Tine Johansen stopper som formand i Dansk Journalistforbund. Næstformand har meldt sit kandidatur

20230303-125829-L-1920x1280web
Tine Johansen har været formand for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation siden 2019. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Til Dansk Journalistforbunds delegeretmøde i april skal forbundet vælge en ny formand. Næstformand Allan Boye Thulstrup stiller op.

Når Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) til april skal til delegeretmøde, skal de samtidig vælge en ny formand.

Det skriver forbundets formand, Tine Johansen, i et opslag på LinkedIn.

"Mit hverv er til tider nærmest euforisk, til tider slidsomt, og med tiden er jeg blevet god til at balancere de modpoler. Alligevel har jeg fundet stop-knappen, og den trykker jeg på 28. april. DJ skal videre mod nye sejre, og det skal jeg også," skriver hun i opslaget.

Tine Johansen har været en del af journalistforbundets formandskab i ti år. I 2015 blev hun næstformand, og da Lars Werge i 2019 trak sig som formand efter massiv kritik og manglende tillid fra forbundets hovedbestyrelse, overtog hun formandsposten.

Allerede nu har en kandidat meldt sig til at efterfølge Tine Johansen. Der er tale om Allan Boye Thulstrup, der siden 2019 har været næstformand i DJ. Det meddeler han på LinkedIn.

"Det er en beslutning, der er taget med ærefrygt og respekt for de store sko, som jeg dermed beder om medlemmernes mandat til at udfylde. Efter fire år som næstformand ved jeg, hvor stor en opgave det er at sætte den rigtige retning for vores fælles DJ - til medlemmernes tilfredshed," skriver han blandt andet.

Allan Boye Thulstrup har siddet i DJ's hovedbestyrelse siden 2011. Tidligere har han blandt andet været journalist på Herning Folkeblad og kommunikationskonsulent i Herning Kommune.

GDPR