FOA: Løkke tager fejl i debat om fremtidens velfærdssamfund
DENNE SOMMER har flere fremtrædende repræsentanter for de tre regeringspartier luftet ideen om, at danskerne skal til at spare op til pleje i alderdommen. Hvordan og hvorfor, svæver i det uvisse. Mest vidtgående er Lars Løkke og Moderaterne, som begrunder øvelsen med, at vi ikke har råd til velfærdsstaten, som vi kender den. Det er ikke sandt. Danmark har aldrig været rigere.
Finansministeriets seneste konvergensprogram viser, at vi samlet set i perioden til og med 2100 er økonomisk overholdbare - dvs. at statens indtægter er markant større, end vi forventer, at det vil koste, ikke bare at fastholde det nuværende velfærdsniveau, men at udbygge det med den forventede velstandsstigning. Dvs. ikke bare bruge samme antal kroner pr. borger i fremtiden, men samme antal kroner plus den vækst vi kommer til at opleve.
VI HAR ALTSÅ EN BUNDSOLID ØKONOMI, også på langt sigt. Det til trods for, at det enorme overskud i disse år ikke fortsætter, og at vi efter 2030 i en kort periode kommer under holdbarhedskravene målt alene på det offentlige underskud. Men på intet tidspunkt får Danmark problemer med den samlede offentlige bruttogæld, der i hele perioden ligger langt under EU's konvergenskrav. Og ser vi endnu længere frem mod 2100, er de offentlige finanser igen ”overholdbare”. Det er altså det faktuelle udgangspunkt. Og det ved Løkke godt.
Ifølge Finansministeriet, har man tilført ca. 21 mia. kr. mere i den offentlige sektor i perioden 2010 til 2023. Og det har ikke været nok til at tage højde for de stigende udgifter på baggrund af befolkningsudviklingen. Det havde krævet ca. 35 mia. kr. Så der er altså færre penge pr. borger i dag end i 2010. Ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriets officielle opgørelser er serviceudgifterne i kommunerne faldet med 8,6 procent pr. borger i perioden. Danskerne er bekymrede for servicen i det offentlige. En analyse fra Epinion i sidste måned viser, at hele 88 procent af befolkningen er bekymrede for, om servicen i fremtidens ældrepleje er dækkende. Det er en tillidskrise af dimensioner i et samfund,, hvor vi betaler skat med en klar forventning om, at samfundet træder til, når vi har behovet.
SIDEN METTE FREDERIKSENS første regering har man givet kommuner og regioner flere penge, for at undgå at det stigende befolkningstal udhuler velfærden. Men puljerne er slet ikke store nok til at fastholde serviceniveauet. Selvom vi ”demografikorrigerer”, som det hedder, vil vi ikke have råd til at have lige så mange medarbejdere pr. borger i ældreplejen frem mod 2030, som vi har i dag. Hvis vi skal fastholde forholdet, frem mod 2030, er der behov for at rekruttere 15.000 medarbejdere. Med den nuværende demografikorrektion, får vi kun råd til 9.000 ekstra.
Faktisk vil der samlet set være færre offentligt ansatte i 2030, hvis vi kun demografiregulerer. Derfor skal vi bruge noget af det økonomiske råderum frem til 2030 til at investere i velfærden, og gå fra at demografikorrigere til at korrigere for den samlede samfundsvækst.
Hvis vi forestiller os, at vi havde velstandskorrigeret i perioden siden 2010, ville vi have haft 50 mia. kr. mere ude i velfærdsøkonomien, end vi har i dag – 50 mia. kr. mere til flere medarbejdere i plejen, i daginstitutionerne, osv.
HVAD VIL FOA SÅ? Ja, vi vil have et velfærdssamfund, der hænger sammen. Et samfund der udjævner ulighed frem for at fremme den. Og det kræver, at vi lytter til befolkningen, og prioriterer velfærden frem for at give nye skattelettelser. Men lad os diskutere sagligt og på baggrund af fakta. Konsekvenserne af det modsatte ses i England og USA, og det er der ingen, der ønsker i Danmark.
