Efter knap 17 år vil økonomichef være sosu-elev

Økonomi- og administrationschef, planlægningschef, personalechef og vicekommunaldirektør.
De mange ledertitler har Thomas Harfot haft siden 2006 hos Stenlille Kommune, Sorø Kommune, Argo og senest Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehus, hvor han var økonomi- og planlægningschef.
Men nu laver han et gevaldigt brancheskift. Han har netop opsagt sin chefstilling for at blive voksenelev på social- og sundhedsområdet. Indtil han bliver optaget, ønsker han at blive vikar inden for pleje og omsorg, skriver han i et opslag på LinkedIn.
"Jeg har været tæt på sundhedsområdet, men ikke helt tæt på patienter, beboere, brugere og pårørende. Der, hvor kerneopgaven udføres. Jeg har nu cirka ti år tilbage, inden jeg formentlig vælger pension. De ti år vil jeg gerne bruge tættere på kerneopgaven," skriver han i opslaget.