Efter at have læst den københavnske borgmesters kritik sad jeg tilbage med følelsen af stort set at være uenig i alt
EFTER AT HAVE LÆST Sisse Marie Wellings kritik af Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger sad jeg tilbage med følelsen af stort set at være uenig i alt, hvad den københavnske sundheds- og omsorgsborgmester bringer til torvs i interviewet med A4 Sundhed.
Det fremstår, som om hun og KL mener, at Jesper Fisker og Sundhedsstrukkommissionen har foreslået at bygge flere supersygehuse, fjerne nære plejehjem og undergrave den borgernære forebyggelse. Dette billede er efter min opfattelse misvisende for ikke at sige grænsende til manipulatorisk.
Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger handler ikke om at centralisere al behandling på gigantiske hospitaler langt fra borgernes hverdag eller om at nedbryde det kommunale selvstyre.
Tværtimod handler anbefalingerne om at finde en måde at organisere sundhedsvæsenet på, så det bedre kan imødekomme borgernes behov, og ikke mindst handler anbefalingerne om at sikre, at ingen bliver tabt mellem to systemer, der alt for ofte trækker i hver sin retning.
I DAG OPLEVER VI som patientforening desværre ofte, at alvorligt syge borgere bliver kastebolde mellem kommunale og regionale instanser. Det gælder især, når der er den mindste uenighed om, hvem der har ansvaret – og ikke mindst pengene – til at tage hånd om den enkelte.
For den lille kommune kan det være svært at levere den samme kvalitet og bredde af sundhedsydelser som for den større kommune
Frej Elbæk Schjeldal, politisk chef Scleroseforeningen
Det er her, Sundhedsstrukturkommissionens forslag om et samlet ansvar kommer ind i billedet. Ved at skabe et økonomisk og ansvarsmæssigt kædeansvar, der følger borgeren, vil man kunne sikre, at den nødvendige behandling og pleje altid er til rådighed, uanset om det er kommunen eller regionen, der står som ansvarlig for indsatsen.
Dette er ikke et angreb på hverken kommuner eller regioner, men et reelt bud på, hvordan man ved at skabe en større opgavesamling kan undgå det ressourcemæssige spild og faglige dobbeltarbejde, der alt for ofte pågår i dag.
For det handler grundlæggende om at nedbryde de opbyggede siloer, som i dag hindrer effektiv behandling og øger uligheden i sundhed. Tag eksempelvis de specialiserede behandlings- og rehabiliteringsindsatser, som finder sted i regionalt regi, og hvor behandlingseffekten alt for ofte får lov at løbe ud i sandet ude i kommunerne, når borgerne vender tilbage til hverdagen.
LÆS OGSÅ: “De har bare ikke mulighederne”: Regionernes formand vil overtage forebyggelsesopgaver fra kommuner
Hvorfor? Fordi den nuværende sundhedsstruktur tilskynder til en økonomisk og organisatorisk adskillelse, hvor den enkelte kommune ikke nødvendigvis høster de økonomiske gevinster ved at implementere de løsninger, der fra et rent sundhedsfagligt synspunkt ville være til patientens bedste.
Dette fører beskæmmende ofte til, at borgere – det gælder ikke mindst borgere med komplekse behov – falder ned mellem stolene og ikke får den nødvendige behandling, fordi de forskellige instanser ikke arbejder sammen.
Det kan ingen være tjent med – heller ikke kommunerne.
VI MÅ ANTAGE, at den kommende sundhedsreform selvfølgelig ikke handler om, hvem der har magten og budgettet, men om de borgere reformen har til mål at hjælpe.
I det lys burde kommunerne tage imod mange af kommissionens anbefalinger med kyshånd og se det som deres fornemmeste pligt at være med til at sikre, at kommunerne i fremtiden indgår i et mere integreret sundhedsvæsen, hvor ansvar og ressourcer følger borgerne og ikke formøbles på tovtrækkerier mellem kassetænkende sektorer.
I stedet for at være låst i en rigid økonomisk ramme, hvor midlerne skal findes inden for et afgrænset kommunalt budget, hvor sundhed skal konkurrere med diverse andre kommunale udgiftsposter som udbedring af kloaker og udskiftning af loftet i den lokale håndboldhal, vil de enkelte kommuner med kommissionens forslag i langt højere grad få borgere, der oplever, at de får den rette hjælp og behandling, uanset om de bor i en stor eller lille kommune eller har en ”stor” eller ”lille” sygdom.
For vi ved alle, at der er stor forskel på, hvor mange ressourcer kommunerne har til rådighed, og for den lille kommune kan det være svært at levere den samme kvalitet og bredde af sundhedsydelser som for den større kommune.
DET ER HER, AT et mere centralt koordineret system strukturelt kan hjælpe med at udligne disse forskelle og sikre en mere retfærdig fordeling af sundhedsressourcerne på tværs af landet.
Borgerne interesserer sig ikke for, om det er en kommune eller en region, der står for deres behandling. De ønsker blot en sammenhængende og effektiv behandling, der tager hånd om deres behov.
Når man som patient skal navigere mellem forskellige instanser, kan det være svært at forstå, hvorfor den ene myndighed siger én ting, mens den anden siger noget andet. Dette skaber frustration og usikkerhed – og i værste fald kan det føre til, at borgeren ikke får den rette hjælp i tide.
Tilmeld dig A4 Sundheds gratis nyhedsbrev
Med Sundhedsstrukturkommissionens forslag har vi i Danmark en unik mulighed for at skabe et sundhedsvæsen, der er mere transparent, sammenhængende og effektivt for borgerne.
Det handler ikke om at centralisere for centraliseringens skyld, men om at skabe et system, hvor ingen borgere bliver tabt mellem to stole. Det er til alles bedste, også til kommunernes.
