Mød magtpanelet: Sådan har vi lavet den danske models magtliste
Hvem er de mest magtfulde personer i den danske model?
Det kan A4 Medier for andet år i træk løfte sløret for i den danske models magtliste 2024 - en årligt tilbagevendende liste, der viser, hvilke aktører der har allermest indflydelse på indretningen og organiseringen af det danske arbejdsmarked.
SE LISTEN: Den danske models magtliste 2024
Forneden kan du læse, hvordan aktørene er blevet udvalgt, bedømt og i sidste ende rangeret på en top 100-liste.
Panelet
A4 Medier har nedsat et ekspertpanel, som hver især og hver for sig har stået for bedømmelsen af i alt 315 personer. Paneldeltagerne har ikke bedømt sig selv eller personer, hvor de har følt sig inhabile.
Aktørerne
Aktørerne er blevet udvalgt af redaktionen på A4 Medier og er alene A4 Mediers ansvar.
Listen består af aktører, som fortsat havde formelle stillinger inden for den danske model, da undersøgelsen blev sat i gang, og panelet er blevet bedt om at bedømme aktørerne efter den stilling, de beklædte ved undersøgelsens begyndelse.
Undersøgelsen blev gennemført ad to omgange: den første fra 21. oktober 2024 til 11. november 2024. Den anden fra 18. november 2024 til 25. november 2024. Anden omgang var en opsamling af de aktører, som, panelet mente, var blevet overset i første omgang.
Listen er for 2024, og paneldeltagerne er blevet bedt om at lave bedømmelserne med blik for kalenderåret 2024.
Den danske model
Den danske model dækker i undersøgelsen over det danske arbejdsmarkeds organisering i bredeste forstand.
Der er altså ikke alene tale om arbejdsmarkedets parter og regeringen, men også aktører i og uden for organisationer - såvel private som offentlige - der i større eller mindre grad kan påvirke indretningen af og pengestrømmene i det danske arbejdsmarked.
Panelet er derfor eksempelvis blevet bedt om at vurdere alle parametre inden for rammen af den danske model. Manglende resultater eller lav troværdighed eller vice versa i andre arenaer har paneldeltagerne efter bedste evne skullet se bort fra.
Parametrene
Aktørerne er blevet vurderet på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er højest, og 1 er lavest. De er blevet vurderet på følgende fem parametre:
1. Formel position
I hvor høj grad giver personens stilling mulighed for at få indflydelse på den danske model?
2. Intern styrke
I hvor høj grad formår personen at bruge sin formelle position til at påvirke arbejdet i den danske model?
3. Resultater
I hvor høj grad har personen formået at skabe resultater?
4. Offentlig gennemslagskraft
I hvor høj grad formår personen at sætte offentlige dagsordener?
5. Troværdighed
I hvor høj grad har personen troværdighed og respekt inden for sit fagområde?