Simon Tøgern: Er overenskomster en by i Rusland for DM?

DM har gennem en række fusioner de seneste år udviklet sig til at høre til blandt de 10-12 største faglige organisationer i Danmark med godt 80.000 medlemmer.

Derfor er det da også meget velvalgt, at A4 Medier den 30. december bringer et "goddag og velkommen-interview" med DM’s nye forperson, Janne Glerup. Også et velkommen og pøj-pøj herfra.

LÆS OGSÅ: Tiltrædende DM-forperson: Fagbevægelsen skal blive bedre til at spille hinanden stærkere.

Men interviewet er mest interessant ved det, som ikke bliver omtalt. Intet sted i interviewet bruger Janne ordet "overenskomst".

Det er næppe en forglemmelse, men snarere et udtryk for at akademikernes faglige organisationer over en bred front ikke beskæftiger sig med overenskomster uden for kommunalt og statsligt regi. Overenskomster på den private del af arbejdsmarkedets synes at være "en by i Rusland".

Markedsgørelsen af vilkår

På den kommunale og statslige del af arbejdsmarkedet er langt de fleste akademikere omfattet af kollektive overenskomster med alt, hvad der til hører af bestemmelser om arbejdstid, opsparing til pension, løn til far og mor under barsel, ret til at vælge tillidsrepræsentanter med mere. Alt sammen forhandlet på plads i et bredt samarbejde mellem de relevante faglige organisationer.

I mange NGO’er, a-kasser og lignende er akademikerne også tit dækket af fælles overenskomster med HK’erne, journalisterne og socialrådgiverne. Og i mange tidligere kommunale og statslige virksomheder er akademikerne "fra gammel tid" omfattet af kollektive overenskomster – ofte i form af en "tiltrædelse" til en af de store offentlige eller private funktionæroverenskomster.

På det private arbejdsmarked har akademikerne traditionelt fyldt mindre på de enkelte arbejdspladser. De relativt få, der var, har via individuelle kontrakter og måske "personalehåndbøger" været omfattet af de vigtigste af de goder, som de traditionelle LO-grupper over tid har tilkæmpet sig.

Men i takt med, at akademikerne fylder mere og mere i de private virksomheder og flere og flere steder er blevet dominerende, så svækkes denne "automatik".

I en tid med højkonjunktur og mangel på visse typer af arbejdskraft mærker den enkelte akademiker ikke meget til det. Ja, der er endda også eksempler på, at nogle virksomheder i konkurrencen om de allermest eftertragtede medarbejdere "topper op" med ekstra goder i form af firedagsuger og ekstra barsel.

For akademikerne selv kan denne "markedsgørelse" af de grundlæggende ansættelsesvilkår betyde, at goderne kan risikere at blive rullet tilbage den dag konjunkturerne vender – det kan være slemt nok.

Men for den øvrige fagbevægelse udgør den manglende overenskomstdækning af de akademisk uddannede kolleger en strategisk udfordring – ikke mindst for de faglige organisationer (som HK og TL), hvis medlemmer ofte arbejder tæt sammen med Jannes medlemmer og andre grupper af akademikere.

Svækker kollegerne

Når de akademisk uddannede kolleger og deres organisationer ikke er en del af presset på virksomhederne for at lade sig overenskomstdække, så svækkes legitimiteten og det samlede pres naturligvis, og resultatet er en vigende overenskomstdækning på dele af det private arbejdsmarked.

I IT-, medie- og kommunikationsbranchen er det eksempelvis tydeligt. Overenskomsterne er krumtappen i den danske arbejdsmarkedsmodel. De sikrer, at alle grupper kan blive omfattet af regler om lønforhandlinger, arbejdstidsbestemmelser, indbetaling til pension, ret til betalt efteruddannelse, ret til at vælge en tillidsrepræsentant og så videre.

Det bidrager alt sammen til en solidarisk lønudvikling – ja, et solidarisk arbejdsmarked.

I HK Privat kan vi i disse år også se, at lønudviklingen for de overenskomstdækkede medlemmer ligger 2-3 procent over den for de ikke-overenskomstdækkede.

Overenskomsterne er således ikke tom symbolik og et levn fra et tidligere århundrede. De er et stykke praktisk og velfungerende samfundsmæssig solidaritet. Derfor skal systemet fastholdes og udbygges.

En omlægning af prioriteringerne i den faglige indsats er altid en omstændig affære i medlemsdrevne og demokratiske foreninger. Men den danske model består ikke bare af sig selv, og goderne bliver ikke ved med at tilflyde akademikerne, hvis de ikke selv bidrager til at opretholde overenskomstssystemet.

Derfor ser jeg frem til at Janne – og flere med hende – vil række ud til den øvrige fagbevægelse for at diskutere denne strategiske udfordring, som selvfølgelig ikke kan løftes alene af en enkelt organisation.