KP: Etabler et fælles EPX-pædagogikum

Jakob_Harder_dekan_Det_Laererfaglige_Fakultet_paa_KP_og_formand_for_CEVEU_og_Camilla_Hutters_leder_af_Nationalt_Center_for_Erhvervspaedagogik_paa_KP_Pressefoto_Koebenhavns_Professionhoejskole
Foto: Københavns Professionshøjskole
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

AMBITIONERNE FOR DEN NYE ungdomsuddannelse EPX er høje. Lige nu diskuteres mest struktur og ejerskab, der skal bringe EPX godt fra start. Men det er indhold, pædagogik og kultur, der kommer til at afgøre, om EPX med tiden vil gå sin sejrsgang i ungdomsuddannelsessystemet eller sygne hen som en niche. Derfor skal der allerede ved fødslen af den nye ungdomsuddannelse skabes ambitiøse rammer for indhold, pædagogik og kultur.

Mens politikere og uddannelsesaktører kan gå meget op i struktur, adgangskrav og styring, så er det ikke os, men de unge, der afgør, om EPX bliver en succes. Afgørende er, at de unge møder en faglighed og pædagogik, der afspejler det, som uddannelsen lover; erhvervs- og professionsrettet undervisning i et stærkt ungdomsmiljø.

LÆS OGSÅ: Tesfaye: EPX-elever koster mere end elever på uddannelser, EPX'en skal erstatte

Det er imidlertid ikke ligetil. Hvis EPX skal udmærke sig som en attraktiv ungdomsuddannelse, skal det faglige indhold afspejle de praksisrettede løfter. Og det samme skal den måde, som undervisningen tilrettelægges og gennemføres på – det vil sige didaktik og pædagogik. Fagene skal ikke blot kopiere de fag, som de unge allerede kender fra folkeskole eller fra kammerater i gymnasiet.

HER ER DER GOD INSPIRATION at hente fra blandt andet arbejdet med helhedsorienteret undervisning på erhvervsuddannelserne, hvor eleverne gennem projektarbejde og værkstedsundervisning kobler arbejdet med teori med konkrete produkter og problemer. Tilsvarende kan erfaringerne fra HF med fagpakker bruges målrettet fagområder og professioner som for eksempel handel eller pædagogiske uddannelser. Og endelig mestrer gymnasieskolen i sin helhed den almene dannelse, der er så relevant for at tage det professionsansvar, der ligger i for eksempel lærer-, pædagog- og sundhedsuddannelserne.

De klassiske fag som matematik eller psykologi kan få et mere praksisrettet indhold – eller omformes til nye, mere praksisrettede fag. Fagene behøver ikke defineres i detaljer af politikerne. Her kan man med fordel skele til den igangværende fagfornyelse på folkeskoleområdet, hvor en politisk ramme for fagenes formål omsættes af fagfolk til nye fag, prøveformer med videre.

LÆS OGSÅ: Forskere giver 10 bud på mere meningsfulde lærer- og pædagoguddannelser: Rektor hæfter sig særligt ved ét

Ikke blot fagenes indhold, men også pædagogikken må afspejle, hvad EPX’en stiller de unge i udsigt. Hvis de politiske intentioner ikke blot skal blive til blålys for eleverne, så må og skal lærerne klædes på til opgaven med en mere praksisrettet undervisning. Der er desværre eksempler både fra EUX og FGU på problemerne ved ikke at prioritere fælles lærerkompetencer højt nok. Derfor skal der udvikles en decideret EPX-didaktik, og alle lærere, der skal undervise på uddannelsen, skal rustes til opgaven. Det er helt afgørende, hvis reformen skal lykkes.

Det er derfor særdeles positivt, at regeringen i sit udspil har signaleret, at man påtænker at lægge en massiv investering i udviklingen af EPX-uddannelsen – både i forhold til lærerkompetencer, fysiske faciliteter og pædagogisk udvikling. Hvis investeringen skal bære frugt, er det imidlertid afgørende, at der skabes en national ramme om lærernes kompetenceudvikling.

Der er gode erfaringer at trække på her. For eksempel har vi i Nationalt Center for Erhvervspædagogik på Københavns Professionshøjskole mange års erfaring med at uddanne erhvervsskolelærere i diplomuddannelsen i erhvervspædagogik. Samtidig er der gode erfaringer fra gymnasieverdenen med, at lærere skal gennemføre et pædagogikum for at kunne undervise.

LØSNINGEN LIGGER LIGE FOR; etabler et fælles EPX-pædagogikum, der giver lærerne på EPX en fælles forståelse og erfaring med praksisrettet undervisning. Et fælles pædagogikum kan sikre at lærerne – der kommer fra forskellige uddannelsestraditioner – får et en fælles didaktik og fælles grundlag at samarbejde ud fra. Kompetenceudviklingen skal desuden tilrettelægges, sådan at den kobles tæt til lærernes daglige undervisningspraksis og derved udstyrer lærerne med gode didaktiske kompetencer og værktøjer.

LÆS OGSÅ: Tesfaye om EPX: "Det vil være et blandet lærerværelse"

God arbejdslyst til politikerne, der sidder med reformarbejdet. På professionshøjskolerne er vi eksperter i både praksisrettet uddannelse sammen med aftagerne og efteruddannelse af erhvervsskolelærere. Vi byder derfor gerne ind med løsninger, afprøvning og viden.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR