Kim Graugaard stopper i Dansk Industri
Når overenskomstforhandlingerne i 2025 er veloverstået, går viceadministrerende direktør i Dansk Industri Kim Graugaard på pension.
Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.
Kim Graugaard, der er 62 år, har arbejdet i Dansk Industri (DI) i mere end 30 år. Han har forhandlet otte overenskomster, og da A4 tidligere i starten af året udgav en liste over den danske models mest magtfulde personer, var Kim Graugaard at finde på en syvendeplads.
"Det er den størst tænkelige fornøjelse og ære at dedikere mit arbejdsliv til at rådgive DI’s medlemsvirksomheder og styrke den enestående danske model i samarbejde med de mest dedikerede kolleger og samarbejdspartnere," lyder det fra den afgående vicedirektør i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: Departementschef skifter Beskæftigelsesministeriet ud med DI
Administrerende direktør i DI Lars Sandahl Sørensen kalder Kim Graugaard "indbegrebet af den danske model".
I stillingen som viceadministrerende direktør har Kim Graugaard blandt andet haft ansvaret for overenskomster, løn- og arbejdsmarkedspolitik samt erhvervsuddannelser. Derudover sidder Kim Graugaard i bestyrelsen hos både Industriens Pension og PFA.
Som ny videadministrerende direktør indsætter Dansk Industri nuværende departementchef i Beskæftigelsesministeriet Søren Kryhlmand, der allerede 1. november skal begynde overleveringen fra Kim Graugaard, før næste års overenskomstforhandlinger for alvor begynder.