Fagbevægelsen skal væk fra "one-size-fits-all"
DET HER EFTERÅR ER FYLDT med fagbevægelsens kongresser og valg, og der er én ting, der går igen for mange af os: Vi mangler medlemmer.
Mens arbejdsmarked og medarbejdere efterspørger fleksibilitet og individualisering, er fagforeningernes strukturer ofte designet til at være ensartede og kollektive – et paradoks som koster fagbevægelsen medlemmer.
Fagbevægelsen, og dermed vores danske model, står over for en eksistentiel krise. Medlemstallet falder, og solidariteten er under pres. Mange fagforbund har rekruttering og fastholdelse som centralt strategisk fokus. Vi ser et medlemsfald i de fleste fagforbund, og det er et generelt problem.
Tidligere betalte vi gerne for solidaritet og fællesskab for at sikre arbejdsmarkedet. Men regeringsindgreb i overenskomstkonflikter og afskaffelsen af store bededag har svækket tilliden til sikkerheden i fagbevægelsen. Solidariteten sættes også på prøve, når enkelte forbund vælger at stå alene og forhandle egne aftaler, fordi de tror, de kan opnå bedre resultater. Ironisk nok er det netop denne individualisering, der nu bidrager til medlemsflugten og svækker fællesskabets muskler.
Vi kalder på forandring, vi ikke selv formår skabe
Som fortalere for arbejdsmarkedets udvikling taler vi ofte om øget fleksibilitet, tværfaglighed og samarbejde. Men vores egne organisationsstrukturer har ikke fulgt med. I Dansk Socialrådgiverforening har vi analyseret, at kun fire procent af medlemmerne er aktive – deltager i arrangementer, interagerer og engagerer sig.
Det viser, at mange medlemmer ikke føler tilknytning, og det kalder på en ændring. I stedet for mere af det samme, savner jeg, at vi udvikler os og gør det bedre.
Jeg mener, det er på tide, at fagbevægelsen også tilbyder fleksibilitet i medlemskabet. For at imødekomme medlemmernes behov og tilpasse os det nye arbejdsliv og livsfaser, er det afgørende at udvikle nye tilgange, der afspejler arbejdsmarkedets forandringer.
Vi har set små tiltag ved 3F, DM og HK for særlige arbejdsgrupper, og jeg efterlyser breder tankerne bag disse tiltag ud.
Fremtidens fagbevægelse er fleksibel
Husker du, hvordan vi plejede at se tv? Vi købte en samlet pakke og så, hvad der blev sendt. Nu streamer vi alt, når vi har tid. Men hos fagforeningerne får vi stadig "én pris – én pakke".
Vores egne analyser viser, at medlemmerne ønsker synlighed, tilgængelighed og en styrket indsats for deres vilkår. Vi formår ikke at imødekomme de individuelle behov, og kontingentet er for højt. Det er på tide, at vi tør afprøve nye medlemsformer.
LÆS OGSÅ: HK indfører indkomstbetinget kontingent
Lad os forestille os en "Lego-modul"-model: En basispakke, der dækker omkostningerne ved overenskomstsikring og tillidsrepræsentantens arbejde, hvis det er relevant for området. Herfra kunne medlemmer tilføje "add-ons", der passer til deres individuelle behov: Er du nyuddannet og har brug for hjælp til at finde overblik i faget? Her er en pakke med mentor og nyuddannede netværk.
Er du erfaren socialrådgiver med behov for mere faglig fordybelse? Så får du adgang til efter- og videreuddannelseskurser. Har du brug for online tjenester, eller vil du hellere have fysisk services? Så vælger du selv og betaler et kontingent, der matcher det.
Det er en administrativ udfordring, og nogle vil måske mene, at det er usolidarisk. Men jeg mener, at ved at holde fast i de traditionelle modeller, så afholder vi nogen fra at blive medlem. Vi hører for eksempel fra medlemmer, der er i økonomiske livskriser, at de vælger os fra, fordi vi kun har ét tilbud. Burde vi ikke aspirere til at være sikkerhedsnettet for medlemmerne, hvor alle kan være med? Alternativet nu er, at man ikke er medlem – eller medlem af en gul fagforening, hvor solidariteten er helt og aldeles fraværende.
Vi skal gøre noget anderledes
Som et skridt videre bør vi undersøge muligheden for at være overenskomstmedlem i en anden fagforening, der har overenskomsten på arbejdspladsen – uden at miste sit faglige medlemskab i eget forbund.
Arbejdsmarkedet er endnu mere fleksibelt nu, og man er ikke nødvendigvis ansat et sted, hvor der er en overenskomst, og hvor det er dét forbund, der har overenskomsten, man selv er medlem af. Det vil sige, at du potentielt skal betale dobbelt kontingent. En udgift, vores løn ikke matcher.
Vi kan ikke forandre os alene.
I fremtiden skal vi arbejde meget tættere, hvis vi skal lykkes om de fælles agendaer: Et bedre og styrket arbejdsmarked med ordentlig løn og vilkår, hvor vi kan løse kerneopgaverne tættest på de mennesker, vi gerne vil gøre en forskel for.
Derfor vil jeg opfordre til, at vi skaber større tværfagligt samarbejde og prøver at eksperimentere med flere fleksible medlemsformer.
