Camilla Gregersen bliver direktør i Ungdomsbureauet
Det er godt en måned siden, at Camilla Gregersen forlod posten som forperson efter næsten et årti i spidsen for DM's 80.000 akademikere.
Det næste job ville nok ikke blive i fagbevægelsen, fortalte hun sidste år i et længere interview med A4.
Men det skulle indebære en hjertesag, man kunne kæmpe for. Dén hjertesag bliver ungdommens engagement i demokratiet.
Den 1. marts starter Camilla Gregersen nemlig som administrerende direktør i Ungdomsbureauet.
”Jeg er stærkt optaget af, at unges stemme bliver hørt, og at unge mennesker deltager i vores demokrati. Når unge oplever, at der bliver lyttet til dem, styrker vi sammenhængskraften i hele Danmark. Jeg vil arbejde for, at det er alle ungdomsgrupper, der kan komme til orde, uanset social baggrund. Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med de dygtige ansatte i Ungdomsbureaet om at styrke de unges stemme," siger hun.
Rækker ud til fagbevægelsen
Ungdomsbureauet er en erhvervsdrivende fond, der siden 2013 har haft som mission at "give unge en stemme og skabe et rum, hvor de kan udtrykke sig, deltage i debatten og få indflydelse på deres omverden".
Bureauet står bag en række projekter målrettet unge, men er i særdeleshed kendt kendt for Ungdommens Folkemøde, der hvert år trækker omkring 30.000 deltagere til Valbyparken for at bygge bro mellem samfundsengagerede unge og samfundets beslutningstagere.
Som administrerende direktør bliver Camilla Gregersen øverst placeret i en ledelsesgruppe, der også tæller vicedirektør Olivia Grant og HR- og økonomichef Astrid Wessmann.
”Vi er i Ungdomsbureauet både stolte og glade over, at vi har kunne tiltrække en profil som Camilla," lyder det fra bestyrelsens forperson Mikkel Bohm, der fremhæver den tidligere forpersons "tunge erfaring og vidt forgrenede netværk".
Camilla Gregersen valgte i sommeren 2024 ikke at genopstille som forperson i DM kølvandet på en række alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der prægede fagforeningens sekretariat.
LÆS OGSÅ: Efter stor arbejdsmiljøsag: Nu bryder afgående DM-forperson Camilla Gregersen tavsheden
Men selvom Gregersen har forladt fagpolitik, er hun tilsyneladende ikke færdig med fagbevægelsen, som hun håber på at inddrage i sit nye hverv.
"Jeg lægger særlig vægt på, at elever på erhvervsskolerne også bliver inkluderet i vores demokrati, og det håber jeg på, at vi i Ungdomsbureauet vil få et godt samarbejde både med skoler og med fagbevægelsen om," siger Camilla Gregersen til A4 Overenskomst.