Amerikansk skæbnevalg kan få betydning for den danske model

20241031-082145-L-1920x1271web
Tirsdag skal amerikanerne vælge mellem den fagforeningspositive Kamala Harris og den noget mere skeptiske Donald Trump. Valget kan også få betydning for den danske model herhjemme. Hør hvorfor i 'Fagbevægelsen Uden Filter'. Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix
PODCAST: Amerikanerne skal vælge mellem en præsidentkandidat, der har allieret sig med fagbevægelsens værste mareridt, Elon Musk, eller en, der hylder dem for at have opfundet weekenden. Men valget kan også få betydning for den danske model, vurderer chefredaktør Kristian Madsen i 'Fagbevægelsen Uden Filter'.

Med få dage til det amerikanske valg er det endnu ikke til at spå om, hvem der løber med sejren, og meningsmålingerne ligger fortsat meget tæt.

Men en af de faktorer, der kan ende med at rykke ved decimalerne, er, hvem de amerikanske fagforeninger bakker op om.

"I nogle af de her svingstater, hvor man taler om, at valget kan blive afgjort af nogle tusinde stemmer, der kan det godt betyde noget," siger chefredaktør på A4 Medier og tidligere USA-korrespondent Kristian Madsen i denne uges udgave af 'Fagbevægelsen Uden Filter'.  

På den ene side står republikanernes Donald Trump, som historisk set har haft et dårligt forhold til fagbevægelsen, og som nu har allieret sig med Tesla-milliardæren Elon Musk, der er udtalt modstander af fagforeninger.

"Og Musk er en superstjerne - også i nogle af de vigtige delstater," siger Kristian Madsen.

På den anden side står Kamala Harris fra Demokraterne. Hun er omvendt fagforeningspositiv og har tilmed valgt sig en vicepræsidentkandidat, Tim Waltz, der har været fagligt aktiv.

Traditionelt set har flere af de store fagforeninger da også støttet Demokraterne, forklarer Kristian Madsen. Det er også tilfældet i år, men der er alligevel sprækker i det gode forhold, siger han.

Eksempelvis har den amerikanske fagforening Teamsters erklæret sig neutrale i valgkampen, og Teamsters formand har i år holdt tale ved republikanernes kongres. 

"Det var lidt samme type øjeblik, som da Metal holdt tale på Venstres landsmøde," siger Kristian Madsen i Fagbevægelsen Uden Filter.

Tråde til den danske model

Herhjemme kan valget af en ny amerikansk præsident også få betydning for både fagbevægelsen og ikke mindst arbejdsgiverorganisationerne.

Her frygter man blandt andet, hvad valget af Trump kan betyde for samhandel, eksport, grøn omstilling og generel stabilitet. 

Og det med god grund, mener faglig kommentator Gitte Redder:

"Det betyder noget, og det er noget, man holder skarpt øje med i arbejdsgiverorganisationerne," siger hun. 

Den opfattelse deler Kristian Madsen. 

"Men jeg tror faktisk, det stikker endnu dybere. Det man risikerer med Donald Trump denne her gang er en sætten spørgsmålstegn ved den amerikanske retsstat. Og kan vi lave et grønt eksportfremstød, hvis han (Trump, red.) sætter Joe Biden i fængsel samme uge?"

Hør mere om, hvad det amerikanske valg betyder for arbejdsgiverorganisationerne, og om hvorfor valget af Trump også kan svække de danske fagforeninger, i denne uges afsnit af Fagbevægelsen Uden Filter. 

GDPR