Kuldsejlet IT-projekt har kostet sygemeldinger på skoler og kan sende millionregning til fremtidens lærere og pædagoger

20181116-092404-A-1920x1280we
Arkivfoto. Esas skulle være færdigt og taget i brug på 22 uddannelsesinstitutioner i 2021. Men grundet forsinkelser og fejl er det i dag kun udrullet på otte. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Et offentligt betalt trivselsforløb på 200.000 kroner til udviklerne. Stresssygemeldinger og opsigelser på skoler. Og frygt for en millionstor ekstraregning, der vil ramme de studerende. Esas er det seneste i rækken af fejlfyldte offentlige IT-systemer. Uddannelses- og Forskningsminister kalder problemerne "meget beklagelige".

Et nyt og smart IT-system skulle have lettet hverdagen for hundredvis af medarbejdere på professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner.

Men i stedet er systemet - kaldet Esas - endt som endnu en forkortelse på listen over kuldsejlede offentlige IT-projekter.

Som A4 Uddannelse i de seneste måneder har afsløret, har det haft store konsekvenser:

Stresssygemeldinger, opsigelser og medarbejdere, der går grædende hjem på flere af de skoler, hvor Esas er udrullet.

Årelange konflikter blandt de ansvarlige medarbejdere i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (UFS), der kostede et skattebetalt trivselsforløb for 200.000 kroner at løsne op for.

Og ikke mindst en ekstraregning på et tocifret millionbeløb, som de i forvejen økonomisk pressede professionshøjskoler og erhvervsakademier står til at hæfte for - med direkte konsekvens for de studerende.

Serie: Esas - et IT-system i kaos

- IT-systemet Esas har udviklet sig til en massiv hovedpine for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og de uddannelsesinstitutioner, der skal bruge det, siden udviklingen startede i 2016

- Systemet er forsinket med flere år og indeholder så store fejl, at det har resulteret i sygemeldinger og opsigelser blandt administrative medarbejdere på flere af de skoler, som tester systemet

- Mens ekstraregningerne til at rette fejlene hober sig op, vokser bekymringen hos professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner, der i forvejen er pressede på økonomien. De frygter at ende med regningen, hvis ikke Christiansborg stiller flere midler til rådighed

- A4 Uddannelse følger det kaotiske forløb, som har omgærdet udviklingen og udrulningen af Esas. Hvorfor er det gået skævt? Hvordan kommer projektet godt i mål? Og hvem kommer til at betale ekstraregningen?

Tidligere artikler:

Fejl og forsinkelser

Esas er et såkaldt studieadministrativt system.

Det vil kort sagt sige det system, der skal holde styr på alt praktisk på en uddannelsesinstitution: antallet af studerende, hvilke studerende er tilknyttet hvert hold, eksamensplanlægning og håndtering af SU.

Systemet udvikles af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i samarbejde med Netcompany og skulle have været i brug på alle 22 institutioner i 2021. Men kun otte benytter sig af testversionen i dag.

For mange af Esas’ funktioner virker ikke.

LÆS OGSÅ: Christina Egelund om Esas: "Udfordringerne er meget beklagelige"

Blandt andet kan det ikke opgøre antallet af studerende, som uddannelsesinstitutionen skal have taxametertilskud for. Derfor har skolerne i flere år modtaget beløb i milliardstørrelsen, som er baseret på skøn over elevgrundlaget fra 2020.

Fejlene har desuden medført et “betydeligt merforbrug af arbejdstimer” i studieadministration, skrev professionshøjskolen Absalons rektor, Camilla Wang, til UFS, viser en aktindsigt.

Forsinkelserne har desuden efterladt de resterende skoler med et gammelt studieadministrativt system, som ikke længere opdateres.

Tidligere på ugen kunne A4 Uddannelse desuden afsløre, at der har været “årelange og dybe konflikter” blandt Esas-projektets medarbejdere i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (UFS).

Det fik i foråret UFS til at betale 200.000 kroner til et trivselsforløb.

Trivselsforløbet løste dog ikke mere, end at “udfordret trivsel” stadig var et af de emner, man ønskede at drøfte, da projektledelsen mødtes med Statens IT-råd få måneder senere.

Ekstraregning vil ramme studerende

Et usikkert skøn fra landets seks professionshøjskoler, som alle er koblet på testversionen, lød i efteråret 2022 på, at de har haft ekstra omkostninger forbundet med Esas for over 80 millioner kroner. Det er ifølge skolerne dobbelt så meget som forventet for alle tre sektorer ifølge det oprindelige aktstykke.

Men hvor skal den regning lande? 

LÆS OGSÅ: Skoler kræver svar fra ministeriet: Dybt bekymrede for, at ekstraregning for forfejlet IT-system ender hos os

Finansieringen fungerer nemlig ved, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ejer Esas, mens skolerne betaler en årlig pris til styrelsen for at bruge systemet. Men forsinkelserne og de ekstra omkostninger til at færdigudvikle Esas kommer med al sandsynlighed til at øge skolernes udgifter.

I maj skrev tre rektorer et brev til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), hvor de fortalte om en frygt for, at fordyrelsen havner hos dem - i sidste ende ved besparelser på uddannelserne.

I brevet, som A4 Uddannelse har fået aktindsigt i, appellerede de til, at “man politisk snarest muligt tilvejebringer de fornødne ekstra midler til finansiering og hurtig færdiggørelse af en grundversion af esas-projektet”.

LÆS OGSÅ: Alternativet: Ministeriet skal garantere, at regningen for fejlfyldt IT-system ikke ender hos skolerne

Ministerens svar, som A4 Uddannelse har fået aktindsigt i, lød på, at hun ville afvente et møde i juni mellem UFS og Statens It-råd, før hun ville vende tilbage til sagen.

A4 Uddannelse bad torsdag ministeren om et interview angående rektorernes appel om at få ekstra midler til finansiering af Esas-systemet. Det har ikke været muligt.

GDPR