Danske Fysioterapeuter: Motion, træning og bevægelse er overladt til den enkelte. Det er en tragedie

SIDEN 2008 HAR myndighederne reklameret for de såkaldte KRAM-faktorer, der dækker over kost, rygning, alkohol og motion. Politikerne har ivrigt diskuteret afgifter på tobak og aldersgrænser for alkohol, mens K’et – kost - lige nu ser ud til politisk at være skudt til hjørne, måske fordi Novo Nordisk har succes med Wegovy.

M’et – motionen – er der til gengæld ingen, der sådan rigtig er løbet med. Motion, træning og bevægelse er med andre ord overladt til den enkelte.

Det er en tragedie. For netop systematisk træningsterapi, har vi i dag evidens for, er den bedste ’pille’ mod en lang række sygdomme. Faktisk ved vi, at individuelt tilrettet træningsforløb kan forebygge 35 navngivne sygdomme fra at udvikle sig eller forhindre forværring af visse sygdomme.

Det er tragedie for den enkelte, fordi sygdom overskygger alt andet i livet, bidrager til funktionsnedsættelser og skaber bekymringer: Hvad er det for et liv – og hvilken trivsel – man kan se frem til, efter sygdommen er kureret, eller med sygdommen som livsledsager? Kan man holde til at arbejde? Hvordan påvirker sygdom ens livsstil og økonomi?

Det er også en tragedie for arbejdsmarkedet, som i disse år råber på arbejdskraft, der vel at mærke kan holde til at arbejde endnu længere end tidligere generationer, så vi kan sikre fortsat velstand.

Og det er en tragedie for sundhedsvæsenet. 

LÆS OGSÅ: Analyse: Håbet var et paradigmeskifte mod en styrket forebyggelse. Men SVM’s nye tiltag er så småt, at flere kalder det "grinagtigt"

Hvert år bruger vi knap 60 milliarder kroner alene på at behandle mennesker med muskel- og skeletlidelser. Og for to ud af tre af alle de mennesker, som forlader arbejdsmarkedet før pensionsalderen, skyldes det muskelskeletlidelser.

Det drejer sig blandt andet om mennesker med gigt – herunder slidgigt/artrose, som, der er solid evidens for, kan holdes fra døren med individuelt tilrettelagte træningsforløb suppleret med uddannelse baseret på viden om ens sygdom og håndtering heraf.

Med regelmæssige, individuelt tilrettelagte træningsforløb kunne mange undgå hospitalsindlæggelse, og man kunne forhindre, at så mange mennesker må forlade arbejdsmarkedet før tid.

Det ville til gengæld gavne den enkelte at slippe for operative indgreb, med alt hvad det indebærer, og det ville være en samfundsmæssig gevinst. For det siger sig selv, at vederlagsfri træning og behandling hos en fysioterapeut ikke kommer i nærheden af at koste, hvad operationer med dertilhørende opfølgning koster samfundet og den enkelte.

LÆS OGSÅ: Bente Klarlund: "Vi burde have et massivt fokus på forebyggelse, men det har vi ikke. Det er pinligt”

Og det er her, vi skal hen: Vi skal sætte bevægelse i ”M’et” i sundhedsvæsenets tilgang til sygdom. Af hensyn til den enkeltes livskvalitet, og af hensyn til samfundet handler det om hele menneskets livssituation – ikke kun røg, alkohol, kost og motion.

I det perspektiv er medmenneskelighed, respekt og kompetenceløft for den enkelte helt centrale elementer i succesfuld forebyggelse: Hvordan skal fru Jensen motiveres til rent faktisk at bevæge sig, når det gør ondt, hvis hun kan gå til lægen og få en pille eller blive sendt videre til en specialist, der kan indstille hende til operation?

Men det er stadig ikke nogen politisk vindersag at tale om mere bevægelse. I hvert fald fornemmer man tydeligt berøringsangsten i regeringens nye sundhedsreform, der indeholder et forslag til en folkesundhedslov, som skal lægge grunden til forebyggelsesindsatser i kommunerne.

For der tales om, at kommunerne skal ”skabe rammerne” – fx i form af byrum og legepladser og at civilsamfund, boligforeninger og virksomheder skal involveres i at sørge for at fylde disse rum med mennesker, der bevæger sig.

Her savner vi i Danske Fysioterapeuter mod og handlekraft fra politisk hold. Hvis regeringen gerne vil tage føringen nationalt, så bør folkesundhedsloven stå med klare mål og krav til, hvem og hvad der skal gøres for at skabe bevægelse i forebyggelsesarbejdet.

VI VIL GERNE BIDRAGE til at gøre mere bevægelse i forebyggelsens navn til en politisk vindersag.

Landet over samarbejder private klinikker og kommunale genoptræningscentre allerede mange steder med civilsamfundet om at skabe gode miljøer omkring træning og bevægelse. Mange rum findes faktisk allerede, og det er derfor langt vigtigere at fokusere på, hvilke incitamenter der er politisk villighed til at finansiere, for at mennesker med behov - men manglende motivation og økonomi - rent faktisk kommer ud at bevæge sig.

Forebyggelse som politisk indsats er jo et middel til at løse en af de helt store udfordringer nu og i fremtiden: Hospitalsudgifter, der løber løbsk som følge af, at befolkningen får flere og flere kroniske sygdomme. Derfor må der også følge klare politiske initiativer med, ellers løser vi ikke udfordringen.

LÆS OGSÅ: Organisationer frygter, at regeringens nye folkesundhedslov blot er en paragrafjustering

I Danske Fysioterapeuter opfordrer vi regeringen til at overveje fradrag for træningsabonnementer og foreningsliv, og en gratis fritidsaktivitet til børn og unge.

Det bør også gøres gratis for alle borgere at gå til fysioterapi, ligesom det jo ikke koster den enkelte penge at gå til læge. Og så skal borgerne kunne gå direkte til en fysioterapeut. Vi har diagnosticerings- og behandlingskompetencerne til en lang række sygdomme, der hverken kræver piller eller operation.

Hvis forebyggelse skal indgå som led i en samlet sundhedsreform, er regeringen nødt til at sikre målet igennem målrettede indsatser. Forebyggende sundhedstilbud bør ikke være civilsamfundets ansvar men en opgave for de sundhedsprofessionelle. Her kan fysioterapeuterne spille en vigtig rolle.