Nils Falk Bjerregaard ny direktør for Lægemiddelstyrelsen

nils_stort-fotor-20241007114913
Nils Falk Bjerregaard glæder sig blandt andet til samarbejdet med samarbejdspartnere fra både ind- og udland. Foto: Regionshospitalet Horsens
Lægemiddelstyrelsen får ny direktør i form af den lægefaglige direktør på Regionshospitalet Horsens.

Fra 1. november hedder direktøren for Lægemiddelstyrelsen Nils Falk Bjerregaard. 

Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse. 

49-årige Nils Falk Bjerregaard kommer fra en stilling som lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens, hvor han har været siden 2018. 

"Nils Falk Bjerregaard har lang erfaring fra sundhedsvæsenet og vil med sine stærke kompetencer kunne bidrage til at styrke styrelsens vigtige arbejde, som er helt afgørende for, at vi i Danmark har effektive og sikre lægemidler. Som direktør for Lægemiddelstyrelsen skal Bjerregaard også arbejde tæt sammen med den danske life science branche om f.eks. klinisk forskning og bedre brug af data og ny teknologi," siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i pressemeddelelsen.

Nils Falk Bjerregaard glæder sig blandt andet til samarbejdet med samarbejdspartnere fra både ind- og udland. 

"Lægemiddelstyrelsen udgør en hjørnesten i den brede og vigtige opbakning og tillid, der er til det danske sundhedsvæsen både politisk og i befolkningen. Samtidig spiller styrelsen en afgørende rolle i realiseringen af de politiske ambitioner på lægemiddel- og medico-området," siger den nye direktør.

GDPR