mus hovedtelefoner, en dockingstation og en rigtig kontorstol med hjem. Hun understreger, at hjemsendelsen også er en stor opgave for ledelsen.

LÆS OGSÅ: Brevkasse med Leif Donbæk: Er det arbejdsgivers ansvar, hvis hjemmearbejde knækker dig?

- De arbejder også hårdt. Og de skal forsøge at holde modet oppe på os andre. Jeg synes, at RUC gør meget for, at vi skal have det godt, når vi arbejder hjemme. Der er fokus på vores trivsel herhjemme, og de har lavet onlineundervisning med fysiske øvelser og hjemmetræning. Det skorter heller ikke på opfordringer fra ledelsen til fx at gå en tur i frokostpausen.

Men der er brug for flere kolleger til at løfte de mange opgaver, mener hun.

- RUC er en god arbejdsplads, og vi er glade for at være her. Der har været nedskæringer over de senere år, og vi er meget pressede. Vi er nået dertil, hvor buen ikke kan spændes mere.

Den opfattelse deler kollega og HK-fællestillidsrepræsentant på RUC Charlotte Levin. Hun oplever, at mange kolleger er hårdt spændt for på grund af både ekstra arbejde og de sociale konsekvenser af den lange hjemsendelse.

- Vi har haft løbende besparelser igennem flere år. Sidst vi havde en stor besparelse, startede vi ud med at se, hvor mange kvadratmeter vi kunne undvære. Vi ville hellere spare på mursten, men vi undgik ikke, at der også var personalereduktioner. Og det har været med til at presse os, siger Charlotte Levin.

Savner den daglige sparring

Dorthe Johnson oplever, at coronatræthed giver frustrationer, og det er bare nemmere at spare med hinanden på kontoret.

- Jeg savner at mødes til et smil eller en sjov bemærkning. Og jeg savner at kunne gå en lille tur rundt om bygningen og få luftet lidt ud i ventilen. Det går op for en, at man er privilegeret at have så gode kolleger, når man savner dem så meget.

GDPR