Den nye sundhedsreform møder både ros og bekymring fra fagbevægelsen
Den nye sundhedsreform har fået pæne ord med på vejen fra en række fagforeninger.
"Reformen får en thumbs-up fra mig," har FOA-formand Mona Striib sagt, mens Dansk Sygeplejeråd mener, at "det tegner godt".
Med reformen bliver blandt andet to regioner sammenlagt, psykiatrien ligestilles med det øvrige sundhedsvæsen, der skal flere praktiserende læger ud i hele landet, og det samlede sundhedsvæsen får en milliardindsprøjtning.
Der ligger da også lange og krævende forhandlinger forud for så omfangsrig en reform med så bred en samling af partier bag sig, pointerer faglig kommentator Gitte Redder i denne uges afsnit af 'Fagbevægelsen Uden Filter'.
"Sophie Løhde (indenrigs- og sundhedsminister, red.) kalder det en stor dag, men jeg ville nok have sagt, at det var en megastor dag," siger Gitte Redder.
Men alle problemer er ikke løst med den nye sundhedsreform.
Rekkruteringskrisen fortsætter, og reformen skaber også en række nye udfordringer for flere grupper i sundhedspersonalet. Og selv om reformen er på plads, vil flere fagforeninger derfor kæmpe for at få mest mulig indflydelse på, hvordan den bliver implementeret.
Blandt andet er både Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd bekymrede for, at oprettelsen af en ny sammenlagt region og regeringens store fokus på geografisk ligestilling i sundhedsvæsenet kan betyde, at læger og sygeplejersker bliver tvunget til at pendle på tværs af landet.
"Spørgsmålet bliver, hvordan man gør det. Vrider man armen om på nogen? Er det pisk eller gulerod? Camilla Ratcke (formand for Lægeforeningen, red) er meget ked af denne her retorik om, hvordan man kan flytte læger rundt," siger Gitte Redder.
Samtidig indbefatter reformen nogle nedskæringer på mere administrative funktioner, og det frygter man konsekvenserne af hos HK Kommunal, hvor mange af de stillinger er organiseret.
"Formanden for HK Kommunal Lene Roed kæmper en brav kamp, for at politikerne får øje på værdien af lægesekretærerne og de sundhedsadministrative medarbejdere. Og hun har jo ret i, at hvis man skærer kraftigt i deres funktioner - hvordan skal reformen så komme op at køre smidigt og effektivt?" siger Gitte Redder.
Hør mere om fagbevægelsen reaktion på den nye reform i Fagbevægelsen Uden Filter.