A4’s løfte: Vi vil bringe erhvervsskolerne ind i valgkampen
Erhvervsskolerne er blevet glemt i valgkampen. Igen.
I suppedasen af mink, spioner og regeringskonstellationer drukner meget af den vigtigste politiske substans.
Siden valget blev udskrevet, har vi stort set ikke hørt et pip om erhvervsuddannelserne (EUD). Medierne virker ligeglade, og der står ikke EUD på ret mange af de rundhåndede checks, der skrives ud i valgkampen.
Det er en skandale for vores debat, hvis vi mister fokus på det vigtige.
Erhvervsskolerne er et vigtigt tema, fordi det ikke blot handler om eleverne, eller de mange, der skal gå der i fremtiden. Det handler om hele Danmark.
Bedre erhvervsskoler handler også om at redde planeten.
Klimaloven har ikke en jordisk chance for at nå sin ambitiøse målsætning om 70 procents reduktion i 2030, hvis vi ikke får flere og dygtigere smede, blikkenslagere og andre faglærte til at gennemføre den grønne omstilling. Det er ikke seriøst at kalde sig grøn, hvis man glemmer erhvervsskolerne.
Mere end bare klima
Bedre erhvervsskoler handler også om at redde velfærdssamfundet.
Det er en forudsætning for regeringens plan om Danmarks økonomiske holdbarhed, at fuldførelsesprocenten hæves markant, så arbejdsudbuddet på den konto stiger med 20.000. Der er mildt sagt lang vej igen, og ingen synes at have mange konkrete idéer til at mindske det katastrofale frafald på uddannelserne.
Vores journalistik starter med spørgsmålet, hvad er vigtigt for lønmodtagerne? Og ikke ret mange ting er vigtigere for lønmodtagerens fremtid end bedre erhvervsskoler.
Derfor sætter vi i A4 Aktuelt fokus på erhvervsuddannelserne - hver dag frem mod valget.
I dag kan du dykke ned i et stort datasæt, der illustrerer udfordringerne. Du kan læse et interview med den ansvarlige minister på området de forgangne tre år, og du kan få valgforskernes bud på, hvorfor erhvervsskolerne ikke fylder mere i valgkampen.
De kommende dage kan du forvente, at vi spørger, hvorfor den dagsorden ikke fylder mere hos politikerne.
Og vi vil kræve svar fra politiske nøglespillere i den kommende valgperiode: Hvordan vil I sikre erhvervsskolerne, så vi kan sikre klimaet og velfærdssamfundet?
Vi håber, at du vil læse med.
Med venlig hilsen
Kristian Madsen
Chefredaktør