Formand efter sin første overenskomst: Det er en sejr, der beviser tre ting
FYSIOTERAPEUTERNES FAGFORENING har eksisteret i lidt over en måned. Fem uger efter vores stiftende generalforsamling har vi landet vores første overenskomst. Det er en milepæl, der modsiger kritikken fra fremtrædende medlemmer af Danske Fysioterapeuter, som kaldte os en gul forening. Med denne overenskomst og vores medlemskab af FH gennem Serviceforbundet står det klart, at vi er en rigtig fagforening.
Vi har indgået en virksomhedsoverenskomst med Genoptræning Danmark, Aalborg, der udvider og åbner nyt Genoptræningscenter i København i 2025. Dette er første skridt mod vores mål om at dække hele området for privat praksis med rigtige overenskomster. Vi har opnået bedre vilkår, end fysioterapeuter tidligere er blevet tilbudt: højere grundløn, pension, betalt frokost, fuld pension under barsel, ret til 6. ferieuge beregnet fra første ansættelsesdag, tillidsrepræsentant og fri 1. maj.
Ud over de konkrete forbedringer i kroner og øre beviser denne overenskomst tre ting:
- Det er muligt at tegne overenskomster i privat praksis for fysioterapeuter
- Fysioterapeuternes Fagforening kan og vil skabe bedre resultater
- Som ren lønmodtagerorganisation – fri for arbejdsgiverinteresser – kan vi opnå mere
Selvom vi er en ny fagforening, arbejder vi klassisk. Det betyder, at tryghed og resultater går hånd i hånd. Vi vil sikre, at vores medlemmer får det, de har krav på. I dag er det desværre ikke tilfældet: Ifølge Danske Fysioterapeuters egen undersøgelse fra 2023 får 44 procent af de praktiserende fysioterapeuter ikke den løn eller pension, de har krav på.
Nye toner for praktiserende fysioterapeuter
De fleste fysioterapeuter, der er uddannet inden for de seneste ti år, har aldrig oplevet, hvad en rigtig fagforening kan være. Hidtil har vilkårene været dikteret af den såkaldte basiskontrakt, som bruges, når både ansatte og klinikejer er medlemmer af Danske Fysioterapeuter. Det system er skævt: Klinikejerne sidder tungt på magten i Danske Fysioterapeuter, hvor 25 procent af deltagerne på repræsentantskabsmødet var nuværende eller tidligere klinikejere.
LÆS OGSÅ: Danske Fysioterapeuter opfandt og indførte sin egen danske model. Men kritikere vil af med modellen og smide arbejdsgiverne ud
Konsekvensen er tydelig. En fysioterapeut med fire års erfaring tjener årligt over 100.000 kroner mindre brutto end en tilsvarende fysioterapeut ansat på en kommunal overenskomst. Det offentlige er blevet lønførende. Det må og skal vi rette op på.
Et løfte om at blive taget seriøst
Vi vil bringe privat og praksis tilbage på sporet. Skaden, der er sket over de seneste 10-15 år, har efterladt mange ansatte med en følelse af modløshed. Men i Fysioterapeuternes Fagforening er vi udelukkende dedikeret til at varetage de ansatte fysioterapeuters interesser – ikke arbejdsgivernes.
Vi er klar til at tage sagerne op. Danske Fysioterapeuter har gjort meget for at undgå, at klinikejerne bliver bundet af rigtige overenskomster. Derfor kan vi køre sagerne for vores medlemmer i det privatretlige system. De første sager er allerede i gang. Vores strategi er klar: Vi tager en klinik og en kæde ad gangen. Vi organiserer græsrødderne og opbygger kritisk masse.
LÆS OGSÅ: Fire chefer stopper i Danske Fysioterapeuter, mens medarbejdere flygter fra sekretariatet
Vores tilgang er gammeldags fagforeningsarbejde, og vi forventer gammeldags resultater: konkrete forbedringer for vores medlemmer. Den første overenskomst konsoliderer os som en rød fagforening, der har viljen og mulighederne for at sikre vores medlemmer ordnede forhold efter den danske model.
Vi ser frem til videre arbejde for og med de privatpraktiserende fysioterapeuter. Når vi styrker deres vilkår og løfter deres løn, så løfter vi hele faget.